Set med kandidatens øjne

Vi ved, at skattetryk, lønniveauer og produktivitet i Danmark i stigende omfang er ude af takt med verden omkring os. Hvis vi ikke gør noget ved det, for eksempel ved at sænke skatten på arbejde, vil arbejdspladserne fortsat forsvinde ud af landet. Fastholder vi, at uligheden under ingen omstændigheder må stige, risikerer vi med andre ord, at vi ikke kan finansiere fremtidens velfærd. Dermed stilles alle, ikke mindst de dårligst stillede, ringere end i dag.

At der kun blev plads til et kort "ja" på DR-hjemmesiden, indebar, at jeg efterfølgende fik tillagt "vildmandsholdninger", selvom jeg faktisk mener at have gode argumenter for mit svar.

ET ANDET SPØRGSMÅL LØD: Skal Danmark tage imod flere FN-konventionsflygtninge end i dag? Mit svar er gengivet med et kort "nej". Jeg forklarede, at jeg er meget optaget af flygtninges forhold. Vi skal tage imod de konventionsflygtninge, vi er forpligtede til, men vi kan ikke løse alverdens flygtningeproblemer i Danmark alene. Jeg ser derfor gerne, at EU-landene bliver meget bedre til at løfte opgaverne i fællesskab.

Heller ikke denne begrundelse var der plads til, og jeg er efterfølgende blevet betegnet som "flygtningefjendsk", selvom jeg faktisk ikke mener, jeg er det.

Jeg nævner de to eksempler for at vise, hvilket dilemma man står i, når man skal deltage i sådanne rundspørger. Det er journalisternes gode ret at sætte præmisserne for et indslag. Men det må være kandidaternes ret at sige nej til at medvirke.

HISTORIEN FORTÆLLER OGSÅ noget om, hvorfor rigtig mange borgere ikke kunne drømme om at kandidere til Folketinget. Melder man sig ind i et parti, opfattes det klart, som om man deponerer sin fri vilje. Og vover man at lade sig opstille til Folketinget, kan man roligt regne med at være under konstant anklage. Det er ikke sundhedstegn, og vi bliver nødt til at se kritisk på partiernes rolle og udvikling. Prisen for at opstille til Folketinget er høj, både privat og arbejdsmæssigt. Jeg har imidlertid selv truffet valget og forventer på ingen måde, at folketingskandidater skal behandles med fløjlshandsker. Men ovenstående viser, at Sørine Gotfredsen – og andre – måske er lidt for hastigt ude med riven.

For mit eget vedkommende vil jeg til sidste blodsdråbe kæmpe for at bevare min integritet, blandt andet ved at insistere på retten til at give nuancerede svar på komplicerede spørgsmål – og retten til at sige nej tak, når journalister henvender sig.

Mette Bock er cand.scient.pol., mag.art, og folketingskandidat for Liberal Alliance