LÆS OGSÅ:  Etik i kristendommen

En af de grupper, som ofte har været genstand for diskussion, er religiøse mennesker og dermed også kristne. Ofte har man antaget og gør det stadig, at kristne mennesker handler ud fra en særlig kristen etik og moral. Årsagen er til dels historisk, mener Caroline Schaffalitzky de Muckadell, der forsker i religionsfilosofi ved Syddansk Universitet.

”En af grundene til, at man ofte antager, at religiøse mennesker lever ud fra en bestemt moral, er historisk betinget. Moral og etik er de varer, religionen traditionelt har kunnet sælge sig på. Hvor ellers har man skullet gå hen at finde et sted, der kan fortælle noget om, hvordan man skal leve sit liv? På den måde har religion altid været meningsskabende, og det er den opfattelse, der stadig hænger ved i dag,” siger hun.

Om der så vitterlig eksisterer en særlig kristen etik, kommer an på, hvordan man anskuer det, mener hun.

”Jeg mener ikke, man kan tale om en særlig kristen etik, hvis man taler om indhold som for eksempel næstekærlighed. Det ser jeg ikke som specielt kristent. Først i det øjeblik man bruger kristendommen som argument for sine handlinger, kan man tale om kristen etik,” siger hun og påpeger, at der stadig ikke er tale om en etik, som nødvendigvis er fælles for alle kristne.

Filosof ved Roskilde Universitet Thomas Søbirk Petersen mener heller ikke, at der findes en særlig kristen etik, selvom han anerkender, at der kan være referencepunkter som næstekærlighedsbuddet og De Ti Bud, som alle kristne ville kunne støtte.

”Flere ting peger i retning af, at der ikke findes en særlig kristen etik. Blandt andet er der stor uenighed inden for kristendommen om emner som abort og vielse af homoseksuelle, og man kan også spørge sig selv, om der ikke fandtes etiske vejledende regler, inden kristendommen opstod,” siger han og slår fast, at han ikke ser nogen lighed mellem at være kristen og handle etisk korrekt.

Ikke kun inden for filosofiens verden afviser man en egentlig særegen kristen etik. Sognepræst i Tversted-Uggerby Sogne Thomas Reinholdt mener heller ikke, at der eksisterer en særlig kristen etik. Han hæfter sig ved, at kristendommen ikke er en lovreligion, der opstiller regler for livsførelse, på samme måde som eksempelvis islam og jødedommen gør. Der er med andre ord ingen forskrifter for, hvordan vi skal gå klædt, hvad vi skal spise, og hvordan vi skal leve sammen.

”Loven blev ophævet med Jesus på korset. Der er kun kravet om, at vi skal elske næsten. Men vi har ikke fået at vide, hvordan vi skal gøre det. Vi har fået friheden og ansvaret til selv at finde ud af det,” siger han.

I en etisk diskussion som eksempelvis den om vielse af homoseksuelle mener Thomas Reinholdt heller ikke, at man kan gøre brug af udsagnet om en kristen etik.

”Det øjeblik man siger, at homoseksuelle ikke kan blive viet, forudsætter man samtidig, at der findes en kristen etik, og det mener jeg simpelthen ikke, at der gør,” siger han.

Helt anderledes forholder Iben Thranholm, journalist, katolik og teolog, sig til spørgsmålet om kristen etik. For hende er der således ingen tvivl om, at der findes helt specielle normer, der gælder for kristendommen. Hun begrunder det i De Ti Bud, som ikke kan overtrædes, uden at vi bryder med den kristne etik.

”Har man overtrådt et af buddene, har man overtrådt dem alle,” siger hun.

Det betyder dog ikke, at hun fratager det ikke-kristne menneske muligheden for at handle ud fra en kristen etik.

