Julian Assanges korstog handler ikke om absolut ytringsfrihed. Et vrøvlebegreb, da noget sådan ikke findes, og ikke kan eksistere.
Det handler derimod om, at (nogle) hemmeligheder skal afdækkes. At magthavere og andre, ikke skal bedrage og lyve.
Før noget lækkes, tages der hensyn til om oplysningerne kan bringe nogle i fare. Kutyme er ofte, at myndigheder, hvis hemmeligheder er blevet lækket, får mulighed på at gå dokumenterne igennem, og pege på hvad der kunne være farligt for f.eks. meddelere, hvis det bliver offentligtgjort. En praksis bl.a. New York Times har anvendt forud for publiceringerne af The War Logs, hvor avisen har valgt at følge henstillingerne, i de tilfælde hvor der var lødige argumenter for at undlade en offentliggørelse.
Når en iraner (formodentligt bosat udenfor Iran) svigter sit hjemland, er det ikke underligt, at det hårdhændede og afstumpede banan-regime føler trang til repressalier. Sådan handler magtfuldkomne despoter, der føler sig truet og krænket.
Ikke ulig Julian Assanges egen situation, i øvrigt. En persona non grata, der udsættes for karaktermord. En person, der må frygte for sit liv, pga. hævngerrighed fra magtfulde personer og organisation, han har medvirket til at kompromitere.
De relativt få dokumenter der er blevet frigivet foreløbigt (under én promille) viser et velfungerende og professionelt diplomati, og den "bagside af demokratiet" der omtales, handler mest af alt om politiske rænkespil blandt politiske beslutningstagere, der i direkte modstrid med demokratiets ånd, holder deres befolkninger for nar eller i det mindste, i uvidenhed.



