Det er enhver præsts pligt at bekæmpe islam.

Claus skrev:

Ja, med "Åndens sværd", som er Guds ord.

Jesus sagde til en af sine disciple, der ville forsvare ham med et fysisk våben:
"Stik dit sværd i skeden igen; thi alle, som griber til sværd, skal falde for sværd."

Læs: Efes.6:1-18; Matt.26:52; Joh.Åb.13:10

At velsigne soldaterne inden de går i kamp gør ikke at man dermed kalder krigen en religionskrig. De skal ud for at nedkæmpe Danmarks fjender - som han selv siger: De kæmper for fædrelandet.

Det er bizart, at oplyste og vidende mennesker kan få sig selv til at tale om "religionskrig". Der findes "krig", og motivet for krigsførelse er altid politik. Der føres ikke krige pga. religion, og der er ikke fortilfælde på at det er sket. Med lidt god vilje kan man sige at de første kristne korstog havde religion som en væsentlig del af det politiske rationale bag, men så kommer man heller ikke tættere på noget der kan være et eksempel på "religionskrige".

Det går i sagens natur ikke an, at de politiske herrer erklærer hvad deres politiske ambitioner reelt er, da disse vist aldrig er sammenfaldende med undersåtternes interesser. Pøbelen skal bedrages, og påduttes falske begrundelser for krigsførelsen, så de ønsker at kæmpe fyrsternes krige. Befolkningens almindelig menneskelighed skal tages fra dem, og der skal opbygges frygt og hadefuldhed, i en grad så de er villige til at bidrage til og støtte fjendtlighederne.

Klassikere når det gælder afmontering af undersåtters egen menneskelighed og vilje til at udvise umenneskelighed mod andre, er ofte begrundet med forskelle i religion, etnicitet, kultur og lignende. Man tager et karaktertræk hos modstanderen der adskiller sig fra egne undersåtters, og med afsæt i det hævder man, at de andres ambition er at slå én ihjel, rane ens land, voldtage ens døtre, gøre en til slaver og så videre. Al erfaring viser, at folk hopper på den hver gang, og hurtigt bliver så opskræmte og forfærdede, at de er villige til bidrage til bekæmpning af de påståede modstandere.

I takt med at befolkninger bliver mere og mere vidende, skulle man tro at det blev vanskeligere for politiske magthavere at bedrage befolkningen til at støtte deres krigsprojekter. Erfaringer viser, at det ikke er mærkbart vanskeligere. Magthaverne skal blot opdatere argumenterne en anelse så de tiltaler moderne og oplyste mennesker. Hvor analfabeter er nemme at overtale til at støtte krige ved at påstå religiøs inkompatibilitet, kan mere oplyste mennesker bedrages med lidt mere sofistikerede argumenter. Så som at grunde til at andre skal skydes og have smidt bomber i hovedet, er fordi man gerne vil give dem demokrati og frihed.

Biskopperne har aldeles ret i, at det er væsentligt at fastholde, at dansk krigsførelse er et rent politisk projekt. Hvilke løgne politikerne har brugt og bruger for at lokke kanonføde til, og skabe opbakning til befolkningen til krigsprojektet, er politikernes sag. Politikernes begrundelser handler officielt ikke om religion. Hvis de gjorde, var det mere end forventeligt, at biskopperne og andre forstandige folk for mange år siden, ganske højlydt havde frabedt sig at politikerne tog andre til indtægt for deres særprægede form for missionsvirksomhed i eksotiske lande.

I alle krige man ved noget om i dag, har religion spillet en rolle. Enten som en del af bedraget der kunne skabe opbakning til krigene, eller ved af præster har ladet sig bruge. Når en præst giver soldater et "Gott mit Uns" med på vejen før kamphandlinger, er der to muligheder. Enten er der tale om at præsten er de politiske magthaveres villige lakaj, der bidrager med deres autoritet til at bedrage kanonføden det sidste stykke vej. Eller også er der tale om præster, der gerne vil støtte personerne, men har mistet proportionssansen i deres forehavende.

Jeg kan fuldt ud tilslutte mig, at i fald statskirkepræster sendes med på togter, bør de kategorisk afstå fra at velsigne kamphandlingerne, våbnene og krigen. Præsterne er der heller ikke for at give fædrelandet eller dets politikere et præsteligt besyv med. Intet af det har med religion at gøre. Hvis præster vælger at drage med på ledding, må det være som "sjælesørgere", og ikke politikernes nyttige idiot. Hvis statskirken anvendes til legitimering af politikernes krige, har statskirken undermineret sin egen berettigelse som kirke, og fremtræder reelt så en statslig institution for åndsrepression. Hvis det er tilfældet, burde det føre til at de statskirkemedlemmer der er mere faste i både ånd og kød, protesterer voldsomt, og melder sig ud af klubben.

