For mange teologer i Etisk Råd?

For god ordens skyld skal jeg gøre opmærksom på, at jeg på ingen måde taler på Rådets vegne her, ligesom jeg heller ikke bør opfattes som repræsentant for de øvrige medlemmer af Rådet, der har en teologisk baggrund eller måtte opleve sig selv som knyttet til kristendommen eller en anden religion.


Hvad ved kristne om etik, som vi andre ikke ved?


Sådan spørger Dennis Nørmark og formuleret på den måde, må svaret være: ’Intet’. Forstår man etik som værdibaserede holdninger til verden i almindelighed – og i Etisk Råds tilfælde i særdeleshed til de nye bioteknologier – har vi alle lige meget eller lige lidt at skulle have sagt. Alle menneskers holdninger er baseret på etiske værdier. De kan så igen være baseret på forskellige livssyn, der dog alle har det til fælles, at de ikke kan bevises. Et ateistisk eller humanistisk livssyn er derfor hverken værre eller bedre end et religiøst livssyn. I sidste ende er de funderet i nogle grundlæggende antagelser om, hvad meningen er med livet, universet og alt det der.


Selvfølgelig giver nogle livssyn umiddelbart mindre mening end andre. Et livssyn baseret på en forestilling om, at månen er lavet af grøn ost, er ikke så velfunderet som et livssyn, der omfatter den gængse naturvidenskabelige viden om verden. Men den gængse naturvidenskabelige viden om verden er ikke i sig selv et livssyn. Den er et resultat af den videnskabelige metode og som sådan udtryk for en reduceret erkendelse af verden. Der er ganske enkelt fænomener, som falder uden for naturvidenskabens område, ligesom der er aspekter ved fænomenerne, som naturvidenskaben qua sin metode på forhånd ser bort fra. En let tilgængelig og velskrevet diskussion af forholdet mellem naturvidenskab og livssyn, kan læses i Jakob Wolfs ’Etikken og Universet’ fra 1997. Her rækker det at slå fast, at man godt kan skelne mellem alle mulige livssyn og finde nogle, der umiddelbart synes mere rigtige, velfunderede og velovervejede end andre, men at der mellem disse vil være både religiøse og ikke-religiøse livssyn.

Så kristne ved lige så meget eller lige så lidt som ikke-troende om etik, forstået som det at fælde etiske domme over virkelighedens fænomener. Skulle det derfor være sådan, at de tre teologer og to personer med ’erklæret kristent livssyn’ var blevet sat i Rådet for at fælde etiske domme på baggrund af deres tro, ville de altså være lige så kvalificerede eller ukvalificerede som de øvrige 12 rådsmedlemmer. Og statistisk er det vel meget rimeligt at et sted mellem 1/4 og 1/3 af Rådets medlemmer kommer med et kristent livssyn og dermed repræsenterer den kristne del af befolkningen? Der er bare det problem ved denne tankegang: Den er nærmest meningsløs.


Hvad mener kristne?


For det første er der ikke en nødvendig sammenhæng mellem at være teolog og være kristen. At være teolog er at have erhvervet sig en akademisk grad – ikke at have meldt sig ind i et trosfællesskab.


For det andet er det langt fra entydigt, hvad man tror på, endsige har af etiske holdninger til nye bioteknologier, blot fordi man opfatter sig selv som ’kristen’. Der hersker meget stor mangfoldighed inden for kristendommen, ikke bare globalt, men også i vores egen lille andedam.



Vidt forskellige opfattelser af hvad kristendom er og handler om, trives side om side i Folkekirken – og uden for den. At skære alle teologer og mennesker med et ’erklæret kristent livssyn’ over en kam på den måde, som Dennis Nørmark gør, er i bedste fald meningsløst. Det svarer til at hævde, at alle politisk interesserede medlemmer af Rådet udgør en samlet flok.

I nogle kirkelige teologers forestillingsverden gives der ganske vist en ”kristendom”. Og trosbekendelsen som den lyder ved hver en højmesse i Folkekirken, kan forstås som et udtryk for en række grundlæggende forhold, som ’kristne’ er enige om. Jeg kan anbefale Dennis Nørmark at læse en introduktion til teologiens historie, hvis han vil have et indtryk af, hvor forskelligt disse forhold er blevet tolket op gennem tiden. Der er langt fra Nørmarks forestillinger om et kristent og teologisk entydigt smagsdommeri til virkelighedens pluralisme, hvor man snarere må tale om kristendomme end kristendom.


