Det er alt for billigt at lukke spørgsmålet med at anbefale krigsforbryderdomstolen som løsning. Det mere plausible alternativ kunne være at han kæmper videre til sidste mands sidste blodsdråbe, i Hitler-stil.

Hvis Gaddafi blev snigmyrdet, og morderen stod frem i Danmark, med klare beviser på sin handling - skulle der så idømmes en hård straf for mord? Skulle handlingen vurderes som etisk forkert? Jeg tror at rigtig mange ville foretrække en heltekåring.

Etikkens grænseland skal nødvendigvis levne plads til at anerkende diskutable løsninger, at lade nogen tage et rimeligt ansvar for ikke at indrette sig efter abstrakte regler.

For mange er det et stort etisk dilemma, som Erling Tidemand, hvem jeg respekterer meget højt, men ikke nødvendigvis er enig med i alt.

Personligt er jeg stærk modstander af dødsstraf, ligesom jeg ikke selv vil kunne deltage som soldat i en krig med våben. Jeg var i sin tid militærnægter, men endte med at aftjene min værnepligt i Civilforsvaret.

Jeg er modstander af enhver form for dødsstraf - også når det gælder Moammar Gaddafi, en tyran, som jeg bestemt ikke bryder mig om, men man tager ganske enkelt ikke andre menneskers liv.

Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne
www.kd.dk/nederby

Bestemt ikke. Afsættes en tyran, bør det ske ved at indsætte en ny tyran. Det er illusorisk, naivt og dødsensfarligt at tro, at et fredeligt magttomrum kan bestå i mange øjeblikke. Nogen vil gribe muligheden, og borgerkrig eller andet lurer om hjørnet.

Når en tyran er styrtet, er det derimod formålstjenligt at slå denne og dennes inderkreds ihjel, eller på anden vis uskadeliggøre personkredsen, så der ikke opstår en kontra-omvæltning med udgangspunkt i visioner om "de gode gamle dage". Det er nærmest uansvarligt ikke at sikre det nye regime og landet mod den mest åbenlyse fare for revolter, ved at fjerne fixpunkterne og samlingspunkterne for et sådan.

Når det gælder siddende tyranner, er det kontraproduktivt hvis ICC udsteder "arrestordrer". Det betyder i praksis, at despoterne klamrer sig til tronen med større iver, hvilket sandsynligvis medfører endnu flere lidelser, dødsfald og at tronskiftet sker senere end ellers. Hvilken nytte har det haft, at Sudans tyran, Omar al Bashir blev ønsket udleveret? Hvis ens etik er baseret på at minimere menneskelig lidelse, er den mest rationelle tilgang, at tilbyde tyranner et sikkert, fredeligt og komfortabelt otium, i bytte for at de overlader tøjlerne til andre på et langt tidligere tidspunkt. Hvordan det lader sig gøre i praksis, er der vist ikke umiddelbare og oplagte svar på.

Internationale tribunaler lyder som en smuk ide. Men en logisk umulighed, da al retshåndhævelse der eksisterer, foregår i en national kontekst. Internationale tribunale er de magtfuldes lakajer. De sejrende tyranners instrument, til at lade de slagne tyranner mærke ydmygelse, nederlag og afmagt. De sejrendes hævn over taberne. Ergo - internationale domstole er alt andet en smukt i praksis. Omend disse skueprocesser kan være nyttige, til at fastlægge internationale normer. Nurnbergdomstolene er det bedste eksempel på netop det.

Men skulle der ad åre opstå basis for at internationale domstole får det det mangler - magt til at håndhæve domstolsbehandlingen - er det værd at tale om disse.

Hvad artiklen også beskæftiger sig med, er "retfærdighedsfølelse" og etikken vedrørende "retfærdig hævn". Må man aflive de foragtelige? Må man slå nogen ihjel, hvis der er begrundet tro til at antage, at det betyder at endnu flere vil undgå at blive dræbt? De spørgsmål er der blevet spildt megen tid på i tidens løb.

Hvad med at overveje et andet etisk spørgsmål? Med hvilken ret kan en stat tillade sig at foretage indgreb mod dets borgere? F.eks. dekrettere, at de personer der bryder fællesskabets regler, skal fratages deres frihed og "straffes", af den årsag at dette skal tjene til advarsel for andre? En advarsel om statens vilje og evne til at straffe. Generalprævention eller almenprævention, som dansk praksis er baseret på. Hvis det er formålstjenligt at straffe for at opdrage, og overgreb mod nogle kan begrundes i, at det kan reducere andres lovbrud, hvorfor så afstå fra at have dødsstraf på staffepaletten? Det er et overgreb, på linje med indespærring - frihed fratages, og det der tages fra nogen, kan ikke gives dem tilbage. Hvis almenprævention er godt, hvorfor ikke straks indføre sønderslidning ved firspand på købstædernes torve på lørdage?

