Journalist Anders Agger er medlem af DR's dokumentargruppe og står bag tv-dokumentaren "Sømanden & Juristen - historier fra et hospice", der sluttede i tirsdags
Hvad er det største etiske problem i dag?
"Det politisk korrekte svar må være, hvordan vi behandler folk udefra. Vi er ved at blive et grænseland, hvor vi lukker os inde og er ved at udvikle os til misantroper. Når det handler om min hverdag, er den største etiske udfordring mine børn. Hvordan kan vi blive ved med at lære dem og andre børn, hvilke etiske værdier der er vigtige? Udviklingen går jo i retning af, at det er ekstremt ydre ting, vi måler os på. Som det lille tandhjul, jeg er i mediemaskinen, prøver jeg at fortælle historier, der handler om alt andet end det ydre. Det lyder frelst, men det er, hvad jeg har behov for. Det, der sker lige nu i mediebilledet, er, at man skærer hele midterrabatten væk, laver formater og caster alt. Almindelige mennesker som Per Flindt fra 'Sømanden & Juristen', ser man normalt ikke."
LÆS OGSÅ: Aktiv livshjælp indtil der skal gives slipSynes du etiske spørgsmål fylder nok i den offentlige debat?"Ja, det synes jeg faktisk. Der findes heldigvis æggehoveder, forældre, læger, præster og andre, der mener noget. Spørgsmålet er, hvor dygtige vi er til at kapitalisere af de mange holdninger, der er i samfundet. Det bliver tit sådan noget med, at en gammel sur lektor skriver en harmdirrende kronik i Politiken, Kristeligt Dagblad eller Weekendavisen om, at gymnasieelever ved for lidt, og at de er blanke. Derefter er der en gymnasieelev, der skriver som svar, at han bare skal lukke i. Når jeg bliver ramt af etiske spørgsmål, er det, når debatten er inkluderende i stedet for at være ekskluderende."
Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?"Det gjorde jeg, da jeg sammen med en klipper skulle klippe optagelserne til 'Sømanden & Juristen' sammen og tage stilling til, hvor meget af sømanden Per Flindts dødsscene vi ville vise. Jeg var ked af det, da han døde, men det var også et fantastisk rum at gå ind i, så hvor går grænsen? Vi viste ikke det hele, men så meget, at det heldigvis ikke er noget, vi skal hver dag."
Hvad er den største etiske udfordring, du har mødt?"Min største etiske udfordring var at tackle min bedste vens selvmord. For hvordan beskytter man sin ven – samtidig med at man gør op med, hvad han gjorde? Og hvordan beskytter man de efterladte? Jeg har fortsat ondt i maven. Og nu er det tre år siden."
remar@k.dk