Ret og moral i krigen om Libyen

Først i 1999 blev folkefordrivelsen så omfattende, at man intervenerede til fordel for kosovoalbanerne, der i hundredtusindvis flygtede, primært mod Albanien. Kan man imidlertid acceptere den type flygtningestrømme, som ofte er sket mod svage, ressourcefattige stater? Der synes her at ligge et uudnyttet argument i de retsbegrundelser, som folkeret kan trække på, og som også kan anvendes i Libyens tilfælde.

Går vi til folkeretsteoretikeren over alle – den store tyske filosof Immanuel Kant – påpeger han tre typer argumenter om intervention. For det første må man ikke intervenere i en andet stats regering og forfatning. Hvis altså en stat udgør en retsstat med magtdeling mellem udøvende magt og dømmende magt, må den antages selv retligt at kunne afgøre sin udøvelse af magt. Men hvis den er tyrannisk har man ret, men ikke pligt, til at intervenere.

Som det andet argument bliver interventionen imidlertid illegal, hvis den som i Iraks tilfælde må antages at skabe mere splittelse, end den fjerner. Man skal altså passe på ikke at forstærke borgerkrigen. I Libyens tilfælde – Libyen er en italiensk opfindelse fra 1911 – kan interventionen sigte mod en opdeling mellem det østlige og det vestlige Libyen. Altså en opdeling som for nylig foretaget mellem det sydlige og det nordlige Sudan.

Mere opsigtsvækkende er Kants tredje argument. Han udviklede en filosofi om verdensborgerretten, som går på, at vi som mennesker har ret til at besøge andre stater, men ikke nødvendigvis at tage ophold i dem. Det betyder, at stater heller ikke kan behandle deres borgere, så de flygter til nabostaterne. Faktisk udgør flygtningestrømme, som dem vi har set fra Rwanda, Kosovo, Irak og Libyen, da også uhyre belastninger og bliver således til ikke-bevæbnede interventioner og indblanding i nabostaterne Tanzania, Uganda, Albanien, Jordan og i det aktuelle tilfælde Tunesien og Egypten.

Folkeretten synes her at have en blind vinkel og en interventionsbegrundelse, som har haft en nærmest helt usynlig status. I den klassiske folkeret siden skabelsen af det vestfalske system fra 1648 har kun Kant set, at der kunne opstå et problem omkring statsløse og flygtninge. Det er således først fra 1945, man begynder at inddrage aspekter af argumentet, selvom ansatser kunne være udviklet i kølvandet på Første Verdenskrig.

I Kants berømte afhandling om folkerettens realiteter og muligheder, værket "Til den evige fred" fra 1795, er der også et lille, meget ironisk opbygget "hemmeligt afsnit": Man må ikke lave hemmelige folkeretlige aftaler, vel vidende at man gør det.

NETOP PÅ KANTS TID holdt man op med at anvende lejehære i Europa, men de anvendtes endnu i vid udstrækning op gennem 1800-tallet i tilknytning til eksempelvis østasiatiske kompagnier. Selv i det vestfalske freds- og aftalesystem anvendtes lejehære af staterne, som også lejede hære ud til hinanden. En kort overgang forsvandt fænomenet nærmest helt, nemlig i første halvdel af det 20. århundrede. Verdenskrigene var for totale til, at man kunne have løse hunde til at fare rundt. Men ikke mindst de seneste 10-20 år og specielt i Irak og Afrika foregår der en voldsom udvikling af lejehære, de såkaldte private militære firmaer (PMF).

Nogle står blot for sikkerheds- og forsyningsopgaver, mens andre er spydspidser. Atter andre står lige bag spydspidsen. Eksempelvis gik det Pentagon-tilknyttede ultra-professionelle amerikanske firma MPRI ind i støtte til Kroatien mod den veludstyrede serbiske hær i 1994, hvilket sammen med en privat våbenimport trods våbenembargo skabte ligevægt mellem de kæmpende styrker og deraf følgende mulighed for en våbenhvile og senere et amerikansk ledet flybombardement af serbiske stillinger i Bosnien.

Brugen af MPRI var ikke officiel. Ligesom i Irak står anvendelse af PMF'er uden for enhver offentlig indsigt. De spiller ingen rolle i massemedierne, som dårligt tør nærme sig dem. De står uden nogen retlig mulighed for kollektiv og personlig ansvarspådragelse. De finansieres uden om skatter og statslige budgetter. De rekrutterer ofte deres mandskab internationalt. Men deres virkninger kan være enorme, og har da også ofte ført til afgørelser i borgerkrige i Afrika. Desuden er PMF'erne ofte langt mere kampvante og professionelle end deres modstandere, ikke mindst sammenlignet med Gaddafis styrker.

I Libyen må man regne med, at private militære firmaer kunne hyres til forsvar for oprørerne. Gaddafi forsøgte at betjene sig af mindre professionelle grupper. Men ligesom i Kroatiens tilfælde kan det meget vel ske med de vestlige magters velsignelse uden for offentlighedens søgelys, selvom FN's resolution 1973, artikel 16, netop forbyder den libyske stat at anvende lejesoldater. Det vil hverken være muligt at skabe retligt ansvar eller finansieringsstop, når PMF'erne kan finansieres indirekte for eksempel af østlibyske oliekilder. Man kan imidlertid formodentlig vanskeligt afslutte krigen og skabe fred uden brug af PMF'er i Libyen. Vesten kan ikke længere trække sig tilbage, men kan heller ikke gå ind, mindre af frygt for at overtræde resolution 1973 end for at tirre den arabiske opinion – og fordi man ikke vil belastes yderligere.

Kant har imidlertid også et fjerde kriterium for interventioner: De skal kunne forsvares offentligt. Det uretlige kan dermed omformes til retstilstand, men kun hvis interventionen underlægges offentlige debatter.

Den danske regering har ikke villet lave en efterfølgende kommissionsundersøgelse af den ulovlige intervention i Irak og synes således ikke at ville betjene sig af den slags retsmidler. Dermed synes man også at have lavet en præcedens for, at Libyen-interventionen med eller uden PMF'er bliver svær at retfærdiggøre og lovliggøre.

Omvendt kunne man som i Storbritannien åbne adgangen til kommissionsundersøgelser af militære interventioner og dermed ikke blot legitimere adgangen til ansvarlig brug af drab i dansk regeringsudøvelse, men også brugen af PMF'er, der skal gøre det beskidte arbejde. Enhver militær intervention må, hvor indlysende og hastigt (og dermed undskyldeligt fejlbarligt) den end foretages, skulle stå til efterfølgende undersøgelse i offentlige debatter og redegørelser. Ellers vil den for altid stå som ulovlig og illegitim.

Gorm Harste er lektor ved Aarhus Universitet og har gennem mange år forsket i forholdet mellem krig og retfærdiggørelse