DEN SENESTE TIDS debat om koder i sundhedsvæsenet og kodernes konsekvens for den enkelte patient har været meget unuanceret. Jeg er ganske enig i, at det er uetisk og direkte imod reglerne, hvis der skrives noget i en patientjournal, uden at patienten er informeret, og beslutningen er drøftet med patienten. Er dette ikke muligt, da med patientens pårørende.

Fredag den 21. januar kunne vi så læse, at der efterlyses prioriteringer i sundhedsvæsenet.

Det er et ønske, jeg har fremsat de seneste 15-20 år, men ingen har indtil nu ønsket at tage del i denne debat.

Men jeg forarges, når ønsket om prioritering kædes sammen med de seneste ugers overophedede debat om koder. For det første har det intet med koder at gøre, men er slet og ret forkortelse, hvilket er ganske almindeligt brugt i danske patientjournaler og sikkert også inden for mange andre fag. Forkortelser, der hjælper til, så hverdagens aktiviteter kan glide med mindst mulig risiko for fejl.

FOR DET ANDET skal disse forkortelser anvendes for at sikre den enkelte patient en værdig behandling. Det har intet med prioriteringer at gøre. Det er direkte uetisk at kæde de to ting sammen.

Imidlertid kommer vi ikke uden om de etiske dilemmaer, alle i sundhedsvæsenet står over for, for eksempel når mennesker tror, de er udødelige. For skulle de være så uheldige at blive syge, så er det samfundets pligt at sørge for, at de bliver raske – og det her og nu – eller sikre, at de ikke dør!

Det betyder, at alle sejl skal sættes til, når et menneske bliver sygt. Der skal være plads til alle på intensiv afdeling, respiratorer til alle, en hjertelungemaskine til enhver. Der skal være mandskab til at betjene udstyret og til at pleje de indlagte. Og behandlingen skal vare til evig tid, for døden er ikke et faktum! Skulle de ikke få deres ret her og nu, så står mange journalister i kø for at gøre en enkeltsag til et generelt problem.