Det sidste er naturligvis ikke et forslag. Det er et spørgsmål, der handler om etik.

Dødsstraf er forkert, fordi den dømte forhindres i at angre.
Der findes utallige eksempler i historien på, at dødsdømte forbrydere har angret. Og det skal de have mulighed for her i livet.

Frants skrev:

Hvis anger er et væsentligt hensyn ifht. straf, burde det fremgå af bl.a. den danske lov om emnet, Straffeloven. Der står noget om "angreb" og "fanger", men intet om "angre" eller "anger".

I de dele af Danske Lov fra 1683 der stadig er gældende, omtales anger, men ikke i relation til straf.

Danske Lov 5-5-1 (Om Hævd):

Danske Lov 5-8-14 (Om Laan, Leie og betroet Gods):

Har du nogen kilder til, at anger skulle være et væsentligt hensyn ifht. at domfælde og straffe?

Heinrich R. skrev

Tja, hvis man anerkender, at mennesket behøver en form for samfund for at overleve som art – sådan at der er en indlysende og nødvendig grund til at have et sådant nødvendigt onde, så er der vel en vis legitimitet i at der kan og må træffes beslutninger, og at de skal udføres på trods af privat modstand.

Rousseau påstod endda, at man havde indgået en KONTRAKT som medlem af et samfund.

Det betyder imidlertid ikke, at man dermed slet ikke behøver overveje, hvordan det kan foregå bedst muligt. Herunder at der må være indlysende fordele for de fleste, før det giver mening.

Når nogen overtræder loven, kan man i princippet foretage en civil arrest (”klokken er xx og du er anholdt”) og overbringe forbryderen til politiet.

Det kniber imidlertid gevaldigt for lovovertrædelser begået af den offentlige administration, og især dens ledere. Hvis nogen var mødt op på Christiansborg og havde forsøgt en civil arrest af Anders Fogh Rasmussen med hans løgnagtige påstande (”det er noget vi ved”) og ulovlige krigsførelse imod Irak, så ville de nok blive behandlet præcis som demonstranterne imod Gaddafi. Hårdhændet og med alle midler forhindret i at gennemføre tingene.

For man har af praktiske grunde – idet det jo nok kunne give problemer, hvis enhver nårsomhelst kunne påstå, en politisk modstander havde forbrudt sig imod en lov eller regel, og så vedkommende skulle sidde fængslet indtil sagen var blevet undersøgt og bedømt – nogle specielle regler for ledelsen. Hvordan man kan gå frem i sådanne sager.

Dette er en svaghed. Nogle ting kunne jo ret nemt iværksættes. F.eks. at offentligt ansatte skulle spare en del af lønnen op, så man i tilfælde af fejl, mangler, overgreb og ulovligheder, på en mere fredelig vis kunne straffe vedkommende end af med hovedet.

I det gamle Kina (iflg. Robert van Gulik) var dommerne i et område også administratorer. De kunne dødsdømme folk, og torturere dem. MEN HVIS DOMMEREN HENRETTEDE EN USKYLDIG SKULLE HAN SELV HENRETTES. Se det er en ting, der kan indgyde en vis velovervejelse hos en administrator! Og hvorfor ikke noget tilsvarende i dag? Da vi ikke har dødsstraf, så bør man vel ikke henrette en lederskurk. Tværtimod kunne det være en fordel for samfundets udvikling imod en bedre overvejet besindighed, at alle kunne se, hvor sørgelig det gik med skurken, eller tåben, i resten af hans liv.

Men hvis nu man nøjedes med erstatning og evt. bortfald af særlig pension for dem med højt embede? Altså efter at en sag var blevet undersøgt og der viste sig klare ulovligheder? Vedkommende har jo påtaget sig et ansvar, og anerkendt en retsorden for hans virke. Hvorfor skal han så slippe med at (be)kagle?

Jeg ved godt, at man i forretningslivet, specielt i de seneste år i stigende grad, lader en dårlig eller tvivlsom ledelse slippe afsted med bonus'er og det hele. Men et samfund er ikke en forretning. Ikke kun! Men meget mere. Og at tillade ansvarsløshed og ulovlig administration er IKKE et tegn på en højere udvikling. Men på dumhed for enhver at se. Det kan godt være, at en vis form for sociopati kan HER OG NU friske stemningen op. Men det må og skal helst være baseret på VELOVERVEJEDE menneskers MODNE og FORSIGTIGE valg. Ikke spillen Karl Smart på den sidste dille, og så slippe afsted med kassen i behold, når værkstedet brændte istedet for at producere vidundere.

