Efter Wikileaks

Både navnene på efterretningstjenesternes ansatte og deres aktiviteter bør hemmeligholdes, så de kan gøre deres arbejde og ikke sætte deres egen sikkerhed på spil. Efter Wikileaks' offentliggørelse i juli af titusindvis af dokumenter om krigen i Afghanistan, fortalte en talsmand for Taleban en britisk journalist, at gruppen "studerede rapporten" med henblik på at identificere og straffe enhver, der viste sig at have samarbejdet med de amerikanske styrker.

Informationer opnået i fortrolighed fra andres landes regeringer eller efterretningstjenester må nødvendigvis holdes aldeles hemmelige for ikke at bringe kilderne i forlegenhed og dermed mindske muligheden for at opnå fremtidige informationer fra dem i fremtiden. En vedvarende konsekvens af den seneste læk er varsomhed med, hvilke informationer man fremover deler med USA.

I virkeligheden plejer regeringer selvfølgelig at holde mange flere ting end disse hemmelige. Nogle gange er det i et lands interesse ikke at komme i forlegenhed, men andre gange handler det om at beskytte politikeres og bureaukraters karrierer. Der kan også være tilfælde, hvor det kan være en god idé ikke at afsløre, hvor meget (eller hvor lidt) man ved om en given situation.

Wikileaks ser sig selv som en del af en tradition for, at medierne holder regeringerne ansvarlige for magtmisbrug. Den fjerde statsmagts rolle var særlig vigtig under præsident Bush junior. Afsløringer af tortur, ekstraordinære udleveringer og elektronisk overvågning uden dommerkendelse kom frem som resultatet af en form for graverjournalistik, som nu er truet af nedskæringer og mediernes evige optagethed af aktualitet - ofte på bekostning af det, der virkelig har nyhedsværdi.

Men sand graverjournalistik er afhængig af kvalitet, mens Wikileaks er kendetegnet ved kvantitet. Alene omfanget af de data, der dumpes på internettet, umuliggør grundig analyse og bestemt også en grundig granskning af potentielt skadelig information.

Tærsklen for afsløring er ikke længere ulovligheder på en skala som Watergate og alle de følgende -gates. I stedet advares regeringsembedsmænd om, at ethvert dokument potentielt kan blive lækket og offentliggjort verden over af en misfornøjet medarbejder i en underordnet stilling.

Konsekvensen vil næppe blive gennemsigtighed. Det vil absurd nok føre til mere hemmelighedskræmmeri. Budskabet, som med næsten usvigelig sikkerhed vil gå mest kraftfuldt igennem, er: Pas på med, hvad du nedfælder på skrift.

I stedet for åbenhjertige vurderinger og provokerende analyser vil mange vigtige beslutninger nu blive baseret på mundtlige briefinger og møder uden referat. Beslutningstagerne vil være varsomme med åbenhed selv over for til deres nærmeste ansatte.

Disse forandringer vil formentlig vare længere end udenrigsminister Hillary Clintons pinlige berørthed. Selvcensur af denne art vil føre til dårligere beslutninger og mindre mulighed for at stille nogen til ansvar for de trufne beslutninger. Det virker som en høj pris at betale for sladder.

Simon Chesterman er vicedekan og juraprofessor ved Singapore Nationale Universitet samt global professor og leder af New York Jura-universitets Singapore-program. Han udsender i 2011 en ny bog: "One Nation Under Surveillance: A New Social Contract to Defend Freedom Without Sacrificing Liberty" (Et land under opsyn - en ny social kontrakt om at forsvare friheden uden at give køb på friheder).

© PROJECT SYNDICATE/INSTITUTE FOR HUMAN SCIENCES

Oversat af Sara Høyrup