”Den, der lever sit liv samvittighedsfuldt, kan meget vel leve et godt liv. Man kan have fået den gave, som gør en i stand til at elske og leve i kærlighed, og de mennesker, der gør det, vil Gud se på med stor kærlighed,” siger Iben Thranholm.

En af de danskere, der har beskæftiget sig meget med både kristendom og etik, er den nu afdøde filosof og teolog K.E. Løgstrup (1905-1981), der især er blevet kendt for sin bog ”Den etiske fordring” (1956), hvori han fremlagde den opfattelse, at vi som mennesker altid holder noget af andre menneskers liv i vores hånd.

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede, man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej,” står der i hans bog.

Men K.E. Løgstrup så ikke den etiske fordring som noget specifikt kristent. For ham var fordringen universel – og kunne naturligvis også findes i kristendommen.

Mickey Gjerris, medlem af Det Etiske Råd, teolog og bioetiker på Københavns Universitet, mener ligesom Løgstrup ikke, at der findes en særlig kristen etik, fordi vi alle lever under samme vilkår, hvor vi skal tage vare på hinanden. Og han afviser også, at der skulle være specielle manualer for kristne, som kan bruges til at møde udfordringer og løse problemer. Derimod anerkender han, at kristendommen tilbyder nogle rammer, som gør det muligt at gøre det gode.

”Som kristen tror man, at man allerede er elsket af Gud. Det sætter dig fri, og du kan i stedet koncentrere dig om at elske andre. Den tro kan bare være svær at virkeliggøre i sit liv, hvor man ofte ender med at stille spørgsmålet: ’Hvad får jeg ud af det?’ i stedet for at spørge, hvad den anden har brug for. I troen på, at man er elsket af Gud, sættes man fri til at glemme sig selv og elske den anden. Kunne vi leve denne tro, var der ingen grund til at tale om etik. Etik bliver først, som Løgstrup sagde, aktuelt, når det er gået galt,” forklarer han og påpeger, at han dermed ser etikken som en erstatningshandling.

Professor og direktør for Fonden Søren Kierkegaard Forskningscenteret og ligeledes medlem af Det Etiske Råd Niels Jørgen Cappelørn hører også til dem, der afviser, at der skulle findes en særlig kristen etik. I alt fald, hvis der er tale om en særlig kristen materialetik, der giver faste svar på praktisk-etiske spørgsmål om for eksempel abort, stamcelleforskning og seksualmoral. For fandtes der en på forhånd givet praktisk etik, ville der slet ikke være tale om etik.

”Det øjeblik, man anerkender en absolut materialetik, vil man fjerne den etiske diskussion, som jo er hele den praktiske etiks væsen. Svarene ville være givet på forhånd. Men materialetikken er altid situationsbestemt, og derfor skal man være i konstant diskussion og eftertanke,” siger han og påpeger, at han udtaler sig på egne og ikke Det Etiske Råds vegne.

Niels Jørgen Cappelørn mener dog samtidig, at man kan tale om en kristen etik for så vidt gælder, at det handler om en etik, der adskiller sig fra eksempelvis en humanistisk eller filosofisk etik. Men der er tale om etiske værdier og fordringer, man som troende menneske selv skal tage ansvaret for, hvordan skal omsættes i konkrete handlinger, og som ikke må forveksles med et normativt regelsæt.

”Hvis man tager det dobbelte kærlighedsbud, er det en etisk fordring, der siger, at du skal elske Gud og din næste som dig selv. Men der gives ingen absolut anvisning på, hvordan jeg skal gøre det. Jeg skal selv ud fra evangeliet finde den måde, jeg tror er den rigtige,” siger han og slår endnu en gang fast, at praktisk etik bedst bliver til i dialogen mellem mennesker.

”Det har den fordel, at i et demokratisk samfund har jeg ikke noget suverænt argument, som kan slå alle andre. Jeg kan aldrig argumentere med Gud – i det øjeblik, jeg gjorde det, ville jeg blive fundamentalist.”

soegaard@k.dk