Humanitær intervention eller støtte til oprør?

"Hvordan kan arbejdet gøres færdigt, og interventionen afsluttes, når oprørerne tydeligvis ikke selv er stærke nok til at slå Gaddafis styrker? Hvordan kan man støtte et oprør, når mandatet fra FN's Sikkerhedsråd er begrænset til humanitær intervention? Hvordan kan man holde koalitionen samlet og skeptiske stater som Rusland og Kina i ro, hvis man går videre end det strengt humanitært nødvendige?," spørger dagens kronikør, Tonny Brems Knudsen.

- Colourbox.

Læs også

flexblock

Tema

Demokrati i den arabiske verden

Krig og etik

flexblock

Emneord

flexblock

2 debatindlæg Hold mig opdateret Del

Tonny Brems Knudsen | 15. april 2011

Udfordringen i Libyen er nu at fremkalde Gaddafis afgang, uden at skeptiske stater vil se dette som en fornyet præcedens for vestligt diktat og tvangsdemokratisering

Meget få vil bestride, at den humanitære intervention i Libyen har reddet oprørsbyen Benghazi fra nederlag og en truende massakre. Langt de fleste er også enige om, at interventionen dermed har holdt liv ikke bare i den libyske opstand, men også i det arabiske forår som sådan.

Dette burde vække glæde overalt, hvor den militære intervention blev hilst velkommen eller accepteret af indlysende humanitære grunde. Men i stedet har kritikere og iagttagere nærmest stået i kø med forudsigelser om voldsomme problemer og endeløst kviksand: Hvordan kan arbejdet gøres færdigt, og interventionen afsluttes, når oprørerne tydeligvis ikke selv er stærke nok til at slå Gaddafis styrker? Hvordan kan man støtte et oprør, når mandatet fra FN's Sikkerhedsråd er begrænset til humanitær intervention? Hvordan kan man holde koalitionen samlet og skeptiske stater som Rusland og Kina i ro, hvis man går videre end det strengt humanitært nødvendige?

Spørgsmål som disse er berettigede, men det internationale samfund har nogle gange været i stand til at håndtere de problemer, der er forbundet med humanitær intervention. Kan der også gives gode svar på den humanitære interventions problemer i tilfældet Libyen, og hvad er koalitionens plan?

Annonce

Problemet med at udvirke en holdbar politisk løsning synes indbygget i princippet om humanitær intervention. Humanitære interventioner autoriseres af FN med det formål at forhindre folkemord, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og etnisk udrensning, sådan som det er defineret i FN's princip "The Responsibility to Protect" fra 2005. Overgreb som i sagens natur skyldes de stærkes overfald på de svage.

Sådanne overgreb kan i nogle tilfælde forhindres med militær intervention, men hvis de skal bringes permanent til ophør, kræver det i reglen, at man tager parti imod den part, der begår overgrebene, og at man får ændret magtbalancen mellem de to sider.

I tilfældet Libyen er dette mildt sagt en udfordring. De svagt udrustede og dårligt organiserede oprørere kommer tydeligvis i defensiven, i samme øjeblik koalitionen holder op med at bombe.

Ja, faktisk forekommer de at være så svage, at det at hjælpe dem burde kunne forsvares under overskriften humanitær intervention.

Men resolution 1973 fra FN's Sikkerhedsråd giver umiddelbart kun mulighed for at beskytte civile. Samtidig ønsker en række stater af gode grunde at fastholde en klar sondring mellem humanitær intervention og det at tage parti i en borgerkrig.

Det første er retligt og politisk holdbart, når FN's Sikkerhedsråd giver et mandat, det sidste er retligt og politisk kontroversielt, da der her er tale om at føre krig for politiske formål.

Den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, har da også understreget, at bombardementerne fortsætter, indtil Gaddafi stopper al voldsanvendelse mod civile og trækker sine styrker væk fra byerne.

Dette er grundlæggende konsistent med FN's Sikkerhedsråds autorisering af "alle nødvendige midler til beskyttelse af civile". Men det giver også mulighed for at fastholde et militært pres på Gaddafis styrker, som er legitime mål, så længe de angriber byer som Misrata og Ajdabija.

Den opgave er NATO ikke sluppet for godt fra, siden man overtog ledelsen fra USA og Frankrig. Gaddafis taktik, som omfatter brug af lette køretøjer, er blevet smartere, men det ændrer ikke på, at han – stik mod resolution 1973 - har haft held til at genindtage en række byer lige under NATO's vinger.

