Da jeg læste Ulrik B. Nissens indlæg 2. marts blev jeg forvirret. Det store spørgsmål er jo, hvad vi skal gøre med homoseksuelle vielser, og så går debatten om "kristen etik".
En mener at en sådan findes, en at den ikke findes. Hvad skal vi dog bruge denne etik-debat til?

Jeg spørge især fordi, jeg faktisk ikke ved, hvad det er. Det måtte jeg så slå op.

En gang imellem gribes jeg af storhedsvandvid. Hvis jeg tænker en tanke, er den sikkert ikke meget værd. Hvis Platon tænkte en tanke, var den højt vurderet. Hvis det nu var sådan, at jeg ikke vidste, at Platon havde tænkt det samme, som jeg tænkte, ville jeg så blive respekteret på højde med Platon?

Der er sikkert skrevet tykke bøger om kristen etik, så hvad jeg er kommet frem til, er kun overflade, men her er et citat fra nettet:" Det er vanskeligt at give et entydigt bud på, hvad kristen etik egentlig er". Det er noget, jeg kan forstå.

Når jeg så læser videre, kommer jeg frem til, at det som jeg tidligere og andet sted har givet udtryk for om de homoseksuelle, faktisk godt kan være en del af den kristne etik, altså uden at jeg anede det.

Som det første nævnes "Det dobbelte kærlighedsbud". Det er det, som jeg har klamret mig til. Det sidste refererer til Løgstrups "Den etiske fordring", som jeg faktisk har læst mange gange. Forstået på den måde, at jeg læste et stykke af teksten - tænkte - læste teksten en eller flere gange - tænkte, men måske blev jeg ikke klogere. Måske er det dunkelt skrevne, også det dunkelt tænkte. Nu har jeg sikkert trådt på en øm tå.

Under alle omstændigheder mener jeg, at det slet ikke er nødvendigt at fremføre alle de gamle og kloge menneskers overvejelser i denne sag. Så bliver homoseksuelle vielser en intellektuel kappestrid, og det er sagen for vigtig til.

Jeg holder stadig på "Det dobbelte kærlighedsbud".

Søren Hansen

shansen4 skrev:

Der er du på linje med religionsstifteren himself, Paulus, der i Romerbrevet 2:13-15 skriver:

Med andre ord, at enhver (også en ikke-kristen) "retfærdig" person af sig selv per intuition eller natur kan finde ud af at opføre sig "ordentligt", uden at have kendskab til nogle forskrifter og doktriner om hvad en sådan etik består i.

Heinrich R. skrev:

Ja, hvorfor skal det være så svært og indviklet? Måske er det Helligåndens virke?

Søren Hansen

Heinrich R. skrev:

Kommentar:
Du mistolker Paulus skrifter og du skriver noget som ikke er i Romerbrevet!Det må være en underlig bibel du læser i.
For øvrigt er det i kap. 1. at Paulus advarer mod homoseksuelle og lesbiske aktiviteter - inden han i kap.2. går videre til at skrive om Moseloven i forhold til Guds lov givet i Kristus. Det står der faktisk i vers 16!
Det er nemlig Paulus, der skriver, at et menneske ikke bliver retfærdiggjort i forhold til Gud gennem loven, men gennem troen på Kristus.

Paulus taler her om Torahen, som var Moseloven på den tid og ikke den sekulære lovgivning, som politikerne har udfærdiget op gennem tiden.
Sekulære personer vil engang blive dømt efter Guds lov, hvorimod de kristne troende vil blive bedømt efter Kristi lov, på grund af hans stedfortrædende død på korset og da Gud oprejste ham fra døden!

Ingen kan opfylde loven fuldtud, og når man ikke overholder hele loven, så er man ikke retfærdig!

Og nej, enhver person har ikke intuition eller natur selv til at bedømme ret og gør det heller ikke! Det er der masser af eksempler på, at ikke-kristne gør handlinger, som ikke engang
kan retfærdiggøres gennem loven!

Den troende kristne har erkendt dette forhold og har derfor taget imod troen på Kristus og han var syndfri og opfyldte hele loven og derfor kunne han med sin død og opstandelse skabe forligelse mellem de som tror på Ham og dermed med Gud!

Den kristne etik er, at leve troen ud i gerning i sit liv:
Læs kap. 3: vers 21-26.
God læselyst

mvh
disciple

shansen4 skrev:

Hvis det er ligetil og ukompliceret, forstår jeg ikke hvorfor et luftig og besynderligt koncept som Helligånden behøver at blive blandet ind i det ;-)

disciple skrev:

Den under bibel jeg refererede fra, er ganske rigtigt underlig. Det er ikke en rigtig bibel, i den forstand at intentionen med denne er at gengive kildeteksterne så akkurat som muligt, men en såkaldt kirkebibel, hvor teksterne bevidst kan være forvanskede så de stemmer overens med fordums fejloversættelser og de traditioner og dogmer der har fulgt deraf. Næppe den bedste eller mest seriøse kilde i kildekritisk eller videnskabelig forstand, men til gengæld et referenceværk på en helt anden målestok, idet det er den mest udbredte bibel i dronningeriget og tilmed autoriseret af damen herself.

Ja, Paulus får luftet sine tvangstanker og fobier i kapitel 1. Den gentagne påstand om at han er en apostel, og siden om alt de kan ikke kan lide. Hvilket egentligt også er noget underlagt, da den græske frihedstradition både åndeligt og kropsligt åbenbart ikke rigtigt har slået rod i manden.

Kapitel 2, vers 16 relaterer til ikke til Moseloven og dermed jøderne. Vers 11-16 relaterer sig til hedninge, hvorved der ikke mener barbarer, men alle andre folkeslag end jøder og grækere.

Derimod fortsætter Paulus sit ordskvalder fra vers 17, ved at tale om jøderne på en ualmindeligt nedladende og foragtelig måde.

Der er det rene sludder, at hævde at man entydigt kan udlede nogen etik af hvad der er skrevet i det nye testamente. De forskellige skribenter har tydeligvis forskellige dagsordener - faktisk i en grad, at foragten til andre skribenter og aktører gentages på skrift, gang på gang. Hvis man ønsker at kan udlede noget af teksterne på en nogenlunde meningsfuld og konsistent måde, må man beslutte sig for hvilken af skribenterne med tilhørende dagsorden, man mener er det mest forstandige.

Paulus, der ophæver Moselovene da han henvender sig til et ikke jødisk publikum, og har soningsdøden og genopstandelse som sin centrale dagsorden.

Matthæus, der nogle årtier senere korrigerer Markus's tekst (Markus har et elendigt skriftsprog, samt stort ukendskab til jødisk kultur og geografi) samt afviser Paulus's afskaffelse af Moselovenes gyldighed, og i øvrigt entydigt tager parti for Peter i dennes kontroverser med Paulus. Matthæus er dog næppe den mest oplagte at følge, da han henvender sig til jøder (selv om han åbenlyst ikke selv er jøde).

Eller Lukus, der i vid udstrækning er på linje med Paulus, og ser "ærindet" som en henvendelse til den græske verden. Dog uden Paulus's genopstandelseshalløj, ligesom skribenten er inderligt ligeglad med Matthæus-skribentens højstemte og lærde teologiske diskussioner som han lader Jesus deltage i, da det alt sammen forgår en fremmed kulturel kontekst.

Eller Johannes, der har er optaget af sin egen dagsorden, i en brydningstid hvor brydningerne mellem de judæiske kristne og de hellenistiske for bliver stadig større, og som kører ud af sin egen tangent, med filosofiske parabler og andet guf, henvendt til hellenistisk publikum.

Oh skræk! Er der ikke en facitliste? Ud med det hele!

Heinrich R. skrev:

Ja, det var måske en pludselig indskydelse, jeg fik. For den Helligånd har jo været svær for mange. Det kan også virke lidt besynderligt, at nogle mennesker over 300 år efter kr. beslutter treenigheden.

På den anden side synes jeg også, at der er beretninger, som kunne tyde på, at der er sket en åndelig vækkelse. Mest måske på pinsedagen. Når vi nu skriver vore indlæg, vil jeg -igen åndeligt oppustet- ikke udelukke, at vi får lidt hjælp fra det luftige begreb.

Jeg kan godt lide beretning om Jesus som 12-årig, hvor han udlægger teksten for alle de kloge, som undrede sig over hans tale. Det skrives, at Jesus talte "som en, der havde myndighed". Det synes jeg faktisk er meget smukt. Jeg ville gerne kunne tale sådan. Kan Helligånden hjælpe?

Søren Hansen