Afghanistans etniske grupper river landet fra hinanden

Sidstnævnte kom til magten kort efter den amerikansk ledede invasion, der var et modsvar på al-Qaedas angreb på USA den 11. september 2001. Karzai-regeringen er siden blevet understøttet og holdt ved magten af USA og dets allierede i og uden for Nato.

Med den amerikanske invasion opnåede Afghanistan det tvivlsomme ry som det eneste land i verden, der er blevet invaderet af alle det 20. århundredes tre stormagter: Storbritannien, Sovjetunionen og USA. I al den tid har landet fået nogle alvorlige slag, men aldrig mistet sin overlevelsesevne.

Den amerikansk ledede invasion bragte imidlertid både håb og desperation. Mange afghanere var henrykte over omvæltningen af Talebans styre, men invasionsstyrkernes manglende evne til som lovet at gøre Afghanistan til en stabil og sikker stat med god regeringsførelse har fået de fleste af borgerne i Kabul og resten af landet til at spekulere over, hvad mon det næste bliver, som vil forværre deres liv yderligere.

Trods indsprøjtningen af omkring 150.000 udenlandske soldater og tusindvis af ikke-militært personale, hvoraf de fleste er amerikanere, og milliarder af dollar brugt på sikkerhed, regeringsførelse og genopbygning af landet, erkender endog nogle af de ledende amerikanske embedsmænd på stedet nu, at fremtiden langtfra er sikker.

Årsagen er kompliceret, men kernen i problemet er, at både den afghanske stat og samfundet er blevet korrupt og dysfunktionelt – og det har det udenlandske engagement spillet en afgørende rolle i. Talebans oprør er groet – ikke fordi det ikke kan inddæmmes, men i vidt omfang fordi den afghanske regering er svag og svigagtig; det afghanske folk er usikkert på sin fremtid og nærer mistro til hinanden, og de amerikansk ledede Nato-strategier er passive.

Præsident Karzai, som man engang håbede var en oplyst mand, er dømt til at gå over i historien som en umådelig ineffektiv leder. Han har forskertset værdifulde muligheder for at gøre effektiv brug af en international støtte, hvis lige ingen afghansk leder har nydt godt af i moderne tider, til at være konstruktiv og visionær.

Karzais gentagne løfter er simpelthen forsvundet ud i det blå. Uanset om det gælder om at forbedre regeringsførelsen og retssikkerheden, styrke de demokratiske praksisser og institutionalisere politik, skabe økonomisk og social udvikling, minimere korruption eller hele Afghanistans stammemæssige, etniske og sekteriske skel for at skabe den nationale samling, som er helt afgørende for landets overlevelse.

Efter ni år i embedet har han ikke meget at vise frem på nogen af disse områder. For at blive ved magten har han fremmet klientelpolitik, nepotisme, korruption og respektløshed over for lovens ord. Han har støttet, beskyttet og beriget en kreds af familiemedlemmer og kammesjukker for at sikre sig dominans i politik og forretningsliv. Han har ikke tøvet med at krænke forfatningen og bryde loven for at beskytte sine egne interesser.

Dette har indbefattet hans personlige indgriben for at sikre løsladelse af korrupte embedsmænd og kriminelle elementer og leflen for de stærke mænd, såkaldte krigsherrer, som har været ham til nytte, eksempelvis ved valgsvindlen ved præsidentvalget i 2009. Han har beordret sin loyale rigsadvokat siden midt i 2010 til at standse retsforfølgelsen af alle korruptionssager, og han har i meget stort omfang forladt sig på etnisk og stammebaseret politik for at splitte sine politiske modstandere og bibeholde den ene etniske gruppes overherredømme over andre.

Etnisk identitet og splittelse har alle dage været en del af Afghanistan, fordi landet består af en række mikrosamfund, hvoraf de fleste har mange grænseoverskridende bånd til nabolandene. Men aldrig har det været så gennemtrængende politiseret, som det er i dag.

Afghanistans største etniske gruppe er pashtunerne, som udgør omkring 42 procent af afghanerne. Resten af befolkningen udgøres af forskellige ikke-pashtunske grupper: tadsjikker, der udgør omkring 30 procent af befolkningen, samt hazaraer, usbekere, turkmaner, aimaqier og nuristanier.

Karzai og mange af hans kumpaner er pashtunere. Det samme er Taleban, skønt de tilhører en rivaliserende stamme. Mens de ikke-pashtunske grupper stort set har forholdt sig fredeligt, foregår den nuværende konflikt i bund og grund internt mellem den pashtunske Karzai-regering med dens udenlandske støtter og de pashtunske talebanere, som støttes af Pakistan af geostrategiske grunde.

Det giver grund til alvorlig bekymring, at Karzai lader til hårdnakket at ville opretholde pashtunernes historiske, politiske og militære overherredømme, til trods for at forholdene i Afghanistan har ændret sig så meget i de seneste 30 år, at andre etniske grupper ikke er villige til at acceptere det.

Det gælder ikke mindst hazaraerne, som tidligere var en meget dårligt stillet gruppe, men nu er blevet vældigt styrket. Hazaraerne er shiamuslimer og har deres egen etniske identitet. De udgør omkring en tiendedel af befolkningen, men har i dag en andel i magtstrukturerne og det økonomiske liv i landet, der rækker langt ud over deres talmæssige styrke. Det er lykkedes dem at sikre sig ikke blot forfatningsmæssige og juridiske rettigheder, der alene handler om at beskytte deres etniske og sekteriske identitet, men også en stærk tilstedeværelse i administrationen og den lovgivende forsamling.