Det ser dog fortsat ikke ud til, at der er nogen militær udvej for Gaddafis regime. Hvis der samtidig ikke er nogen anden politisk udvej end at gå i eksil, en kattelem, som bevidst holdes åben, så kan regimeskifte meget vel blive den politiske konsekvens af interventionen, selvom formålet var og er humanitært.

Humanitære interventioner må som nævnt ikke have politiske årsager, men det er almindeligt antaget, at de godt må have politiske konsekvenser. Alt andet er næsten uundgåeligt. Det vidste de stater, der stemte for resolution 1973 eller lod den passere, naturligvis godt.

Spørgsmålet er så, hvordan man kan fremkalde et så markant politisk resultat som Gaddafis afgang, uden at dette vil opleves som illegitimt?

Det er ikke mindst Den Tredje Verden og stormagter som Kina, Rusland, Indien og Brasilien, som er på vagt over for misbrug af militære interventioner. Slet og ret, fordi de på nærmeste hold har oplevet, hvad de opfatter som vestlig imperialisme og overdreven magtanvendelse.

For den del af verden er angrebet på Irak i 2003 det værste nyere eksempel, for her var der ifølge dem hverken et humanitært eller noget andet folkeretligt grundlag for krigen og besættelsen.

Derfor var det ikke bare folkeretligt rigtigt, men også politisk klogt af de vestlige stormagter at søge Den Arabiske Ligas opbakning til en intervention i Libyen. Samt derefter et mandat fra FN's Sikkerhedsråd.

Det er også klogt, at USA's præsident igen og igen har understreget, at der er tale om en ren humanitær intervention, som aldrig kan føre til en besættelse i lighed med Irak-krigen. I henhold til de retlige og diplomatiske spilleregler, som gælder i dagens internationale samfund, kan man ikke angribe og afsætte regimer, bare fordi de ikke er demokratisk valgt. Men man kan stoppe dem med politiske og militære midler, når de begår forbrydelser mod menneskeheden. Dette er i en nøddeskal forskellen på Irak i 2003 og Libyen i 2011.

Udfordringen er altså at fremkalde Gaddafis afgang, uden at skeptiske stater vil se dette som en fornyet præcedens for vestligt diktat og tvangsdemokratisering. Det ser måske ikke sådan ud, men noget tyder på, at koalitionen rent faktisk har en plan.

Militært vil man som nævnt søge at fastholde presset på Gaddafis styrker med udgangspunkt i mandatet til at beskytte civile. Politisk vil man søge at ændre rådet i Benghazi fra at være et revolutionært råd til at være et legitimt overgangsstyre for hele Libyen.

Den danske regerings beslutning om at sende diplomater til Benghazi skal ses i det lys. Endelig vil man søge bred international anerkendelse af dette overgangsstyre, således at suveræniteten flyttes væk fra Gaddafi. I den situation vil det være nemmere for stormagter som Kina og Rusland at acceptere et internationalt ultimatum, hvor Gaddafi får valget mellem at forlade Libyen eller imødese mere offensive militære skridt.

Den Afrikanske Union kan være den mistelten, som man har forsømt at tage i ed. Men unionens kuldsejlede forsøg på at udvirke forhandlinger og en våbenhvile kan lige så vel føre til en afvisning af Gaddafi, som ikke vil indse, at hans tid er ovre efter de seneste måneders brutalitet, som den kan føre til en afvisning af overgangsrådet i Benghazi, hvis eneste ultimative krav er, at Libyens fremtid ikke omfatter Gaddafi-familien.

Når det kommer til stykket, er den centrale afrikanske interesse at fastholde de principper, som man sammen med resten af Den Tredje Verden og stormagter som Kina, Rusland, Indien og Brasilien har argumenteret for i snart to årtier, nemlig at humanitære interventioner skal have regionalt ejerskab og klare FN-mandater, samt at den politiske orden bestemmes af folket selv. Disse principper taler snarere imod Gaddafi end for.

Så let går det sikkert ikke. Men i teorien er der en farbar vej ud af den libyske labyrint, og det er muligt, at koalitionen har fundet formlen.

