Velfærdsteknologi med dimser og robotter

FOR NYLIG HAVDE JEG lejlighed til at deltage i en faglig konference om fremtidens plejehjem, hvor drøftelserne tog udgangspunkt i fremtidens vilkår, nemlig at vi kommer til at mangle hænder til at løse plejeopgaverne.

Der bliver relativt flere ældre, som lever relativt længere uden nødvendigvis samtidig at forvente, at de så også skal arbejde tilsvarende mere. Vi skal bruge flere hænder, siger vi, men hænder sidder nu engang på mennesker, og hvis de ikke er der, fordi vi ikke har lavet dem – eller fordi vi har skaffet os af med hver femte af dem, vi havde lavet, inden de blev født – ja, så kommer det til at knibe til sidst.

Og hvad gør vi så? Tage flere hænder ud af produktions- og serviceerhvervene for at dække behovet på plejehjemmene hjælper ikke, for det er nu engang erhvervslivet, som skal finansiere den offentlige velfærd.

Altså går nogle af overvejelserne i samme retning, som udviklingen er gået i industrien, nemlig automatisere leveringen af velfærdsydelser ved hjælp af sensorer og robotter, så plejehjemmene kan drives med de færre personaler, som er til rådighed. Det handler ikke kun om støvsugere, som kan finde rundt mellem møblerne og holde værelset rent, men også om toiletter, der kan holde én selv ren, hvis man ikke kan bruge toiletpapir. Eller om badeautomater, der ikke kan undgå at henlede tanken på, hvordan vi får vasket vores bil.

UMENNESKELIGT, uacceptabelt, i strid med menneskets værdighed og derfor uetisk, er den umiddelbare reaktion. Under realismens og nødvendighedens lov begynder vi imidlertid forsigtigt at spørge, om vi muligvis kunne finde frem til metoder, der kan afbøde manglen på hænder uden at anfægte værdigheden – kort sagt: Kan vi udvikle en velfærdsteknologiens etik?

Det kan vi muligvis, men ikke uden igen en gang at måtte konstatere, at praktisk etik normalt handler om en afvejning mellem modstående hensyn.