Efter klager og trusler tages et stort antiabortbanner ned i New York. Aktivister klager over censur
En stor reklametavle med et kontroversielt antiabortbudskab rettet mod den afroamerikanske befolkning nåede kun at hænge på en husmur i New Yorks mondæne SoHo-bydel i få dage, inden den blev taget ned af plakatfirmaet efter en storm af klager og trusler samt udsigten til en offentlig protestdemonstration.
Det meterhøje banner med et fotografi af en lille sort pige og teksten "det farligste sted for en afroamerikaner er livmoderen" blev opsat af den Texas-baserede kristne antiabortgruppe Life Always for at gøre opmærksom på den tårnhøje abortrate på 60 procent blandt sorte gravide i New York. Life Always, hvis ledelse inkluderer både sorte og hvide, betegner abort som en form for "folkedrab", der udgør en større "trussel" mod den afroamerikanske befolkning end eksempelvis sygdom, mord og vold.
Budskabet udløste imidlertid voldsomme protester blandt politikere, aktivister og liberale afroamerikanske grupper i New York, og ansatte i den kommercielle bygning, hvor banneret hang, blev angiveligt udsat for chikane. Ifølge den kendte aktivistpræst Al Sharpton tog mange sorte borgere voldsomt anstød af reklametavlen, der oven i købet blev opsat under den årlige "Black History Month" (måned til at ære afroamerikansk historie), og flere af New Yorks byrådspolitikere er gået ind i sagen.
"At referere til en kvindes juridiske ret til abort som 'folkemord' er ikke alene absurd, men også stødende for kvinder og for farvede borgere," siger eksempelvis demokraten Christine C. Quinn.
Mens nedtagelsen er en sejr for aborttilhængere, der lige nu kæmper imod en række nye antiabortinitiativer rundt omkring i USA's delstater, så betegner andre sagen som et eksempel på censur. Den katolske gruppe Catholic League raser eksempelvis over, at politikere og andre meningsdannere i det liberale New York undlader at forsvare antiabortgruppens ytringsfrihed.
Ifølge tal fra New Yorks sundhedsmyndigheder er abortraten blandt gravide i byen 41 procent som helhed og 59,3 procent for afroamerikanske kvinder. Det tilsvarende tal på landsplan er 23 procent.
nyholm@k.dk