Tonny Brems Knudsen er lektor i International Politik ved Aarhus Universitet med forskningsområder inden for blandt andet FN, humanitær intervention og humanitær folkeret

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5

FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk

Del Hold mig opdateret

26 indlæg det seneste døgn

Læserdebat

Trådet overblik | Fladt overblik

Humanitær intervention eller støtte til oprør?

Clausny, publiceret d.17/04 23:50 (for 1 år siden)

Læs artiklen bag debatten her: Humanitær intervention eller støtte til oprør?

"Udfordringen i Libyen er nu at fremkalde Gaddafis afgang, uden at skeptiske stater vil se dette som en fornyet præcedens for vestligt diktat og tvangsdemokratisering."
??????
Jamen det er jo lige præcist det, det er.
Engang rejste opdagelsesrejsende, antropologer, mv ud til fjerne egne for at se, hvordan andre folk levede, skrev om det, prøvede at forklare og forstå fremmede kulturer. Men drømte ikke om at ændre disse fremmede kulturer. Den respekt og nysgerrighed er på et tidspunkt øjensynligt blevet afløst af en primitiv imperialisme, hvor vi mener at vide bedst, hvordan afrikanske lande skal regeres, hvem der skal være høvding, hvem der er gode, og hvem der er onde og derfor ikke skal have lov at leve. Det er da temmelig uforskammet. Hvad i alverden bilder vi os ind? Vi sætter ovenikøbet magt bag det for at tvinge fremmede kulturer til at blive ligesom os. Uden at vide en snus om, hvad vi blander os i.

Del Link

Spin benægtet, og nu dokumenteret bag UK's Irakdeltagelse.

Jørgen Christensen, publiceret d.18/04 10:19 (for 1 år siden)

Læs artiklen bag debatten her: Humanitær intervention eller støtte til oprør?

Før Irakkrigen var der kritiske røster, der mente bevæggrunden for deltagelse var olieinteresser. Det blev kraftigt benægtet, ikke mindst af BP (British Petroleum). Men naturligvis havde BP afleveret alarmerende meddelelser til regeringen, der havde svaret igen, at den ville tage hensynet alvorligt.

Men man solgte deltagelsen med masseødelæggelsesvåben, og benægtede alvorligt olieinteressen. Og da det nu er bevist "WMD ikke betød Weapons of Mass Destruction" men "Weapons of MAss Disappearance" følger nu bevis på at det også var løgne at benægte olieinteresser.

http://www.independent.co.uk/news/uk/politics/secret-memos-expose-link-between-oil-firms-and-invasion-of-iraq-2269610.html

Af varigere virkning er skam også det forhold, at vi nu VED og ikke TROR, at regeringer lyver efter forgodtbefindende. Og en accept af dette er lige præcis nedbrydende for en menneskelig tilværelse bygget på overbevisning og meningsfuldhed.

Man føler sig ikke hjemme i, endsige respektfuld over for en ægte kultur, men nogle sprøjter f.eks. lystigt med maling i moderne tid henover facader, døre, standere, mærket nødudstyr (brandhaner). Ødelægger for "sjov" sæder i toget oma. En tendens, der egentlig startede samtidig med opfattelsen af velfærdsstat, mener jeg. Noget der ikke var noget bestemt, men en proces med at opføre sig som foreskrevet (overholde normer for boliger f.eks.), mod at få en art forsikring - men ikke begrænset, i princippet ubegrænset og forpligtende også for alle.

I modsætning til religioner, og kulturcivilisation, der kan opfattes som evige, var disse ting altsammen midlertidigt. For når først man fik folk til at rende i flok, var det næste, at der skulle rendes hurtigere. Og en ganske primitiv intolerance fulgte med. Noget der efter min mening giver sig udslag i, at få rigtig tager noget alvorligt, heller kan slappe af, finde sig til rette, være lykkelig.

Det var hele tiden en forløjet udvikling. Når man byggede gode boliger med lidt natur omkring, blev folk ikke forvandlet til bedre mennesker, men der udvikledes slum. Og dette faktum påvirkede ALDRIG denne opfattelse af velfærdssamfundet som et abolut gode -uanset det hele tiden var RELATIVT, idet behov synes at vokse med opfyldelsen og aldrig mættes helt. Så selvbedrag var til stede i denne stræben hele vejen igennem, og synes endog at være accepteret som en naturlig nødvendighed - for nu da megen politik er fejlslagen skal dette helbredes med MERE spin. MERE forførelse og bedrag.

Del Link

26 indlæg det seneste døgn