Mediebilleder af krig

I1991 under den første Golfkrig kunne de fleste danskere følge slagets gang på et par tv-stationer eller i aviserne. I den anden Golfkrig i 2003 var antallet af medier eksploderet, hvilket ikke mindst skyldtes, at internet gav adgang til medier fra hele verden, også de arabiske lande. Konkurrencen mellem medierne er siden da blevet endnu stærkere, ikke mindst mellem de visuelle medier, og det kan mærkes på udbuddet.

LÆS OGSÅ: Krig skal ikke vises, men forklares

I øjeblikket fylder TV 2 og DR timelange udsendelser med billeder fra krigen i Libyen. Vi ser lokale libyere med pandebånd og våben i hånd, demonsterende folkemasser og blodige kroppe, der køres ind på hospitalet.

LÆS OGSÅ: Seerne skal have traumet helt ind i stuen

Det giver selvsagt god mening at vise den nye virkelighed i Mellemøsten og Nordafrika til danskerne, men alligevel er det værd at spørge, hvad det gør ved os, at dækningen af krig er gået fra radio og avissiderne til at være blevet overvejende elektronisk og billedbåret i løbet af 50-60 år.

Det gør nemlig ikke bare noget ved formidlingen, men også ved modtageren, når der i stigende grad lægges vægt på dramatik og gode billeder.

For det første bliver billedsiden bestemmende for, hvor alvorligt vi tager en sag. Vi forventer, at store ændringer ledsages af stærke billeder, sådan som de ikoniske billeder fra 11. september 2001 var et eksempel på. Historiske begivenheder kræver uforglemmelige billeder. Omvendt bliver en centralafrikansk sultkatastrofe, som ikke har de gode billeder, mindre alvorlig for os. Alene billedsiden kan gøre dækningen af et folkemord i Sudan mindre interessant for tv, og dermed får fortælleformerne en skæv magt over menneskelivene.