Ved parlamentsvalget i september 2010 vandt hazaraerne 59 ud af 249 pladser i underhuset, Wolesi Jirga, og valget blev af det internationale samfund erklæret det bedste hidtil efter afghanske standarder. Dette har sammen med deres stadig større ejerskab over mange virksomheder forvandlet dem til en magtfuld gruppe i landet. Deres rå magt kom til fuldt udtryk sidste år under moharram – den årlige mindehøjtidelighed tredje uge i december for Husseins offer, barnebarn af profeten Muhammed, kendt som den tredje imam og den sande arvtager af profetens politiske og samfundsmæssige lederskab. Deres velorganiserede og forenede markering handlede lige så meget om at demonstrere deres politiske magt som om at sørge over Husseins død. Som en opmærksom iagttager bemærkede, "har de nu styrken og solidariteten til at erobre Kabul, hvis de vil".

Karzai har tidligere dyrket hazara-ledere som et led i en praksis med etnisk manipulation, og det har nu sat ham i en alvorlig knibe. Han er begyndt at nære stor frygt for den stadig større magt hos hazaraerne og andre ikke-pashtunske grupper, særligt panjshirierne.

Den 9. september 2001 myrdede al Qaeda-folk Ahmad Shah Massud, panjshiriernes modstandsleder i kampen mod både Sovjetunionen og Taleban. Massud spillede en afgørende rolle i USA's kamphandlinger, da Taleban-regimet skulle væltes. En anden af denne etniske gruppes ledere, dr. Abdullah, var Karzais vigtigste modstander ved præsidentvalget i 2009. Karzai er særlig rystet over, at ikke-pashtunere har sat sig på to tredjedele af underhusets pladser.

Præsidentens egenhændige politisering af etnicitet har skærpet den etniske splittelse mere end nogensinde. Det er nu nået til et punkt, hvor selv hans egne ministre mødes og fungerer i etniske grupper uden megen hensyntagen til solidaritet i ministerrådet eller nationens enhed.

Karzais præsidentskab er i uorden. Det mangler støtte fra et flertal af det afghanske folk og lader ikke til at tro på sig selv. Ej heller ser det ud til at have den store tiltro til USA's og dets allieredes evne til ad militær vej at stabilisere Afghanistan, før de efter planen forlader landet i 2015.

Karzai er ivrig til det desperate efter at få nogle nøglespillere fra Taleban og deres støtter om bord og forhandler under hånden med Pakistan for at opnå det. Da det ikke hidtil er lykkedes ham at opnå noget som helst af betydning på den front, har han i stadig større grad grebet til del og hersk-politikker. Han giver tillige USA og dets allierede skylden for sine fiaskoer frem for at indse, at han og hans regering simpelthen ikke har formået at opnå alt det, de har haft mulighed for siden slutningen af 2001.

Der er ingen tvivl om, at Obama-regeringen vil begynde at nedtrappe antallet af amerikanske styrker fra denne sommer. Den amerikanske regering har ikke længere råd til at bruge 100 milliarder dollar (530 milliarder danske kroner) om året på militærudgifter. Landet står i alvorlige finansielle og økonomiske problemer hjemme, og dets indflydelse i udlandet er dalende.

USA's allierede er klar til at følge trop ud af Afghanistan. Til trods for alt, hvad Washington melder ud officielt, er amerikanerne nået til samme konklusion, som Moskva nåede for over 20 år siden – nemlig at man er engageret i en konflikt, der ikke kan vindes.

USA vil gøre alt, hvad der står i dets magt for at mindske Taleban-oprørets omfang og Pakistans støtte til det i det næste halve år. Bortset fra det lader politikken til at gå ud på at "afghanisere" konflikten, sådan som USA gjorde det under Vietnam-krigen, og Sovjetunionen gjorde det under sin Afghanistan-krig, skønt uden succes i begge tilfælde.

Som en ledende amerikansk embedsmand i Kabul har udtrykt det, "vil det i sidste ende være op til den afghanske regering og landets egen hær og andre styrker at få styr på tingene".

Faktum er, at Karzai-regeringen ikke udviser nogen evne til at håndtere Afghanistan uden de udenlandske styrker – selv ikke, hvis Taleban-oprøret bliver nedkæmpet. Medmindre USA og dets allierede bevæger Karzai til at gøre, hvad det kræver at ændre kurs, er Afghanistan i overhængende fare for at blive delt i en række indbyrdes stridende etniske enklaver, og nabolandene – Pakistan, Iran, Usbekistan, Turkmenistan, Tadsjikistan, Rusland og Indien – vil bakke den ene eller den anden etniske gruppe op i overensstemmelse med deres modstridende interesser i regionen.

udland@k.dk

Amin Saikal er født 1950 i Kabul. Han er professor i statskundskab og leder af Centret for Arabiske og Islamiske Studier (Mellemøsten og Centralasien) på Australiens Nationale Universitet i Canberra. Amin Saikal har blandt andet skrevet bogen "Modern Afghanistan: A History of Struggle and Survival" (Det moderne Afghanistan – en historie om kamp og overlevelse)

Oversat af Sara Høyrup