Sæddonation. Det offentlige skal ikke fremme fortielse

I dag er en sæddonor anonym både for den modtagende kvinde og for barnet, men nu vil ministeren give forældre mulighed for at vælge mellem en kendt og en ukendt donor. Donorerne får selvsagt også mulighed for at vælge, mens barnets rettigheder begrænses af forældrenes eller moderens valg. Falder valget på en anonym donor, er barnet derfor totalt afskåret fra at få kendskab til sin biologiske far.

LÆS OGSÅ: Den danske sædbranche boomer

Mange fortællinger om adoptivbørns behov for at kende deres biologiske ophav har vist, at det kan være meget svært at leve med uvidenhed. Kun at vide, at man er opstået af en fryser, kan være et belastende livsvilkår.

Derfor mener jeg, at det må være et grundlæggende vilkår, at kunstig befrugtning i offentligt regi med donorsæd kun bør finde sted med en kendt donor. Om de børn, der er undfanget ved donorsæd, får oplysning om deres undfangelsesmåde, afhænger naturligvis af forældrene eller moderen, der frit kan vælge mellem fortielse eller oplysning.

Det valg bør det offentlige ikke blande sig i. Men det offentlige skal ikke være medansvarlig for, at borgere forholdes oplysninger om sig selv, og derfor skal børn have ret til at få oplysning om deres biologiske fars identitet, hvis de altså ønsker det, når de er fyldt 18 år.

Det offentlige hverken kan eller skal blande sig i, hvordan en graviditet frembringes uden for det offentlige behandlingssystem. Derfor er det mest ædrueligt kun at stille krav om en kendt donor til de behandlinger, der udføres på offentlige behandlingssteder.

Verden udenfor lader sig ikke regulere – for området indbyder til for mange omgåelsesmuligheder, men lad os regulere i det regi, hvor vi har mulighed for det, og dermed skabe nogle ordentlige rammer for de børn, der bliver undfanget ved donorsæd i det offentlige sundhedsvæsen.

Vi har netop haft en debat om sæddonation i Det Etiske Råd, som har vist, at det er umådelig komplekst at afveje de mange væsentlige hensyn op imod hinanden, derfor var meningerne både delte og nuancerede.

De ovenstående betragtninger gælder derfor alene mine personlige overvejelser om denne problemstilling.

Ester Larsen (V) er næstformand i Det Etiske Råd og tidligere sundhedsminister