DET ER NOK OVERDREVET at hævde, at hver ny radioavis præsenterer sine lyttere for en ny videnskabelig undersøgelse, men sandt er det, at vi ofte stilles over for ekspertudsagn, der i hvert fald i gengivelsen påpeger, at det ene eller det andet forhold har en bestemt årsag – og kun denne ene årsag.

Det kan for eksempel dreje sig om den gennemsnitlige levealder for en bestemt gruppe. Hvis den kan påvises som længere eller kortere end for andre grupper, vil øvelsen tit gå ud på at fastslå – eller måske bare postulere – at den påviste forskel hid-rører fra ét bestemt forhold, nemlig fra det, man har undersøgt – og kun fra dét.

I virkeligheden er tilværelsen jo meget mere kompleks, og mange forskellige faktorer med modsatrettet virkning spiller ofte sammen. Hvor gammel man opnår at blive, før man dør, afhænger både af medfødt disposition, af fysiske, psykiske og åndelige opvækstvilkår, af levemiljø livet igennem, herunder af økonomiske forhold, og af eget valg af sundhedsrelevant livsstil (røg, sprit, fedt, sukker og motion) – samt mange flere faktorer.

Tilværelsen er multifaktoriel, men i samfundsdebatten florerer de monofaktorielle forklaringer.

DENNE FORSIMPLING har betydning for den etiske stillingtagen. To tilgange til den normative etik er dels den deontologiske, dels den teleologiske – i almindelighed blot betegnet som henholdsvis pligtetik og konsekvensetik.

Mens pligtetikken ser tingene under synsvinklen, at der er noget, man altid er forpligtet til at gøre eller til at lade være med, er konsekvens-etikken mere optaget af, hvad der i den konkrete sammenhæng kommer ud af det ene eller det andet valg. Naturligvis har begge tankesæt noget på sig, og ingen etisk konklusion bør normalt drages, uden at begge aspekter har været analyseret.