Send artiklen Findes der en særlig kristen etik? til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Findes der en særlig kristen etik?

Fotobyline: TEGNING: PETER M. JENSEN

Eksterne links

flexblock
3 debatindlæg Hold mig opdateret

MED AFSTEMNING Mennesket mødes konstant af etiske udfordringer, hvor det efter bedste overbevisning må forsøge at gøre det gode. Nogen universel etisk referenceramme kan det være svært at få øje på

Handler kristne mere etisk rigtigt end ikke-kristne?
 
 

Skal aborterede fostre begraves? Er det i orden at skære økonomisk på handicapområdet, og må man juble, når en terrorist som Osama bin Laden bliver dræbt? Etiske spørgsmål, der alle er højaktuelle, og som i den grad kan få diskussioner til at opstå og meninger til at brydes blandt høj og lav, gammel og ung. Enighed kan være svær at opnå, og filosoffer og andre lærde har gennem årene flittigt diskuteret, hvorfra det enkelte menneske henter sine etiske standarder.

LÆS OGSÅ:  Etik i kristendommen

En af de grupper, som ofte har været genstand for diskussion, er religiøse mennesker og dermed også kristne. Ofte har man antaget og gør det stadig, at kristne mennesker handler ud fra en særlig kristen etik og moral. Årsagen er til dels historisk, mener Caroline Schaffalitzky de Muckadell, der forsker i religionsfilosofi ved Syddansk Universitet.

”En af grundene til, at man ofte antager, at religiøse mennesker lever ud fra en bestemt moral, er historisk betinget. Moral og etik er de varer, religionen traditionelt har kunnet sælge sig på. Hvor ellers har man skullet gå hen at finde et sted, der kan fortælle noget om, hvordan man skal leve sit liv? På den måde har religion altid været meningsskabende, og det er den opfattelse, der stadig hænger ved i dag,” siger hun.

Om der så vitterlig eksisterer en særlig kristen etik, kommer an på, hvordan man anskuer det, mener hun.

”Jeg mener ikke, man kan tale om en særlig kristen etik, hvis man taler om indhold som for eksempel næstekærlighed. Det ser jeg ikke som specielt kristent. Først i det øjeblik man bruger kristendommen som argument for sine handlinger, kan man tale om kristen etik,” siger hun og påpeger, at der stadig ikke er tale om en etik, som nødvendigvis er fælles for alle kristne.

Filosof ved Roskilde Universitet Thomas Søbirk Petersen mener heller ikke, at der findes en særlig kristen etik, selvom han anerkender, at der kan være referencepunkter som næstekærlighedsbuddet og De Ti Bud, som alle kristne ville kunne støtte.

”Flere ting peger i retning af, at der ikke findes en særlig kristen etik. Blandt andet er der stor uenighed inden for kristendommen om emner som abort og vielse af homoseksuelle, og man kan også spørge sig selv, om der ikke fandtes etiske vejledende regler, inden kristendommen opstod,” siger han og slår fast, at han ikke ser nogen lighed mellem at være kristen og handle etisk korrekt.

Ikke kun inden for filosofiens verden afviser man en egentlig særegen kristen etik. Sognepræst i Tversted-Uggerby Sogne Thomas Reinholdt mener heller ikke, at der eksisterer en særlig kristen etik. Han hæfter sig ved, at kristendommen ikke er en lovreligion, der opstiller regler for livsførelse, på samme måde som eksempelvis islam og jødedommen gør. Der er med andre ord ingen forskrifter for, hvordan vi skal gå klædt, hvad vi skal spise, og hvordan vi skal leve sammen.

”Loven blev ophævet med Jesus på korset. Der er kun kravet om, at vi skal elske næsten. Men vi har ikke fået at vide, hvordan vi skal gøre det. Vi har fået friheden og ansvaret til selv at finde ud af det,” siger han.

I en etisk diskussion som eksempelvis den om vielse af homoseksuelle mener Thomas Reinholdt heller ikke, at man kan gøre brug af udsagnet om en kristen etik.

”Det øjeblik man siger, at homoseksuelle ikke kan blive viet, forudsætter man samtidig, at der findes en kristen etik, og det mener jeg simpelthen ikke, at der gør,” siger han.

Helt anderledes forholder Iben Thranholm, journalist, katolik og teolog, sig til spørgsmålet om kristen etik. For hende er der således ingen tvivl om, at der findes helt specielle normer, der gælder for kristendommen. Hun begrunder det i De Ti Bud, som ikke kan overtrædes, uden at vi bryder med den kristne etik.

