Den norske jordemoderforening mener at abortgrænsen bør hæves til 16. uge.
- Colourbox.
Maria Dalby |
21. februar 2011
Nu skal gravide norske kvinder også tilbydes ultralydsscanninger i uge 12, hvis det står regeringspartiet Arbejderpartiet. Dermed bør abortgrænsen hæves til 16. uge, mener jordemoderforeningen
Norge skal hæve sin abortgrænse fra 12. uge til 16. uge. I hvert fald hvis det står til den norske jordemoder- forening. Jordemødrene mener, at det vil være en logisk konsekvens af, at regeringspartiet Arbejderpartiet ønsker at give gravide norske kvinder tilbud om ultralydsscanning i uge 12 ligesom i Danmark. På den måde vil den gravide få tid til at få foretaget en eventuel abort, hvis scanningen viser problemer med barnet.
Som det er nu i Norge, får norske kvinder kun tilbudt ultralyd i uge 18. Man kan vælge at få en privat undersøgelse af barnet inden uge 18, men det er ikke lovligt at undersøge nakkefolden, fordi man ikke ønsker, at folk skal undersøge for blandt andet Downs Syndrom.
Det er den norske bioteknologilov, der er under revision og åbner for debatten igen, og det var Arbejderpartiets næstformand, Helga Pedersen, der i Aftenposten fortalte, at partiet nu vil arbejde for en ekstra ultralydsundersøgelse af alle gravide. Partiet ønsker, at alle norske kvinder skal have det samme tilbud, og så mener de, at det er for sent i graviditeten, altså i uge 18, at få at vide, at der er noget galt med barnet. Derfor ønsker de en tidligere scanning.
Men hvis ultralyd skal gives allerede i uge 12, så mener den norske jordmoderforening, at abortgrænsen bør flyttes. De argumenterer med, at allerede i dag får alle, der søger om abort inden uge 16, medhold. Derfor er der ingen grund til at sende den gravide igennem det papirbureaukrati, der eksisterer i dag, hvor man skal søge om lov til at få udført abort efter uge 12. Når så scanningen bliver lagt i uge 12, er det kun naturligt, at den gravide fortsat har valget om abort. Derfor bør grænsen flyttes.
Det er Arbejderpartiet imidlertid uenigt i, og partiet ønsker ikke, at kromosomfejl nødvendigvis skal betyde abort.
Men det er det, kritikerne frygter, og både Højre og Kristeligt Folkeparti tordner imod forslaget.
"Abort er ikke noget centralt punkt i vores debat om tidlig ultralyd, selvom jeg ser, at både Højre og Kristeligt Folkeparti ønsker, at det skal handle om abortdebatten. Vi har ingen planer om at ændre abortgrænsen," siger Helga Pedersen til Aftenposten.
Norsk Handicapforbund er yderst kritisk over for Arbejderpartiets udspil og mener, at udviklingen i Danmark, hvor antallet af børn født med Downs syndrom er faldet voldsomt de senere år, er skrækeksemplet.
"Forslaget vil intensivere samfundets jagt på personer, der afviger fra normalen, som eksempelvis Downs syndrom. Jeg savner ærlighed om, at dette er hovedmålet. Det er muligt at leve et langt liv med god livskvalitet selvom man har down, men vi ved, at mange kvinder vælger abort, fordi hjælpen er mangelfuld," siger generalsekretær Lars Ødegård til Aftenposten.
Dette afviser Arbejderpartiet, der understreger, at det ikke ønsker danske tilstande, men i stedet mener, at de gravide gives ordentlig opfølgning, og det kan de få, hvis man undersøger for sygdommen tidligere i forløbet. Arbejderpartiet har ved tidligere lejligheder været positivt over for at flytte abortgrænsen til uge 16, men det er ikke en del af regeringens politik.
Lovforslaget har også fået flere forskellige forældre-netværk til at reagere. De mener, at der allerede nu ligger et stort pres på de forældre, der vælger at få et sygt barn, og at dette pres kun vil blive større. Derfor mener de, at man først skal etablere bedre støtteordninger, eksempelvis hospicepladser for disse familier, der har alvorligt syge børn i maven, før man indfører tidlig ultralyd og flytter abortgrænsen.
dalby@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk