Hvor meget kan ældre kræve af samfundet?

Ældre-kategorien er en betegnelse for snart en million mennesker i Danmark, og det er en generalisering af de grovere, når spørgsmålet lyder, hvordan de bør behandles. For hvad enten de kaldes ældre eller gamle, er der tale om vidt forskellige mennesker, for så vidt endnu mere forskellige end yngre qua deres livserfaringer, forskellige livssituationer og varierende behov for at blive ”behandlet”. Som de voksne medborgere og skatteydere, ældre mennesker er, skal en inkluderende tænkning vel helst formulere at alle er en del af velfærdssamfundet. Så det vi alle har brug for, uanset alder, køn, religion og etnicitet er at blive betragtet og ”behandlet” som del af velfærdssamfundet med adgang til institutioner og tilbud, som er opbygget i vores samfund. Og at disse er både menneskelige og professionelle.

Svaret på det andet spørgsmål: Hvad kan ældre tillade sig at kræve af samfundet. Ældre voksne i Danmark kan selvfølgelig tillade sig at kræve lige så meget som yngre voksne! Bliver man syg og har brug for hjælp og pleje, hvilket forekommer hyppigere med alderen, svækkes ens autonomi, og afhængigheden af omgivelserne vokser. Hvad vil en 40-årig kræve af samfundet, hvis hun eller han bliver alvorligt syg, mister sit syn, sin hørelse eller mobilitet – eller gradvist det hele? Mit bud er at vi hver især vil ønske at vores omgivelser, nær familie i samarbejde med professionelle i social- og sundhedsinstitutioner, finder de bedst mulige løsninger til os. Når man er syg og svækket, kommer man mere i defensiven, og krav skifter karakter til mere ydmyge former for ønsker. Her er det afgørende at have et system der erkender menneskers subjektive problemer og behov og tilbyder hjælp, behandling og støtte, så vi i øvrigt kan klare os bedst muligt og fortsætte med at leve vores liv. Det vil alle helst, selvsagt også gamle mennesker. Ingen går og drømmer om at få hjemmehjælp eller at komme på plejehjem – men det kan en dag blive en nødvendighed. Og så vil vi gerne have så menneskelige, livfulde og professionelle hjemmehjælpere og plejehjem som muligt! Og når man er gammel og svækket, så kræver alting længere tid, bevægelser og kommunikation er ikke lige så hurtig som før. Derfor opfatter jeg det også som en katastrofe når netop tid til den sociale, personlige kontakt i disse år trækkes ud af bl.a. hjemmepleje og forebyggende hjemmebesøg.

Alderdommen formes som en forlængelse af det liv vi har levet. Gennemsnitligt betragtet lever ressourcestærke mennesker længst med et godt helbred, netværk og kroner på lommen. Mens de der kun har haft få midler at gøre godt med gennem livet, bl.a. lavt uddannede, mennesker der har været arbejdsløse i længere perioder, personer som arbejdsmarkedet ikke matcher, eller mennesker som har modtaget førtidspension pga. sygdom og nedslidning, går ind i deres alderdom med få økonomiske og materielle ressourcer – og tillige en større risiko for et dårligt helbred og ensomhed.

Hvis vi nu antager, at samfundet faktisk er os alle sammen, så kan vi begynde at se hvad vi kan gøre for hinanden. Her opløses kategorierne fattige eller ressourcestærke, syge eller raske. Nogle mennesker har meget at øse af, og gør det. Andre har mindre energi og glæde. Lider man af sygdom, smerter, træthed og måske døjer med svimmelhed oveni, han man brug for både professionel hjælp og menneskelige håndsrækninger, så man så vidt muligt kan komme ovenpå igen. Bærer man på sorg, traumer og uløste problemer, kan man let komme til at føle og tænke at andre er bedre tjent uden en, og man har brug for at nogen rækker hånden ud, viser omsorg og nærvær. Her har vi efter min mening alle i samfundet en forpligtelse: familie, naboer og venner, frivillige og professionelle.

EGV Fonden (Ensomme Gamles Værn) arbejder for at synliggøre det sociales betydning – i spektret fra ensomhed til fællesskaber. Hvad nytter det at ens diabetes bliver holdt i ave gennem træning og medicinsk behandling, hvis man har mistet livslysten? Gennem forskningsprojekter og støtte til udviklingsarbejde og sociale formål, ferier og højskoleophold, bl.a. for minoritetsetniske ældre, arbejder EGV på at skabe viden om og hjælpe mennesker der føler sig uden for de store, samfundsmæssige fællesskaber. Vores holdning er at omgivelserne bør blive mere opmærksomme og inkluderende, det er ikke op til den enkelte at ”tage sig sammen”.

Ligesom vi i Danmark har specialiseret os i at omfordele vore økonomiske ressourcer, adgang til sundhedsydelser mv. gennem den ”skandinaviske velfærdsmodel”, synes jeg vi skal forvente af et velfærdssamfund, at vi også ”omfordeler” de sociale ressourcer. Forskningen viser at jo mere lige et samfund er, og her har Danmark klaret sig godt, jo mere kommer det os alle, rige og gamle, unge og fattige til gavn.