Så jeg bringer endnu engang mit forslag om LANGE valgperioder for helst kun ET valg pr. leder i erindring. Det er ikke gadens uro, men noget mere, der skal ændre samfundet.

Jørgen Christensen skrev:

Et godt svar, Jørgen. Tak.

Nu findes der ikke argumenter eller logik, der han begrunde at en sådan samfundsorden er forstandig eller rigtig, men det er sandt. En samfundsorden kan ikke bestå, hvis den modarbejdes, og må have så megen selvopholdesdrift, at der tages hånd om regelbrydere.

Mht. landets grundlov, kan man sige, at dele af den er af roussousk tilsnit. Et kapitel handler om pligter og rettigheder i forholdet mellem stat og borgere. Desværre blev der ikke plads til andre oplysningstænkeres tanker.

Men hvis det er formålstjenligt og etisk forsvarligt at straffe regelbrydere, f.eks. ved at sætte dem bag tremmer, og straffe aht. en bevidst dagsorden om at ville afskrække andre fra at krænke de fælles regler, melder spørgsmålet sig stadig om hvilke straf og afskrækkelsesmetoder man ikke kan eller bør anvende? Hvilken etisk norm definerer grænsen? Hvor på glidebanen er der en streg, der ikke bør overskrides? Og sluttelig et spørgsmål der involverer både etik og rationalitet - hvorfor netop dén grænse?

Mine kilder til "at angre" er vist ikke nedskrevet i nogle love, det beror sig på mine følelser og livserfaring.

"At angre" betyder "volde bekymring" / "være bedrøvet" / "fortryde".

Et menneske som har gjort noget forfærdeligt skal selvfølgelig holdes væk fra samfundet, eller samfundet skal beskyttes mod ham, men vedkommende skal i fængslet have tid til at tænke over ugerningen - ligesom vedkommende skal have hjælp til at angre.

Det er lidt det samme som med "Vend den anden kind til". Essensen af denne underlige sætning er for mig, at gerningsmanden, som jo lige har slået på den ene kind, får en chance til - i det tidsrum der er lige før han slår igen - at overveje, om det er rigtigt, dét han gør.
Det første slag er som oftest udført i affekt - det næste slag er udført med overvejelser, fordi den næstekærlige har givet ham chancen for at tænke sig om. At angre.
Hvis gerningsmanden blev stoppet efter første slag, ville han blive ladt tilbage med kun affektens følelser.

Frants skrev:

Som ærkemoralist kan jeg følge din tankegang om anger. Men her er vi vist på bølgelængde med en forlængst svunden tids tankegang. En tid hvor man kunne finde på at tale om "bod og bedring". Og fængsler blev omtalt som "tugt og forbedringshuse". Nutidens kriminalforsorg er ikke optaget af anger, men i bedste fald at forsøge at give de indsatte færdigheder så de kan begå sig udenfor fængslets mure.

Men den lange af den korte er, at anger ikke spiller nogen som helst rolle - formelt, uformelt, eller reelt - i hvorfor der straffes, eller hvordan der straffes.

Frants skrev:

I Lukas evangeliet forklares meningen ganske klart. Hvis man skulle indføre tankegangen, burde straffesystemet straks afstraffes, og regelbrydere i stedet overøses med venlighed og accept, uagtet deres unoder. En radikal tilgang, verden vist ikke er moden til endnu, men ikke desto mindre et filosofisk guldkorn.

Andre vil måske mene, der udtrykket handler om at øje-for-øje princippet fra Moselovene er kontraproduktivt, og man gør klogt i at vælge en anden tilgang. En udmærket pointe, men ikke hvad udsagnet handlede om.

Ej heller handler det om moralsk overlegenhed a la Ghandi, selv om der er en del paralleller i de to herrers tankegang.

Tak for svar.
Du kommer ind på afstanden mellem "øje-for-øje" og "vend-den-anden-kind-til". Det er i virkeligheden blandt menneskets største udfordringer: Dét, at vælge sine meninger udfra hele skalaen.
Skalaen i denne problematik går jo lige fra den ene yderlighed: "Slå dem alle ihjel..." til "inviter dem ind på kaffe og blødt brø..." - eller "slå dig selv ihjel".
Og der eer jo mennesker i DK som er til det ene og til det andet. Menneskets udfordring er at navigere blandt alle udsagn, at finde de udsagn som svarer til ens erfaringer og eget følelsesmæssige niveau - og hvad man tror på - og hvad man er opdraget til.
F.eks. mener jeg, at det er hamrende usundt for alle mennesker dagligt at se volds-, krimi- og hævnfilm i fjerneren. Hvert mord, hver hævn vil uvægerligt skubbe folks grænser i en retning, der ikke er befordrende for menneskers gode samvær.
Derfor er det også i bund og grund et forkert spørgsmål at stille, om man må slå Gadaffi ihjel.