Og her ligger efter min mening det største problem, nemlig muligheden for en åben dialog om, hvorvidt man selv ønsker at være donor eller ej. Problemet med debatten i dag er, at der ikke er plads til tvivlerne og nej-sigerne. Når vi diskuterer organdonation, har ja-sigerne fået alle de gode argumenter: de er de gode, de er de altruistiske, de er de logisk tænkende – ja, for hvem kan ikke forstå, at man jo alligevel ikke har brug for sine organer, når man først er død? Nej- sigerne bliver derfor til egoistiske og irrationelle væsener, der umuligt kan argumentere for deres sag og ikke tør gøre det i åbenhed. Er man i tvivl, så gør man klogt i ikke at stille det til skue, for hvem vil ikke fremstå som god og næstekærlig?

Hvis vi skal øge tilmeldingen til organregisteret, er vi nødt til at tage diskussionen alvorligt. Vi må holde op med at tro, at manglen på tilmeldinger skyldes, at folk er dovne og ikke får taget sig sammen. Manglen på tilmeldinger kan i lige så høj grad skyldes, at man er i tvivl, og at man har svært ved at få bearbejdet og luftet sine betænkeligheder, fordi det rigtige svar er givet på forhånd.

Forestillinger om døden, og om hvordan vi behandler de døde, har altid fyldt i vores tanker, ligeså længe der har eksisteret mennesker. Måden, vi behandler de døde på, er dybt forankret i kulturelle, eksistentielle og religiøse normer. Og det er alt sammen noget, vi berører, når vi begynder at diskutere vores egen eller vores nærmestes død. Alle disse tanker skal være tilladte, og der skal være plads og åbenhed over for tvivlernes argumenter. For hvis det virkelig er et personligt valg, man skal tage seriøst, skal det selvfølgelig være ligeså legitimt at sige ja som nej. Hvis man indfører økonomiske incitamenter for ja-sigerne, understreger man, at der kun findes ét rigtigt svar, og netop derfor bør Thomas Søbirks forslag forkastes.