I dag slutter FN's klimatopmøde, COP16, i Mexico, hvor klimaforandringerne igen har været på dagsordenen. For nogle er CO2 en sag, som politikerne må klare, mens andre selv skruer ned for energiforbruget til fordel for klimaet

Livsstilsekspert og foredragsholder Christine Feldthaus udgav forrige år bogen "Feldthaus skruer ned", hvor hun fortæller om den konsekvente omlægning af energiforbruget, som hun og hendes familie har indført i dagligdagen til fordel for klimaet. I dag skruer hun stadig ned.

"Jeg kommer til at lyde så frelst, at det er til at kaste op af. Men jeg gør det, fordi jeg synes, at alt andet er dumt, når jeg nu engang har valgt at gøre, hvad jeg selv kan."

"Huset har fået nyt tag, vi har fået nye hårde hvidevarer, og jeg har solgt min bil. Vi har fået et fuldstændig fladt forbrug og sparer stadig 50 procent på det i forhold til før, jeg skrev bogen. Pointen for mig er, at hvis man gider tage det første hårde stød, sidder det på rygmarven," siger Christine Feldthaus.

I dag slutter FN?s klimatopmøde, COP16, i Cancun i Mexico. I 12 dage har politikere, embedsfolk og ngo?er diskuteret, hvordan man kan arbejde sig hen imod en global aftale om at forhindre en ødelæggelse af Jordens klima. At det er forbundet med vanskeligheder, så man, da København sidste år var vært ved COP15-klimatopmødet, hvor en bindende global klimaaftale måtte opgives.

Men er det udelukkende politikernes opgave at sørge for at bremse udledningen af CO2 og den globale opvarmning? Eller har du og jeg også et personligt ansvar for klimaet?

"Vi har jo fået lavet os et samfund, hvor vi er blevet vænnet til at sidde og vente på, at andre fikser tingene for os. Men vi har alle et ansvar, når det handler om klimaet. Min pointe er: Hvordan kan jeg gøre en forskel og bruge mindre, så der også bliver plads til mennesker på Jorden fremover? Det er logik for perlehøns," siger Christine Feldthaus.

Det mener Edith Thingstrup, sognepræst i Ledøje-Smørum Pastorat og samfundsdebattør, ikke, at det er.

"Jeg tror, at vores individuelle ansvar og vores påvirkning af klimaet er minimal. Den CO2, vi udleder hver især, tæller ikke i det store regnskab. Derfor er det helt fornuftigt, at CO2 er blevet en politisk sag, hvor der bliver fastlagt CO2-kvoter og lagt låg over, hvad hvert land må udlede. Det giver ikke mening for mig at reducere CO2, for den kvote, jeg sparer, kan andre forbruge," siger Edith Thingstrup.

Det betyder ikke, at hun ikke er sparsommelig med energiforbruget.

"Jeg slukker lyset i rum, jeg ikke opholder mig i. Sådan er jeg blevet opdraget. Og sådan sparer jeg penge. Og det gør, at der er overensstemmelse mellem min private økonomi og den offentlige økonomi. Jeg rejser med god samvittighed med fly. Og jeg kører glad og gerne i min bil, fordi jeg betaler CO2-afgift på benzinen. Og jeg har det sådan med kampagner som ?nu slukker vi lyset i en time og sparer på energien, og så tager vi til Thailand bagefter?, at det er noget af det værste hykleri."

"Jeg er dog ret overbevist om, at mennesker påvirker deres omgivelser, men præcist hvor meget, er jeg usikker på. Og også på, hvor meget vi kan ændre i praksis. Hvis vi kan blive bedre til at tilpasse os, kan vi nå rigtig langt. Et eksempel er Holland, der ligger under havets overflade, men klarer sig godt ved hjælp af diger og dæmninger. I Bangladesh derimod er enhver stormflod en katastrofe. Det siger noget om, at vi skal bruge mere energi og vores intellekt på at håndtere klimaet."

"Det kan godt være, at vi kan bremse de menneskeskabte forandringer en lille smule, men der har altid været klimaforandringer. Vi må klæde os på til det. Jeg vil for eksempel til enhver tid isolere mit hus, ikke for at få et grønt klimaklistermærke, men fordi det er sund fornuft," siger Edith Thingstrup og tilføjer:

"Jeg tror, at danskerne er ved at blive mere skeptiske over for klimasnakken, fordi vi for tiden oplever kolde vintre. Og fordi vi oplever nogle tjene penge på klimaforandringer som vindmøllefabrikken Vestas, der er blevet forgyldt af de danske skatteydere og nu lukker produktionen og flytter udenlands."

Christine Feldthaus mærker også en mathed i forhold til klimaet. Hun kan konstatere, at interessen for hendes foredrag om klima og miljø er faldet i 2010. Folk vil hellere høre noget om livsstil.

"Det svære lige nu er, at debatten om klimaet er røget ned på et vågeblus. Jeg kan mærke, at gassen er gået af ballonen efter COP15-topmødet i København i 2009. Almindelige mennesker taler ikke mere om det, måske fordi der var nogle forventninger til topmødet, som ikke blev indfriet."

"Vi lever i et samfund, hvor man hele tiden ser på de andre. Hvis de andre ikke gør noget, gør jeg heller ikke. Mexico-topmødet kommer der nok heller ikke noget ud af. Det er, som om klimaet har mistet momentum i sexappeal," siger Christine Feldthaus.

Muligvis er debatten om CO2 og klima ikke så hed, som den har været, medgiver Steen Hildebrandt, der er professor i virksomhedsledelse på Handelshøjskolen i Århus.

"Nogle er trætte af det, men alt i alt tror jeg, at der er en øget bevidsthed, diskussion i hjemmene og en klarhed over sammenhænge. Jeg er selv blevet bevidst om, at det er bedre at lade en ikke særlig energirigtig bil køre et år længere end at købe en ny, fordi den koster mere energi at producere. Det er i dag lettere at sælge små end store biler på grund af benzinforbrug, økonomi og CO2-udledning. Og det med at slukke og lukke, købe anderledes ind og andre produkter end for to år siden, er der i det hele taget en øget bevidsthed om."

Ifølge Steen Hildebrandt er det helt åbenbart, at vi alle – verdens borgere og virksomheder - har et ultimativt ansvar for klimaet. Men hvad nu, hvis det går for langsomt med at omsætte den øgede bevidsthed til handling?

"Det er ikke realistisk at forestille sig, at verdens befolkning bliver klogere hurtigt nok. Derfor er det nødvendigt at lægge begrænsninger ned over mig. Det er nødvendigt, at regeringer går foran og tvinger befolkningerne til at ændre adfærd hurtigere, end de selv er parate til."

remar@k.dk