"En frivillig samtale fungerer bedst. Det er en mere reel måde at tale sammen på. Desuden er vores formål at hjælpe den enkelte kvinde til at træffe det valg, der er rigtigt for hende. Vi hjælper til afklaring, men blander os ikke i beslutningen," siger Mødrehjælpens direktør, Mads Roke Clausen.
- colourbox.com
Lea Holtze |
13. april 2011
Antallet af aborter skal nedbringes ved hjælp af abortstøttesamtaler. Det er den politiske idé, som også Mødrehjælpen nu får penge til. Men der har man ikke til hensigt at påvirke kvindernes valg
Skal - skal ikke. Skal - skal ikke.
Kvinder står i et svært dilemma, når de uventet og uønsket bliver gravide. Men abortstøttesamtaler med en læge eller socialrådgiver kan sikre, at beslutningen om enten at få barnet eller en abort er gennemtænkt. Derfor har Folketingets sundhedsudvalg vedtaget at støtte den humanitære organisation Mødrehjælpen med 1,5 millioner kroner over tre år til psykologisk og social rådgivning af kvinder og par i vildrede.
LÆS OGSÅ: Svære abortsamtaler"Det er et konkret problem, at kun otte procent af kvinderne under 24 år modtager rådgivning om konsekvenserne af og mulighederne for en abort. Det er en voldsom beslutning, der kan give alvorlige psykiske problemer. Derfor er der brug for rådgivning," siger Per Ørum Jørgensen (KD), der har taget initiativ til støtten.
Det var Kristendemokraterne, der i 2000 fik indført, at alle kvinder, der søgte abort, skulle tilbydes en støttesamtale før eller efter indgrebet, hvis de havde brug for det. Og med udvalgets beslutning bliver der nu også mulighed for en samtale i privat regi med en socialrådgiver. Og forhåbentlig kan det føre til færre aborter, fortæller Per Ørum Jørgensen.
"Principielt er vi imod abort, men da vi er ene om det, arbejder vi i stedet på at nedbringe antallet af aborter. Der er rådgivning et naturligt sted at tage fat," siger han.
Målet for Kristendemokraterne er at gøre abortstøttesamtaler obligatoriske som i Tyskland, hvor kun 14 procent af alle graviditeter ender i en abort i modsætning til i Danmark, hvor tallet er 21 procent. Tallet har tilmed været stigende blandt kvinder under 25 år de seneste 10 år.
Men selvom man hos Mødrehjælpen bakker op om, at der skal holdes flere støttesamtaler og er taknemmelig for det økonomiske bidrag, møder Kristendemokraternes mål om tvungne samtaler ikke opbakning.
"En frivillig samtale fungerer bedst. Det er en mere reel måde at tale sammen på. Desuden er vores formål at hjælpe den enkelte kvinde til at træffe det valg, der er rigtigt for hende. Vi hjælper til afklaring, men blander os ikke i beslutningen," siger Mødrehjælpens direktør, Mads Roke Clausen.
Hos Abortlinjen under foreningen Retten til Liv hilser man det nye fokus på abortstøttesamtaler velkomment, men tilføjer:
"Samtalerne er vigtige for, at kvinden kan blive afklaret i forhold til det barn, hun venter, men de må ikke have en skjult dagsorden. Kvinden skal mødes, der hvor hun er, og stilles de relevante spørgsmål for at mindske det kaos, hun står i," siger leder af Abortlinjen, psyko- og familie- terapeut Bente Holmgaard.
Der har ikke tidligere eksisteret retningslinjer for, hvad en abortstøttesamtale skal indeholde, men Sundhedsstyrelsen har nu givet økonomisk støtte til en vejledning, som Komiteen for Sundhedsoplysning og Dansk Selskab for Almen Medicin skal udarbejde.
holtze@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk