Medlem af Etikpanelet på etik.dk og lektor i teologi, Ulriik Becker Nissen, har fået læserspørgsmålet:

Bør man donere penge til et ulandsprojekt, selv om man ved, at der er en meget stor risiko for, at pengene aldrig når frem til de nødlidende?

Ja, det er jo et rigtig godt spørgsmål, som man ofte siger, når man ikke uden videre kan ryste et færdigt svar ud af ærmet. Det er da også tilfældet her. Der synes ikke at være et klokkeklart ”ja” eller ”nej”.

Umiddelbart ville langt de fleste med det samme svare ”nej”. Det synes indlysende, at hvis der er en betydelig risiko for, at pengene ender de forkerte steder, skal man ikke donere pengene. Men det bliver lidt mere kompliceret, når man tænker det efter.

Hvis vi anskuer spørgsmålet fra et sindelagsetisk (også kaldet pligtetisk) perspektiv, er det bestemt ikke indlysende, at man skal undlade at donere pengene. Her er det ikke så meget konsekvensen af dine handlinger der er afgørende. Det væsentlige er derimod din intention med handlingen og den vilje der ligger til grund for den. Hvis din intention derfor har været at ville hjælpe med din donation, ophæver det ikke den etiske værdi af din handling, at pengene ikke blev brugt i overensstemmelse med formålet. Sindelagsetikeren ville derfor kunne sige, at man stadig bør betale, hvis man finder formålet med projektet etisk væsentligt.

På den anden side ville konsekvensetikeren lægge vægt på, at det afgørende ikke først og fremmest er din intention, men derimod hvad der faktisk kommer ud af det. Hvis pengene altså havner det forkerte sted, og du har været vidende om, at der var en betydelig risiko for det, så kan du ikke uden videre sige, at det har du ikke noget medansvar for. Konsekvensetikeren ville altså sige, at du skal lægge vægt på følgerne af din handling og at overvejelserne over disse bør indgå i din stillingtagen til, hvad der er det rigtige at gøre.

Så spørgsmålet leder altså frem til et klassisk etisk dilemma. Afvejningen i dilemmaet kan formentligt løses ved en forholdsvis pragmatisk tilgang til spørgsmålet. Her vil det være vigtigt at vurdere hvilket slags ulandsprojekt, vi taler om. Er det så væsentligt, at jeg tør satse, i håb om at pengene måske når frem? Og på den anden side – hvis pengene ikke når frem, hvem tilfalder de så? Er det et sted, hvor de måske også gør gavn? Eller er det ligefrem et sted, hvor jeg må tage afstand fra det, de så kan blive brugt til? En afbalancering af disse overvejelser vil formentligt kunne give grundlaget for at træffe det rigtige valg i den konkrete situation.

- Ulrik Becker Nissen