”Har man overtrådt et af buddene, har man overtrådt dem alle,” siger hun.

Det betyder dog ikke, at hun fratager det ikke-kristne menneske muligheden for at handle ud fra en kristen etik.

”Den, der lever sit liv samvittighedsfuldt, kan meget vel leve et godt liv. Man kan have fået den gave, som gør en i stand til at elske og leve i kærlighed, og de mennesker, der gør det, vil Gud se på med stor kærlighed,” siger Iben Thranholm.

En af de danskere, der har beskæftiget sig meget med både kristendom og etik, er den nu afdøde filosof og teolog K.E. Løgstrup (1905-1981), der især er blevet kendt for sin bog ”Den etiske fordring” (1956), hvori han fremlagde den opfattelse, at vi som mennesker altid holder noget af andre menneskers liv i vores hånd.

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede, man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej,” står der i hans bog.

Men K.E. Løgstrup så ikke den etiske fordring som noget specifikt kristent. For ham var fordringen universel – og kunne naturligvis også findes i kristendommen.

Mickey Gjerris, medlem af Det Etiske Råd, teolog og bioetiker på Københavns Universitet, mener ligesom Løgstrup ikke, at der findes en særlig kristen etik, fordi vi alle lever under samme vilkår, hvor vi skal tage vare på hinanden. Og han afviser også, at der skulle være specielle manualer for kristne, som kan bruges til at møde udfordringer og løse problemer. Derimod anerkender han, at kristendommen tilbyder nogle rammer, som gør det muligt at gøre det gode.

”Som kristen tror man, at man allerede er elsket af Gud. Det sætter dig fri, og du kan i stedet koncentrere dig om at elske andre. Den tro kan bare være svær at virkeliggøre i sit liv, hvor man ofte ender med at stille spørgsmålet: ’Hvad får jeg ud af det?’ i stedet for at spørge, hvad den anden har brug for. I troen på, at man er elsket af Gud, sættes man fri til at glemme sig selv og elske den anden. Kunne vi leve denne tro, var der ingen grund til at tale om etik. Etik bliver først, som Løgstrup sagde, aktuelt, når det er gået galt,” forklarer han og påpeger, at han dermed ser etikken som en erstatningshandling.

Professor og direktør for Fonden Søren Kierkegaard Forskningscenteret og ligeledes medlem af Det Etiske Råd Niels Jørgen Cappelørn hører også til dem, der afviser, at der skulle findes en særlig kristen etik. I alt fald, hvis der er tale om en særlig kristen materialetik, der giver faste svar på praktisk-etiske spørgsmål om for eksempel abort, stamcelleforskning og seksualmoral. For fandtes der en på forhånd givet praktisk etik, ville der slet ikke være tale om etik.

”Det øjeblik, man anerkender en absolut materialetik, vil man fjerne den etiske diskussion, som jo er hele den praktiske etiks væsen. Svarene ville være givet på forhånd. Men materialetikken er altid situationsbestemt, og derfor skal man være i konstant diskussion og eftertanke,” siger han og påpeger, at han udtaler sig på egne og ikke Det Etiske Råds vegne.

Niels Jørgen Cappelørn mener dog samtidig, at man kan tale om en kristen etik for så vidt gælder, at det handler om en etik, der adskiller sig fra eksempelvis en humanistisk eller filosofisk etik. Men der er tale om etiske værdier og fordringer, man som troende menneske selv skal tage ansvaret for, hvordan skal omsættes i konkrete handlinger, og som ikke må forveksles med et normativt regelsæt.

”Hvis man tager det dobbelte kærlighedsbud, er det en etisk fordring, der siger, at du skal elske Gud og din næste som dig selv. Men der gives ingen absolut anvisning på, hvordan jeg skal gøre det. Jeg skal selv ud fra evangeliet finde den måde, jeg tror er den rigtige,” siger han og slår endnu en gang fast, at praktisk etik bedst bliver til i dialogen mellem mennesker.

”Det har den fordel, at i et demokratisk samfund har jeg ikke noget suverænt argument, som kan slå alle andre. Jeg kan aldrig argumentere med Gud – i det øjeblik, jeg gjorde det, ville jeg blive fundamentalist.”

soegaard@k.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5

FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk

Hold mig opdateret

Trådet overblik  |  Fladt overblik

Forkert spørgsmål!

