En soldat fortalte mig om en virkelig situation, hvor det er svært at bruge de etiske regler for krig: ”Hvis flere soldater er sårede, og det er muligt at hjælpe dem, så skal man altid hjælpe de hårdest sårede først. Hvis den hårdest ramte er en afghaner og den anden en dansk kammerat, så skal man altså først hjælpe afghaneren. Men det er der ingen, der gør. Vi hjælper kammeraten først”
Soldatens udtalelse belyser, at det er næsten umuligt for et menneske at være tæt på krigens handlinger og samtidig fastholde det syn, at en fjendes liv er helt ligeværdigt med en kammerats liv. Kan de andre militære personer bedre fastholde tanken om ligeværd? Kan lægen behandle fjender og kammerater lige? Og hvordan skal feltpræsten reagere, skal han velsigne soldaterne og forbande fjenderne? Skal han ønske danskerne sejr, når de kører ud fra lejren? Skal han velsigne kanonerne og bede om, at de må sejre over fjenden, vel vidende, at det betyder, at mange fjender dør? Holder præsten med danskerne? Holder Gud med danskerne? Kan vi lige så godt tage skridtet fuldt ud og erkende: ”Vi er i krig med det onde, og vi har Gud på vores side. Vi er i hellig krig, og Gud hjælper os med at bekæmpe fjenderne! Hvor går grænserne egentlig? I hvilke situationer og for hvilke personer giver det mening at være neutral og ikke være på nogens side? Og i hvilke situationer og for hvilke personer er det muligt at regne ven og fjende for ligeværdige? Hvis præsten, for eksempel, går ind for selve den militære indsats, hvorfor skulle han så ikke bære våben og være direkte med i krigshandlingerne? Og hvis han gør det modsatte, nemlig forholder sig neutralt til den militære indsats, bliver det så ikke menneskeligt umuligt at være så tæt på soldaterne?

torben jensen skrev:

Pyha, det var sandelig mange spørgsmål. Men lad os tage dem fra en ende af.
At hjælpe en kammerat først, er at sammenligne med at hjælpe familien først. Det er ikke nødvendigvis en uvilje imod at hjælpe andre, men de nære kommer altid i første række. Det er vanskeligt andet. Det er svært at se personen i den, man ikke kender,og overskuddet til at lære nogen at kende er ikke til stede, når bekymringen for en kammerat er der. Teoretisk set, så er begge "ligeværdige", men i praksis ser man til sine egne først - det handler også om overlevelse og frygten for at miste. Kærlighed er aldrig upersonlig.
Der er ikke tale om ligeværd. Det er i det hele taget svært at tale om værdi, om det er lidt eller meget eller uendeligt. Uendelig værdi er det samme som ingen værdi, for vi kan ikke forholde os til det uendelige, for det uendelige lader sig ikke forholde til. Lidt af det samme lader sig sige om ligeværdighed og lige behandling. For den som ikke bliver behandlet i samme øjeblik som den anden kan jo altid fastholde, at så har han nok ikke samme værdi som den anden.
Præster lyser velsignelsen over mennesker, ikke for deres fortidige handlinger eller deres fremtidige handlinger, men fordi de er mennesker. Præsten forbander ikke nogen, heller ikke fjenden. Det har vi ganske enkelt ikke mandat til.
Præster beder ikke for sejre per se, men om at soldaterne må færdes i tryghed og fred og komme hjem i live. At det så ofte betyder, at nogle andre lider nederlag, er en helt anden sag.
Der findes ingen neutralitet - det er en illusion. Gud er ikke neutral i krigen, men han har begge parter i sin hånd. Det er ikke menneskene (hverken gode eller onde), Gud hader, det er deres onde gerninger - på begge sider. Det onde kan ikke bekæmpes uden at det gode går til grunde sammen med det onde (jf. Matt 13,24-30).
Præsten er ikke til stede i felten for at støtte den ene side imod den anden, men er der for at fastholde mennesket på Gud og at fortælle soldaterne, at Gud ikke har forladt dem, og er med dem alle dage indtil verdens ende. Altså i sidste ende at fastholde soldaterne på at de forbliver mennesker, også selvom de tager en andens liv og førlighed.
Der vil selvfølgelig altid være enkelte præster, som er af en anden mening, men så har vi bevæget ud udenfor evangeliet.