I forbindelse med Etisk Råds arbejde vil det derfor være meget mere relevant at se på, om de enkelte medlemmer generelt er skeptiske eller positive overfor de nye teknologier eller hvordan de ser på forholdet mellem forskning og teknologisk udnyttelse for at nævne bare et par eksempler. Blot at kaste sig over mennesker fordi de enten har en bestemt uddannelse eller har et ’erklæret livssyn’ (hvad det så end måtte være), giver ingen mening. Men igen, skulle det være meningsfuldt, så er 5 ud af 17 næppe en overrepræsentation.
Prototypen på en teologisk smagsdommer?


Endelig vil jeg tillade mig at tage til genmæle personligt mod at blive udråbt til teologisk smagsdommer. Jeg har ganske vist en teologisk kandidatgrad og en ph.d.-grad i bioetik fra Det Teologiske Fakultet. Men ikke desto mindre er jeg næppe blevet bedt om at sidde i Etisk Råd for at pleje ’kristne’ interesser (det blev i hvert fald ikke nævnt med et ord).

Mit eget etiske udgangspunkt er løgstrupsk-fænomenologisk. I denne sammenhæng betyder det blot, at jeg forstår etikken som en forløber for teologien. Etikken må gennemtænkes på filosofiske vilkår uden inddragelse af særlige ’kristne’ indsigter. Etikken ender imidlertid for mig at se med at rejse spørgsmål, der peger videre mod en religiøs og endda en kristen tolkning af virkeligheden. En tolkning, der på hermeneutisk vis virker tilbage på den etiske tænkning og omvendt. Men jeg mener ikke, at etikken som udgangspunkt er enten ’teologisk’ eller ’ateistisk’. Etikken er forsøget på at tænke uhildet over tilværelsens udfordringer i livet med hinanden og naturen.


Jeg har de sidste 10 år arbejdet med spørgsmål vedrørende etik, natursyn og nye teknologier.. Jeg er i dag lektor i bioetik ved Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet og underviser bl.a. dyrlægestuderende, naturressourcestuderende, fødevareingeniørstuderende og bioteknologistuderende i etik og videnskabsteori i emner som naturetik, dyreetik, forsøgsdyrsetik, klimaetik, nanoetik, bioetik, medicinsk etik mm. Dette sker under den fagligt relevante inddragelse af teologisk funderede og ateistisk funderede etiske positioner, med det hovedformål at ruste de studerende til at kunne indgå på konstruktiv vis i samfundsdiskussionen om deres fagområde. Af forskningsområder som jeg har beskæftiget mig med, kan særligt nævnes anvendelsen af bioteknologi på dyr, forholdet mellem natursyn og naturbehandling og de etiske aspekter af klimaforandringerne.

Jeg har endvidere brugt en del tid de seneste 10 år på at holde foredrag om disse emner i folkelig sammenhæng, lige som jeg har skrevet en lang række formidlende tekster og redigerer et par bøger. Hovedtanken bag denne formidling har altid været, at opgaven ikke er at fortælle mennesker, hvad de skal tænke og mene, men hjælpe dem til at finde ud af, hvad de selv mener og tænker.


Umiddelbart vil jeg tro, at det er denne faglige baggrund og mit engagement i den offentlige etiske diskussion, der har bragt mig i betragtning til pladsen i Etisk Råd. Men her ved Dennis Nørmark nok bedre og har gennemskuet, at det blot er fordi, at jeg er teolog og dermed i stand til at udøve teologisk smagsdommeri, at jeg er blevet udpeget. Lige på dette punkt må jeg indrømme, at jeg finder kritikken meget useriøs. Jeg tager gerne en diskussion med Dennis Nørmark om det berettigede i, at jeg er blevet spurgt om og har sagt ja til at sidde i Etisk Råd. Men jeg vil foretrække, at Dennis Nørmark så gør sig den ulejlighed at skaffe sig lidt viden på området, før han stiller sig op i landsdækkende medier og mener noget om mig udelukkende på baggrund af min universitetsgrad.


Opgaven i Etisk Råd


Som 1 ud af 17 medlemmer i Etisk Råd har jeg af indlysende årsager begrænset indflydelse på, hvilke emner vi kommer til at beskæftige os med de kommende 3 år og på hvilken måde, vi vil gribe arbejdet an. Alt det skal vi som Råd først til at finde ud af sammen – teologer, troende og alle de andre. Der er dog et par områder, som jeg sluttelig vil udpege som områder, hvor jeg mener, at Rådet bør gøre en særlig indsats. Områder, som jeg vil gøre mit til, kommer mere i fokus i de etiske diskussioner som Rådet har internt og søger at rejse i offentligheden.

Grunden til, at de skal nævnes her er, at det giver læseren en chance for at bedømme, hvad det egentlig er jeg vil. På den baggrund er det forhåbentlig lidt lettere at forholde sig til, om der er for mange teologer i Etisk Råd.


1: Forholdet mellem ekspertviden og holdninger. Set herfra fylder de naturvidenskabelige eksperter undertiden for meget i de etiske diskussioner. Det bliver en diskussion om tekniske detaljer i forbindelse med f.eks. fremstillingen af humane stamceller i stedet for en diskussion om de håb, som teknologien giver næring til og de værdier, som nogle oplever som truet af teknologien.


Der er derfor brug for en gennemgribende diskussion af, hvor stor en rolle videnskabelige eksperter og naturvidenskabelig viden skal spille i de etiske diskussioner.


2: Sammenhængen mellem forskellige problemfelter. Tit ender etiske diskussioner med at handle om meget små problemfelter. Den ene dag diskuteres humane stamceller, den næste dag dyrekloning og den tredje dag fosterdiagnostik. Det har den fordel, at det videnskabelige grundlag for diskussionen er på plads og at alle parter i diskussionen forholder sig til de samme problemer. Ulempen er til gengæld, at man mister sansen for sammenhængene og ender med kun at diskutere meget snævre og specielle etiske problemstillinger, der kun er relevante inden for et snævert fagområde. De store sammenhænge og de fælles etiske problemstillinger drukner let i naturvidenskabelig faglighed.

Det er derfor nødvendigt at få den etiske faglighed længere frem i diskussionen, så det ikke altid er den naturvidenskabelige faglighed, der sætter dagsordenen. Kun derved kan de gennemgående etiske problemstillinger, som rejses af de nye teknologier få den plads i diskussionen, som er nødvendig, hvis diskussionerne skal have offentlig interesse.


3: Forholdet mellem menneske og natur. Opdelingen i et Etisk og et Dyreetisk Råd afspejler allerede en opdeling af de etiske problemstillinger. En opdeling, der ikke nødvendigvis altid giver mening. Vores anvendelse af dyr og planter har betydning for andre mennesker på en lang række måder. Og samtidig udfordres den klassiske opdeling af mennesker og natur af vores øgede viden om slægtskabet mellem mennesket og resten af naturen, ligesom forståelsen af naturens betydning for vores psykiske liv vokser. Set herfra vil de etiske diskussioner vinde ved at opgive den skarpe opdeling mellem menneskets behov og resten af naturens behov, og i stedet fokusere på sammenhængen mellem mennesker og natur.


De etiske diskussioner om f.eks. klimaforandringerne bør derfor i højere grad inddrage naturen som andet og mere end en ressource, der risikerer at ’slippe op’. Ved at fokusere mere på naturen som vores udgangspunkt, som vi psykisk og legemligt er uløseligt indvævet i, vil de etiske overvejelser bedre kunne omfatte de oplevede problemer og pege frem mod andet og mere end teknologiske lappeløsninger.


Dennis Nørmarks kritik af Rådets sammensætning er for mig at se baseret på en ting: Dennis Nørmarks egne fordomme. Jeg synes diskussionen om religionens rolle i samfundsdebatten er vigtig og også en diskussion, som Etisk Råd må forholde sig til. Men det vil nok være en fordel, hvis den diskussion blev ført på et andet niveau end der nu er lagt op til. Man kunne for eksempel overveje at diskutere konkrete menneskers konkrete holdninger i stedet for blot at operere med et verdenssyn, hvor der er ’teologer og mennesker med et erklæret kristent livssyn’ og så alle de andre.