Niels H Lyngbye, publiceret d.10/06 11:19 (for 11 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Findes der en særlig kristen etik?
Spørgsmålet er ikke, om der findes en speciel kristen etik, men om der findes en Gud´, der har skabt os, og som vi alle skal stå til regnskab for, hvordan vi bruger/lever vort liv.
Er der det, giver det sig selv: så kan vi ikke selv sætter normer. Sagt på en anden måde: Spørgsmålet er findes der en overordnet autoritet?
Del Link

Som kristen tror man, at man allerede er elsket af Gud. ...

Per Feldvoss Olsen, publiceret d.10/06 14:43 (for 11 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Findes der en særlig kristen etik?
... heraf følger jo at vi Kristne antager at 'Gud er der' - vi ved det ikke, men vi Tro på det! Etikken omhandler ikke vores forhold til Gud, for det omhandler vores forhold til andre mennesker. Kristendommen forholder sig altså til etikken, men omvendt kan etikken ikke forholde sig direkte til Kristendommen!

En etisk handling foretager vi altså ikke fordi der er ét givet svar til situationen, men der har netop været tale om et unikt mellemmenneskeligt forhold - hvor man har taget specifikt fat. Hvis man på nogen måde har inddraget Gud, idealer eller værdier i sit valg er der i en eller anden grad tale om en moral baseret handling. Det virker måske lidt teoretisk, men det betyder helt konkret at det er uetisk at 'påtvinge' andre sine værdier og sine idealer - når man gør dette er man i en eller anden grad fundamentalist/fascist! (Derfor kan man med nogen ret påstå at Søren Kierkegaard kommer til at arve nogle fascistiske tendenser fra Sokrates - her er fascismen dog primært rettet ind ad)

Mangler vi en etik for selvet?
Det særlige ved Kristendommen er altså at den forholder sig "meta-aktivt" i forhold til etikken. Kristendommen foreskriver ikke nogen regler, og dermed ophæves relationen i al praksis. Dette gør det igen muligt at sige at Kristendommen har en positiv-selvreference i sit forhold til etikken, og dette medfører også at vores etik kan bære denne samme positive-selvreference. I praksis betyder det igen at jeg vil påstå at "en etik for selvet" må være at vi altid skal handle positivt 'ud-ad-vendt'. Hermed mener jeg at man eksempelvis ikke skal forsøge sig med at "internalisere" værdier eller idealer - derimod vil den etiske handling bestå i at tilbyde sine unikke værdier til andre ved enhver given lejlighed.
Vh Per
Del Link

INGEN SPECIFIK KRISTEN ETIK.

snedsted, publiceret d.11/06 15:10 (for 11 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Findes der en særlig kristen etik?
Nej, der findes ikke nogen etik, som er specifik for kristendommen.

Som kristne hviler vores moral på to principper:

1) Det dobbelte kærlighedsbud.
Du skal elske Gud af hele dit hjerte, og din næste som dig selv.

og

2) Gør mod andre, hvad du ønsker at de skal gøre mog dig, og gør ikke mod andre, hvad du ikke ønsker, at de skal gøre mod dig.

2) kalder vi "den gyldne regel", og den er ekspliceret længe inden kristendommens grundlæggelse.

Vi finder den i kinesisi filosofi (Kun-Fu-Tze) og hos Aristoteles, op til mindst 400 år før Kristus.

Denne leveregel har til alle tider defineret etisk handling og gør det vel stadig.

De 10 bud kan ikke længere være kravene til en etik. Dels er de specifikt jødiske, dels er mennesket ved Jesus Kristus sat fri af dem ved Bjergprædikenen, hvor han gør dem absurde ved at kræve overholdelse ikke blot i gerning, men også i tanke.

Du kan godt overholde buddet om ikke at bedrive hor - i hvert fald rent fysisk. Men når fordringen udvides til også at forbyde dig at "begære" din næstes hustru i tanken, så bliver buddet afsurd - i hvert fald for mig. Jeg er efter den regel nødt til at synde, og jeg har derfor på alle måder nåden behov.
Jeg tror, det var for at betone behovet for nåden, at Jesus således i Matth. kap. 5, skærpede buddene så de blev umulige at efterleve.

Jeg vil i denne sammanhæng stærkt anbefale Johannes Sløks bog "Kristen Moral - før og nu.(Hens Reitzels Forlag A/S 1959). Den kan langt bedre end jeg argumentere for, at der ikke findes en specifik kristen moral.
Del Link

flexblock
flexblock
flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​