Tak for en god og særdeles relevant leder. Karin Dahl Hansen rører ved et af tidens væsentligste spørgsmål. For hånden på hjertet: Når politikere og økonomer advarer mod tab af velfærd, er det så ikke især tanken om et reduceret sundhedsvæsen, der gør os bange?

På den ene side ved vi, at udødeligheden er en umulighed, på den anden side er det den, vi tilstræber. Samtidig er vi dybt taknemmelige over for det sundhedsvæsen, som har reddet os selv eller en af vore kære. Det er meget svært at sige, at der skal tages ressourcer fra sundhedsvæsenet, men vi bliver nok nødt til af indstille os på, at prioritering er nødvendig.

Der kommer hele tiden nye behandlingsformer og muligheder for at forlænge livet. Vi vil alle gerne have del i disse muligheder, men samtidig begynder vi at kunne se sundhedsvæsenet som et sort hul, der trækker alle samfundets ressourcer til sig. Denne udvikling må standses, så vi ikke bruger alle vore kræfter på at opnå den udødelighed, der alligevel er umulig.

Vi står over for en nødvendig, men meget svær debat, der kommer til at rode rundt i nogle af vore dybeste følelser og holdninger.

Personligt bliver jeg ramt, når spørgsmålet om behandling af livsstilsrelaterede sygdomme bringes ind i billedet. Én af grundene er nok, at jeg selv er ryger, og jeg bliver noget skræmt ved tanken om, at behandlingen "selvforskyldte" lidelser evt. skal nedprioriteres

Jeg er helt på det rene med, at vi som enkeltpersoner må fastholde, at vores liv er vores eget ansvar. Jeg lægger ikke ansvaret for mit tobaksforbrug over på andre. Alligevel mener jeg, at samfundet må have et nuanceret syn på begreberne, personligt ansvar og livsstilsrelaterede sygdomme.

Problemet omkring valg af livsstil indeholder et paradoks. Samtidig med at vi har ansvaret for eget liv, kan vi ikke frit vælge livsstil. Vores måde at leve på præges af kultur, genetik, socialt netværk og mange andre faktorer. Vore egne valg er vigtige, men vi har ikke frit valg på alle hylder.

Hvis behandlingen af livsstilssygdomme skal begrænses, havner vi efter min mening let i et samfund, hvor der er en klar kobling mellem sygdom og skyld. Sådan var det i middelalderen. Dengang betragtede man sygdom som Guds straf, og det krævede både kamp og oplysning at komme bort fra den tænkning.

Jeg mener imidlertid ikke, at begrebet "livsstilsrelaterede syddomme" skal forties. Det er godt og nødvendigt, at vi får en diskussion, for der er ingen tvivl om, at usund levevis til syvende og sidst pumper mange ressourcer ud af den fælles kasse. Spørgsmålet er bare: Hvad gør vi? Jeg har ikke løsningen, men jeg tror vi skal se sundhedsproblemerne i et meget bredt perspektiv.

Det personlige plan er vigtigt, men det er også vigtigt at se på de krav og muligheder, der stilles op af fællesskabet. De såkaldte rollemodeller er hele tiden på banen. De "rigtige" mennesker, der ved egen kraft har overvundet problemerne. De gode, de rige, de smukke. I virkelighedens verden kan mange af os ikke helt følge med. Vi hænger lidt med bagen i vandskorpen. På papiret kan vi vælge stort set alt, men reelt er vi begrænset af vores evner, manglende uddannelse osv. Med bagdel og selvværd i vandskorpen kræver det mange kræfter at ændre livsstil. Der er mange faktorer på spil, og måske er deres orden ikke helt ligegyldig.