Altså at teorien har været, at hvis man indførte nultolerance (øjeblikkelige sanktioner) også imod de unge, så blev de nok mere lovlige.

Vi savner stærkt en modbevægelse. F.eks. at stemmer for disse tiltag personligt blev ansvarlige med alt hvad de ejer og har for fiaskoer.

Det ville naturligvis medføre færre tiltag og større overvejelser. Hvilket præcis er det offentligesd opgave: velgennemtænkte og langtidsvirkende initiativer. Og at droppe pop-politik og personfnidder.

Jørgen,

det gældende valgsystem fremmer, at det at være politiker ses som en karriere-mulighed.

En karrieremulighed mange sikkert vælger at forfølge, fordi de er gode til at snakke og overbevise andre, er gode til at lade sig indignere over andre fejltagelser, elsker at iscenesætte sig som et godt menneske med de rigtige holdninge, og fordi det giver selvværd og status at være politisk missionær. Selvhøjtidelige endorfinjunkies, snarere end uegennyttig, modne og forstandige typer.

Før en politiker-wannabe kan komme til truget, skal de som regel først trænes gennem de politiske ungdomsforeninger. De der klarer sig godt, er formodentligt de der er bedst til at bagtale andre og mele egen kage. Heller ikke den ideelle profil på en lovgiver.

Før en ungdomspolitiker kan blive medlem af de voksnes rækker, skal de som regel gennemgå et slags overgangsritual. Typisk noget med, at de dropper alle principper og anstændighed, og offentligt giver voksenpolitikerne opbakning til et uhyrligt synspunkt, de af opportunistiske grunde har valgt at forsvare. Principløse rygklapppere uden integritet er næppe heller ideelt.

Dermed er de klar til at blive opstillet i det parti, de har solgt deres sjæl til, i en attraktiv valgkreds, hvorefter de i med lidt held kan blive højtprofilere avatar for det politiske parti, hvorefter der dernæst gælder om at bane vejen til ministerpensionen ved at forsøge at opnå maksimal eksponering i nyhedsudsendelserne, ved uden blusel at være nyttig rygklapper der er villig til at forsvare et hvilken som helst rædselsfuldt synspunkt partiet/folketingsgruppen måtte vælge, ved altid at sætte partiets interesse over alt andet, og ved at lade hånt om egen samvittighed m.v.

Samtidigt med at selvtilstrækkeligheden og magtfuldkommenheder stiger dem til langt over hovedet.

Den toptunede, moderne politiker, som jeg ser det. Personer, der har netop sådanne personlige egenskaber og handlemønstre, der burde diskvalificere dem fra nogensinde at blive betroet det mindste tillidshverv, og de noget nær det ringest tænkelige udgangspunkt for den type politikere, man kunne ønske sig.