Sten Bønsing mener ikke der er sket en overtrædelse af Forvaltningsloven. Nej, ikke hvad angår Hans Gammeltoft-Hansen - det burde sige sig selv. Sten Bønsing siger det højt; og tak for det.
Men at der ikke er sket overtrædelser af Forvaltningsloven i sagen, forekommer ikke plausibelt.
Det lyder vel frejdigt, i betragtning af udsagnet om at Frederik Schydt og Johan Reimann under en frokost udbreder sig om fortrolige oplysninger og forhold. Har de ikke tavshedspligt? Har de ikke pligt til at være loyale overfor deres arbejdsgiver, og dermed pligt til ikke at afsløre ulovligheder i uvedkommende fora? Alternativt -. har de ikke pligt til at undlade at deltage i ulovlighederne?
Er det ikke almindelig praksis, at embedsmænd der er indignerede og frustrerede over de ulovligheder de er vidne til, men som ikke har modet og integriteten til selv at gøre opmærksomhed på dette, vælger at være lidt vel rigeligt åbenmundet ved en social sammenkomst, hvor de ved at en retskaffen og kapabel person er til stede? En person, der har forstand og evne til at føre oplysningerne videre til andre, der kan gøre en indsats for at afdække ulovlighederne?
Overhører en borger der er kendt for sin retskaffenhed sådanne kommentarer, bør det vel opfattes som implicit opfordring til at bringe det videre?
I det pågældende tilfælde er det muligt, det ikke var en skjult opfordring til at bringe oplysningerne videre, men ren og skær pral over egne ugerninger. I så fald må den retskafne borger snarere end en opfordring opfatte det som en pligt at bringe oplysningerne videre.















