Han har en privatforsikring, og nu vil han gerne have lavet en scanning. ”Jeg vil jo gerne vide, hvad det er” siger han, og fortsætter: ”Jeg har lige talt med forsikringsselskabet, og de siger, at jeg godt kan blive scannet, hvis du bare laver en henvisning”. På sygehuset har de sagt, at jeg kan komme til med det samme.”

Men jeg synes jo netop ikke, at der er nogen grund til at henvise til en dyr undersøgelse, der ikke er behov for. Patienten bliver sur og vred: ”Jamen, nu har jeg jo fået en forsikring, så skal du vel ikke forhindre mig i at få de undersøgelser, som jeg har krav på?”

Jeg bliver frustreret og irriteret, for hvorfor skal jeg være visitationskontor for forsikringsordninger, som jeg dybest set mener, er ødelæggende for hele vores sundhedsvæsen?

Jeg har afgivet lægeløftet, som siger, at jeg” stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse”.

Løftet er en grundpille i sundhedsvæsenet, som også understøttes af sundhedslovens krav om, at alle danskere skal have let og lige adgang til sundhedsvæsenet. Men nogen er tilsyneladende mere lige end andre! For i virkelighedens verden sidder jeg – den praktiserende læge – og skal administrere et system, hvor nogle patienter bliver skubbet foran i køen.

Ordlyden er den samme hver gang: med en sundhedsforsikring kan du komme til behandling med det samme. Især hos speciallægerne understreges denne (u)skik, når de siger: ”Vi har en ventetid på et par måneder, men hvis du har en forsikring, kan du komme til i løbet af få dage.”

Vi har ellers været vant til en god køkultur i det danske samfund, og det må vi ikke give køb på. Når det handler om ydelser i sundhedsvæsenet, skal det være sygdommens alvorlighed, der afgør, hvor hurtigt man skal til.

En forsikring fungerer, ligesom når man står i sikkerhedskontrollen i lufthavnen. Mens man selv står og tripper i den lange kø, ser man, hvordan de jakkeklædte businessfolk kan gå ind gennem en anden dør i kraft af deres VIP- eller guldkort. Det har garanteret ikke været billigt, men de har dog selv betalt det, med henvisning til at tid er penge.

Men når det gælder sundhed, er vi nødt til at have en solidarisk ordning, hvor det ikke skal være muligt at springe foran i køen med en forsikring, der til og med betales af os alle sammen via skatten.

At forestille sig at hele ordningen med forsikringer bliver rullet tilbage er formentlig for meget at håbe på, men vi kan vel i det mindste bede forsikringselskaberne om selv at administrere, hvem der skal have deres ydelser, så de praktiserende læger kan passe deres arbejde med de syge – uden at skele til forsikringsbeviser.

Alternativet bliver det første skridt mod et dyrt sundhedsvæsen som det amerikanske, hvor sundhedsforsikringerne er knyttet op til arbejdspladsen, og resten af befolkningen stilles væsentlig dårligere.