En god - øh næsten prædiken - men også at proportionere forholdene. At det først og fremmest er POLITIK.

Det er sikkert bare ordkløveri, men alligevel:
Hvis fjenden siger, at det er en religionskrig, som de som muslimer kæmper imod de kristne, er det så ikke en religionskrig, - ligegyldigt, hvad danske politikere siger?
Det er jo ikke bare i Afganistan, at muslimerne kæmper imod kristne. For mig at se ligner det grangiveligt en hastigt eskalerende religionskrig, i hvert fald set med fjendens øjne.

Claus skrev:

At nogen har fundet på et ord og begreb kaldet "religionskrig", betyder ikke at der nødvendigvis konkret findes et fænomen der svarer til. I dette tilfælde er det påståede begreb det rene fup og humbug. Fænomenet findes ikke.

Hvad Taliban og alle de mange andre aktører hævder at have som bevæggrunde for deres væbnede modstand, kan være inderligt ligegyldigt for alle andre end de, der på et tidspunkt er nødt til at samtale med modparten for at få afsluttet voldelighederne. Og selv da, vil det være ligegyldigt.

Hvis samtlige udenlandske soldater og samtlige kristne forlod Afghanistan næste måned, ville det dermed medføre at Taliban ville lægge våbnene på hylden (hvis de har den slags i de ler- eller kokasseklinede), og krigen eller konflikten dermed var afsluttet? Svaret er indlysende: Nej. Og årsagen: Fordi deres politiske ambitioner ikke er opfyldt ved at alle kristne forlader landet. Deres egentligt politiske mål er nogle andre.

Når danske politikere påstår, at den danske indsats handler om demokratiets og pigeskolernes indførelse, betyder det at der dermed findes fænomener som "demokratikrige" og "pigeskolekrige"? Vel gør det ej, naturligvis.

Hvis man gjorde det tankeeksperiment, at der vitterligt fandtes et fænomen som "religionskrige", ville den mest logiske og rationelle konsekvens vel være at erklære al religion for noget det leder til ondskab og modbydelig, og af den grund gøre alt hvad der er muligt for forbyde og afvikle fænomenet religion og alt dets uvæsen?

Krig er krig og der er altid en politisk baggrund.

Men det er da vigtigt at præcisere, hvad feltpræsters opgave kan og bør være.

Feltpræster skal IKKE velsigne våben eller bede om sejr over andre mennesker. Tanken er for mig afskyelig og har intet med kristendom at gøre.

Feltpræsternes opgave kan og bør være at stå til rådighed for soldaterne med gudstjenester og sjælesorgssamtaler og evt. sociale arrangementer. Men det er vigtigt, at det bliver præciseret, hvad der er feltpræstens opgave og hvad der ikke er.

Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne
www.kd.dk/nederby

Nederby Jessen skrev:

Nemlig, Bjarne :-)

Og hvad angår præsters mulige opgaver i felten, er vi tydeligvis også helt enige.

Hvis feltpræsten kun skal være sjælesørger eller skabe sociale aktiviteter burde man udsende krisepsykologer og socialpædagoger i stedet for præster. At en feltpræst ikke må bruge ordet "fjenden" er absurd. "jeg kæmped´ med åben pande/for hvad jeg for alvor tror" sang vi i folkeskolen, dengang man vidste, hvad krig er. At give en feltpræst mundkurv på og en soldat dårlig samvittighed over at dræbe i en krig, er som at sende en bokser i ringen med bagbundne hænder. Krig handler om at dræbe, og den, man dræber er fjenden. De allierede gik i krig mod nazismen, ikke mod Tyskland. Amerikanerne gik under den kolde krig i krig mod kommunismen, ikke mod Sovjetunionen. Vi er i krig mod islamismen, ikke mod Afghanistan. Da islam er både politik og religion, er denne krig både en politisk- og en religionskrig. Feltpræsten skal give soldaterne mod og tro til at blive helte, ikke til at lade sig dræbe uden at forsvare sig med de midler, der hører en krig til. At bilde dem andet ind er blødsøden pladderhumanisme. Den fører til, at soldater der vender hjem som helte, fordi de har ofret liv og helbred, møder en mur af skamfuld, konfliktsky humanisme. De pladderhumane biskopper må hjemkalde deres udsendte præster, hvis ikke de kan tåle at høre sandheden om, hvad krig er. Præsterne skal indgyde mod, ikke skabe skyldbetyngede kulturelle samaritanere i konfrontation med fanatiske religionsbarbarer!