Jannie Iwankow Søgaard |
12. juli 2011
Flere af Sclerose-foreningens patient-rådgivere samarbejder med medicinalindustrien, uden at medlemmerne får det at vide. Det møder kritik fra Lægeforeningen
For sklerosepatienter er der god hjælp at hente på Scleroseforeningens hjemmeside. Her stiller fagfolk deres ekspertise til rådighed, og som en af de cirka 10.000 sklerosepatienter i landet har man mulighed for at stille spørgsmål om sygdommen til blandt andet neurologer. Hvad man som patient derimod ikke kan se på hjemmesiden er, at flere af de lægelige eksperter, der deler gode råd ud, samarbejder med medicinalindustrien – herunder firmaer, der fremstiller sklerosemedicin. Det møder nu kritik fra blandt andet Lægeforeningens næstformand, Yves Sales, der mener, at enhver patientforening bør oplyse, om patientforeningens ansatte eller rådgivere har samarbejde med medicinalindustrien.
LÆS OGSÅ:
DILEMMA: Kan man stole på patientforeninger?
”Det vil styrke patientforeningers troværdighed at oplyse om disse forhold. Jeg mener, at man skylder patienterne gennemsigtighed, så de ved, hvem de har med at gøre,” siger han.
Den kritik bliver bakket op af speciallæge og dr.med. Inga Marie Lunde, der er kontaktperson for netværket Læger Uden Sponsor.
”Det er patienterne, der har allermest brug for at vide besked om den slags, og når man tilbageholder den slags oplysninger, skaber det usikkerhed, og det er patienterne, det går ud over,” siger hun.
Kritikken af Scleroseforeningen kommer i kølvandet på en debat om Hjerteforeningen i sidste uge. Her kom det frem, at foreningens eksperter på Hjerteforeningens hjemmeside blev citeret, uden at det blev oplyst, at de også arbejder hos medicinalfirmaer, der fremstiller kolesterolsænkende medicin.
Direktør i Scleroseforeningen Mette Bryde Lind optrådte den 29. juni i DR’s TV-Avisen, hvor hun fortalte, at foreningen netop havde droppet al økonomisk støtte fra medicinalbranchen, fordi den ønsker at understrege sin uafhængighed.
At foreningen bruger eksperter, der arbejder for medicinalfirmaer – ifølge Lægemiddelstyrelsens oversigt omfatter deres arbejde blandt andet foredrag, projektansvar og sæde i såkaldte advisory boards – mener hun ikke kan sammenlignes med, at foreningen modtager økonomisk støtte.Hun siger dog, at hun er opmærksom på, at det ikke fremgår af foreningens hjemmeside, at neurologerne modtager penge til forskningsprojekter, og at det forhold skal gøres mere gennemsigtigt for brugerne. Det er derfor et emne, hun vil tage op med sin bestyrelse. Men det vil kræve et vist arbejde.”Det kræver, at vi sætter os ned og finder ud af nøjagtig, hvordan vores eksperter samarbejder med medicinalindustrien, for det har jeg ikke et nøjagtigt kendskab til i dag” siger hun.
Mette Bryde Lind tilføjer, at fordi sklerose ikke er så udbredt en sygdom, kan det være svært at finde uvildige eksperter.
”Og vi vil jo stadig gerne have dialogen med eksperterne og er naturligvis også interesserede i, at der fortsat forskes på området,” siger hun.
Inga Marie Lunde giver ikke meget for forklaringen om, at det er umuligt at finde uvildige eksperter.
”Det skyldes ofte, at man ikke har ledt ret meget efter en uvildig ekspert” siger hun.
Næstformanden for Lægeforeningen derimod mener, at Mette Bryde Lind kan have en pointe.
”Men jeg synes godt, at de to arbejdsforhold kan kombineres. Det kræver blot, at det bliver deklareret (angivet, red.). Og så kan patienterne selv derefter tage stilling til, om de mener, at rådgivningen er uvildig,” siger Yves Sales.
soegaard@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk