DA DET ETISKE RÅD for en måned siden offentliggjorde sin redegørelse om hjernedoping og andre former for medicinsk optimering, var vi forberedt på alle de klassiske indvendinger om ikke at "blokere for udviklingen", "lad dog folk selv bestemme" og så videre Men ét argument havde vi ikke forudset:

"Hvis Danmark vælger, at raske ikke må få adgang til kognitivt optimerende medicin, mens lande som USA, Kina, Tyskland og Frankrig vælger at tillade brugen af disse stoffer, kan vi hurtigt falde bagud," skrev Roskilde-filosoffen Thomas Søbirk Petersen i en temmelig hjerneblæst kommentar i Berlingske Tidende.

Nu er Søbirk Petersen ganske vist mere kendt for sine bizarre standpunkter end for eftertænksomhed, men alligevel!

Argumentet om, at Danmark uden hjernedoping vil blive taber i den globale videnskonkurrence med USA og Kina, forekommer usædvanlig kækt.

Hvis ikke lige det var så fortærsket. For hvor ofte har vi ikke de seneste 40 år hørt jammerklagerne om, at dansk industri ville "falde bagud", hvis de miljøbeskyttende udledningsgrænser blev for skrappe, hvis energiafgifterne blev for høje, hvis CO2-restriktionerne bliver for hårde og så videre?

Og hvor ofte har det ikke vist sig, at resultatet blev det stik modsatte: Jo tidligere og jo bedre, danske virksomheder lærte at spare på energiforbruget og at undgå forurenende udledninger, jo stærkere blev disse virksomheders internationale konkurrenceposition?

JEG FORESTILLER MIG tilsvarende, at hvis brugen af hjernedoping bliver mere og mere udbredt ved amerikanske, engelske og kinesiske universiteter, vil det blive et adelsmærke at få en akademisk grad fra et dansk universitet. For her har vi en naturvidenskabsmand, en humanist eller en ingeniør, der ikke var optimeret ved eksamensbordet og derfor også efter eksamen kan sit stof og autentisk bliver ved med at stå inde for det.