Det er majestætens gamle løsning, når der skulle afvises klager. Så fandt man nogle skarpe hjerner, der kunne så tvivl og lade den komme anklagede til gode. Når det passede Majestæten.

Vi har stadig denne forældede fejl ved vores regime. Altså udover den indbyggede skævhed, som Margery Allingham udtrykker i en engelsk kriminalroman fra vist o. 1940 via en kriminalbetjent (Døden i floden s. 105): "Er du klar over, Campion, at der her er et punkt, hvor vort retssystem kommer til kort. I en sag som denne, hvor der er penge nok, står man ved den mindste ubehagelighed over for en retsadvokat. Men hvis der ingen penge er, går loven sin gang med en eller anden ung fløs som forsvarer, mens der altid sidder en dygtig mand på anklagerbænken."

Denne realitet har vi også stadigvæk. Så når en Stein Bagger anmeldes til politiet for dokumentfalsk, sker der INTET.

Men Kammeradvokaten går et skridt videre. Det er et firma, der lever godt af at betjene det offentlige. Og som sådan endog ofte synes at diktere for retten, hvordan en sag skal anskues og afgøres. (Dette er ikke måske ikke så vanskeligt, idet samme instans aktivt formidler dommerne en del biindtægter.) I en retssag, hvor Laserdisken var imod kulturministeriet, får Kammeradvokaten lov til at fremlægge nye synspunkter under mødet i landsretten, f.eks. Det er jo en vigtig og betydningsfuld part, der automatisk nyder rettens bevågenhed - og måske af økonomiske grunde sleskhed.

Så vi har stadig en skævhed mht. at få gjort noget ved ulovligheder iværksat eller dækket over af administrationen. Og i modsætning til tilstandene på enevældens tid, skyldes det ikke knaphed på administrative ressourcer, men først og fremmest hensynet til at bevare ansigt og traditionel respekt. Bemærk vor højt, der er til loftet i et retslokale, og hvor stor indgangsporten for gående ind til bygningen er i forhold til en person, der træder ind gennem den. Det ville pludselig være FARLIGT for en offentlig instans at træffe en underlødig afgørelse, hvis sagerne skulle behandles efter generelle kriterier.

Men bagsiden af denne "orden" er, at der IKKE indtræder en rettidig omhu hos administrationen. OG endog er det sådan, at den der får den højeste løn, lederen med det største ansvar, behandles langt BEDRE end alle andre. Får f.eks. en stor sum penge med, når vedkommende afskediges for uduelighed. Det kræver vitterligt en fantastisk mangel på fantasi og fremsynethed at ikke kunne se, sådan noget virker demoraliserende såvel for ofrene som for de begunstigede. Samt påvirker forbedringer af samfundet NEGATIVT. Det blive3r hængende med ældgamle former for retsførelse, hvor højesteret forlanger sig betegnet som HÆDERVÆRDIG ubetinget og forlods! Hvor frister og formuleringer kun er bindende for borgerne, men ikke for magthaverne.

Muligvis var det væsentligt nemt at kunne afgøre en sag under enevælden. Men det gælder absolut ikke med moderne kommunikationsmidler og datalagringer. Vi har fået en del kvalitetskontrol med nultolerance og rapportpligt hos private og en del offentlige. Men ikke af egenkontrollen hos det offentlige. Og heller ikke fået stoppet for Kammeradvokatens magtmisbrug.