Manden gisper stille efter vejret. Hans pande og sorte hår er smurt ind i tykt, mørkerødt blod, der langsomt siver ned over hans øjne og kinder og lægger sig i små pøle på skuldrene af hans stribede T-shirt.
Et ustabilt mobilkamera filmer direkte ned i hans ansigt, som han ligger der fladt på ryggen med spredte ben. Hans øjne er himmelvendte og fjerne. Under ham gungrer asfalten fra de mange fødder, der spæner væk. Ophidsede stemmer runger om kap med skarpe skud i den smalle gade. Lidt derfra forsøger en gruppe mænd at slæbe en anden såret person væk. Den såredes bare fødder trækker tykke blodspor efter sig på gaden.
Sådan så virkeligheden ifølge en privat optagelse ud i Syrien den 23. marts i år. Demonstranter protesterede mod Bashar al-Assads diktaturstyre, som svarede igen med skarpe skud og læsterlige tæsk til demonstranterne. En stribe danske medier rapporterede derfra – men ingen viste så gruopvækkende billeder som dem, de lokale syrere selv havde filmet med mobiltelefoner og i hobetal havde lagt ud på internettets sociale filmmedie YouTube.
LÆS OGSÅ:
Mediebilleder af krigSyrien er blot det seneste eksempel på et arabisk land, hvorfra befolkningen forsøger at dokumentere den virkelighed, de står midt i. Fra omkring årsskiftet har tunesere, egyptere, yemenitter, bahrainere, libyere og iranere været på gaden for at vise deres utilfredshed med deres respektiver regeringer. En utilfredshed, der har fået fatale konsekvenser og ført til drabelige scener, når myndighederne slår hårdt ned.
Fælles for landene er, at der foregår langt voldsommere episoder end dem, danskerne ser med egne øjne i aviser og på tv. Eksemplificeret med den døende mand fra Syrien. Det er der flere årsager til, men over en bred kam filtrerer de danske medier billederne fra konfliktzonerne for at skåne seerne og læserne. Og de gør det i alt for høj grad, mener Søren Pagter, der leder fotojournalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
"Jeg synes, de danske medier er for tilbageholdende. Man skal ikke vise alt, for det skal naturligvis indgå i en kontekst, men det er der lige præcis i de arabiske oprør. Derfra kunne medierne sagtens have bragt stærkere billeder," siger han og uddyber:
"De færreste medier har holdt sig tilbage fra at vise de manipulerede billeder af dræbte Osama bin Laden, fordi han er blevet ophøjet til noget, der nærmest ikke er et menneske. Derfor er han lettere at vise end et uskyldigt dræbt barn eller civile ofre i de arabiske lande."
LÆS OGSÅ:
Krig skal ikke vises, men forklaresSelv har Søren Pagter netop haft en bunke billeder fra Nigeria foran sig. Billeder, der viste skalperede folk og forkullede lig på række. Sådanne billeder er der ingen grund til at bringe, pointerer han, for de bidrog ikke med noget til forståelsen af situationen i Nigeria, men:
"Danske medier viser generelt ikke krigens sande ansigt. Det er en knivsæg at balancere på, for hvis medierne viser de værste billeder, diskuterer folk mediets billedpolitik i stedet for krigen og flytter dermed fokus fra det væsentligste: krigen. Der er ingen tvivl om, at danskernes holdning til krig kunne ændres, hvis de så krigens virkelighed," siger Søren Pagter.
Virkeligheden er ofte så grusom, at den ikke skal vises i sin mest upolerede form, mener redaktører og chefer fra både TV-Avisen, TV 2 Nyhederne, Politiken og Ekstra Bladet. Politiken har de seneste måneder haft fotografer i både Egypten og Libyen, og i februar viste dagbladet et billede af en døende egyptisk mand – netop for at skildre virkeligheden, fortæller fotochef Thomas Borberg.
"Vi har en forpligtelse til at vise virkeligheden, som den ser ud på godt og ondt. Men bare fordi vi kan, er det ikke ensbetydende med, at vi gør det. Vi gør det, når vi kan fortælle mere end bare den nemme nyhed – når det er journalistisk velbegrundet."
Derfor har Politiken vist billeder af både den døende egypter, en 15-årig jordskælvsdræbt haitiansk pige, hvor journalist og fotograf var i kontakt med hendes familie, og af den iranske pige Neda, som iransk politi skød og dræbte i sommeren 2009, hvorved hun blev symbol på hele den iranske oppositions-protestbevægelse.
"Neda var den frie presses historie på den iranske opstand, og deri lå væsentligheden. Ellers har vi som avisfotografer vores største kvalitet i langsomheden til at reflektere. Læseren skal have en visuel oplevelse, men måske kan jeg finde alternativer, der fortæller historien lige så godt," siger Thomas Borberg.
En godt fortalt historie hænger heller ikke nødvendigvis sammen med blodige billeder, mener Peter Kemp, filosofiprofessor og ekstern underviser ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Ifølge ham er det moderne menneske efterhånden så forrået, at drabelige billeder blot vil forstærke menneskets kynisme.
"Derfor skal medierne fortælle historierne frem for at vise dem. Det at fortælle, hvad der sker, er stærkere end billedet, for det holder noget tilbage, der er for slemt til at se. Medierne har rigtigt nok en moralsk forpligtelse til at formidle virkeligheden, men lad dem gøre det gennem fortællinger frem for via rå billeder."
Der findes da også yderst effektfulde eksempler på billeder, der har rokket ved hele befolkningsgruppers krigsopfattelser uden at vise det allermest blodige. Stærkest står det Pulitzerpris-vindende foto fra Vietnamkrigen i 1972, hvor en nøgen, desperat, napalmforbrændt niårig pige flygter sammen med en gruppe børn. Det mener kunsthistoriker Lars Kiel Bertelsen, som har beskæftiget sig med pressefotografiets historie.
"Det billede er mere skræk, end det er lemlæstelse. Det viser for mig, at de billeder, der virkelig rykker noget, spiller på andre registre end den rene morbide skræk. I stærke billeder er der nødt til at være en mulighed for menneskelig identifikation, og det er der i ekstrem grad i billedet fra Vietnamkrigen. Alle kan identificere sig med den barnlige rædsel, hun udtrykker," siger han.
Derudover hæfter Lars Kiel Bertelsen sig ved, at billeder af døende mennesker er en krænkelse af deres integritet, hvor fotoet simpelthen bliver endnu en lidelse for den døende. Det er ét hensyn at tage, et andet er hensynet til modtageren af billedet. Et hensyn, som både TV-Avisen, TV 2 Nyhederne, Ekstra Bladet og Politiken altså vægter højt. Fra DR forklarer souschef på TV-Avisen Jakob Kwon Henriksen det således:
"Vi får masser af klager, hver gang vi viser blod i TV-Avisen, og derfor er vi nødt til at censurere i virkeligheden. Det betyder ikke, at vi vægter hensynet til seeren højere end at give det sande billede af virkeligheden, for vi viser trods alt døde mennesker. Der er en nuanceforskel, og vi ønsker ikke at støde folk. Men da Saddam Hussein blev hængt, viste vi det på grund af dokumentationsværdien."
Hvad enten man mener, at grusomme krigshandlinger bør have mere eller mindre eksponering, vil dilemmaet omkring publicering altid være der, mener Søren Pagter:
"Krig er en voldsom ting. Så voldsom, at det er svært at dække journalistisk, uden at det netop bliver for voldsomt."
TEMA:
Krig og etik
TEMA:
Medieetikgehlert@k.dk
26 indlæg det seneste døgn