Krig handler i bund og grund aldrig om Gud. Hvis han ville, kunne han selv føre sværdet. Det handler om tryghed på flere niveauer og magt, og det sidste korrumpere som bekendt. Derfor skal én, som sidder med magten over en andens liv og førlighed hele tiden fastholdes på sin egen menneskelighed og sin medmenneskelighed, skal hele tiden fastholdes på sin skabthed og sin medskabning.

Præst K.M.Møller prøver at forstå Bibelen og "...du skal elske din fjende..." under barske forhold 4800 kilometer fra Danmark.
Men det er en misforståelse: Man kan ikke forstå citatet, når man deltager i krig.
I stedet for at tage til Afghanistan og være blandt soldaterne synes jeg, at KM Møller skulle blive i Danmark og som kristen arbejde for, at soldaterne ikke skulle drage i krig. For det er hér - i Danmark - citatet "...du skal elske din fjende..." giver mening.
For i det øjeblik politikere udnævnte afghanere som fjender (i år 2001), ja, så var de fjender i samme sekund. Altså burde de kristne præster allerede fra dén gang, have arbejdet på "...du skal elske dine fjender...".
Men der er altid tid for at arbejde for Jesu ord:
Den nye ikke-partipolitiske fredsbevægelse DANMARK FOR FRED arbejder for at Danmark i fremtiden skal forebygge og lindre i stedet for at føre krig.
Forebygge ved hjælp af konflikt-opsøgende arbejde, konflikt-løsende arbejde samt stjerne-diplomati.
Lindrende - hvis krig alligevel bryder ud - i form af humanitær hjælp.
Vi har et godt eksempel. I år 1950 rasede Korea-krigen. USA ønskede danske tropper, men efter1½ måneds betænkningstid tilbød Danmark et hospitalsskib. I de tre år "Jutlandia" deltog i krigen behandlede man 5000 soldater samt 10.000 civile. Dét er humanitær hjælp. Det er Jesu ord! Krigsførelse er det modsatte af Jesu ord.
www.danmarkforfred.dk

Du skal elske din fjende.
Kristian Massey Møller har valgt at deltage i et dilemma. Jeg vil tro, at hvis han ikke støtter soldaternes kamp, vil han blive betragtet som illoyal. Sådan en person kan man ikke have i en soldaterlejr, hvor soldaterne skal slås for livet.

Når ”Frants” skriver, at han hellere skulle blive hjemme, kommer jeg til at tænke på min far, som i sine unge dage var soldatermissionær i KFUMs soldaterhjem forskellige steder i DK. Men det var i fredstid. Han var ikke i samme dilemma, så han kunne bare tale om evangeliet, som man gør til alle andre – her var det bare soldater, som var tilhørere. Hvis landet var under angreb, ville situationen være helt anderledes. ”Frans” fortæller også om opgaver, som i langt højere grad ville passe med kristen næstekærlighed.

Andreas Christian Jensen skriver godt om de svære spørgsmål. Især til sidst. ”Krig handler i bund og grund aldrig om Gud”. Ja, jeg synes nærmest det er blasfemi at bringe Gud ind i krigens fronter, som vi har set i tidligere krige. Jeg har hørt og læst feltpræster i forbindelse med krigshandlinger, og må krumme tæer, for jeg synes, at de har svært ved at afholde sig fra at være på de danske soldaters side.

Nu synes jeg slet ikke, at de danske soldater skulle være der, hvor de er, men de er der, og derfor kan der ganske sikkert opstå situationer, hvor en soldat har brug for en person som en feltpræst, på samme måde, som mennesker i en menighed kan bruge en præst. Det håber jeg sker, så kristendommen ikke bliver spændt for krigsvognen.
Søren Hansen