Ældre får hjemmepleje via en skærm, syge behandler sig selv og sender oplysningerne digitalt til lægen. Stadig flere daglige gøremål klares effektivt af maskiner, men mellemmenneskelige relationer risikerer at gå tabt

"Wup, bip. Wup, bip. Har du brug for hjælp?"

Vi er ved kassen i en Netto-butik i København. Men kvindestemmen, der spørger, om kunden ønsker assistance, kommer ikke fra en kassedame. I hvert fald ikke af den traditionelle slags. Det er scanningsautomaten, der taler. Butikken, som tidligere kun var udstyret med almindelige kasser med hvert sit menneske bag, har i dag fire gør det selv-kasser, hvor kunderne selv scanner deres varer og betaler.

Stadig flere butikker får installeret selvbetjeningskasser som Nettos. Og det er efterhånden svært at komme i tanker om almindelige gøremål, vi ikke kan klare uden hjælp og service fra andre mennesker. Vi hæver selv vores kontanter i bankens automat. Vi tjekker prisen på varer ved en scanner i stedet for at spørge personalet i butikken. Flasker afleverer vi til en automat, der suger dem til sig og spytter en kvittering ud. I lufthavnen tjekker vi os selv og vores bagage ind uden at være i kontakt med et menneske. Og hvis du ikke har prøvet at bestille tøj, elektronik eller bøger over nettet og hentet dem på posthuset, har du måske erfaring med at købe kaffe eller togbilletter i en automat.

Teknologien gør i nogle situationer hverdagen lettere, og automater frigør menneskelig arbejdskraft til mere komplicerede opgaver. Set i det lys er maskinerne samlet set nok den væsentligste årsag til samfundets evigt voksende velstand. Men mister vi mon noget på en anden konto, når vi møder stadig færre tilfældige mennesker i det daglige?

Ja, mener blandt andre sociolog Anders Blok fra Københavns Universitet. Han peger på, at hverdagens møder med folk i såkaldt formelle roller - for eksempel kassedamen, bankmanden og grønthandleren - spiller en særlig rolle i menneskers sociale omgang.

"Det er ikke nære eller intime relationer, men der er alligevel tilknyttet noget værdifuldt, selvom vi ikke tænker over det. Det er en måde at møde folk i andre positioner end en selv. Normalt har vi en tendens til mest at omgås personer, der ligner os selv. De korte dagligdags møder kan være en måde at oppebære en gensidig tillid og solidaritet med folk, som i andre sammenhænge ville være fjerne for os, for eksempel på grund af sociale eller etniske forskelle," siger han.

Anders Blok fremhæver i øvrigt en afgørende forskel på at blive betjent af et menneske og en maskine:

"Det er oftest, når det går galt, når der sker fejl, at vi bemærker forskellen, for da er det immervæk lettere at have med et menneske at gøre. Hvis man får en forkert billet ud af automaten, ser man måske ikke andre muligheder end at sparke til den. Hvis man derimod står over for et menneske, vil begge parter tilpasse sig situationen, tale sammen og finde en løsning. Mikrosituationer som at betale ved en kasse er med til at bekræfte og bestyrke civile omgangsformer."

Anders Blok hører dog ikke til de svært bekymrede. Han minder om, at folk i 1800-tallet også bekymrede sig om maskinernes fremmarch. Og tanken om et samfund, hvor man kan gå i byen for at handle, drikke kaffe, tage bussen og gå på biblioteket uden at være i kontakt med et eneste menneske, kalder han for en dystopi.

Kristeligt Dagblad kunne for nylig fortælle, at et stigende antal syge danskere bliver indlagt i hjemmet, hvor de behandler sig selv og kommunikerer med lægen via en computerskærm. Samme udvikling er undervejs andre steder i den såkaldte omsorgssektor – eksempelvis forsøger fire kommuner sig nu med hjemmepleje over nettet. Samtidig bringer teknologien mennesker sammen ved at gøre det muligt for os at få kontakt med mange flere over større afstande. Og der er intet, der tyder på, at folk har mindre social kontakt med venner, familie og kolleger end tidligere.

Alligevel er udviklingen vigtig at holde øje med, mener lektor i psykologi ved Roskilde Universitet Ernst Schraube.

"Vi bruger mere og mere tid med maskiner og mindre tid på at være sammen med mennesker ansigt til ansigt, men der er ikke mange, der tænker over, hvordan det påvirker os, eller forsker i det. Ofte får vi at vide, at det er harmløst, og at vi skal lade være med at være så bange for det nye. Men jeg synes, man skulle undersøge nærmere, hvad udviklingen egentlig betyder," siger han.

"Samtaler med andre mennesker har en central betydning i vores liv, og det gør en stor forskel, om der kommer en skærm eller en telefonlinje imellem os. At snakke er mere end bare ord, og det giver en særlig forståelse at stå over for hinanden."

Ernst Schraube mener, det er en særlig udfordring ved de mange automater og computere i vores liv, at de gør processer mindre gennemsigtige. Og de kan give os en følelse af magtesløshed.

"Når vi sætter et dankort i en maskine og får en billet ud, sker der en masse ting undervejs, som vi ikke kan se og ikke kan påvirke. Vi får for eksempel ikke samme fornemmelse af, hvor mange penge vi bruger, som hvis vi giver et menneske en håndfuld kontanter. Det særlige ved mange maskiner er, at de putter mennesker og ting i kasser, og vi har ikke meget indflydelse på, hvad der sker – vi skal bare gøre, hvad maskinen siger, og tage det, den giver os. Et menneske kan vi påvirke helt anderledes. Det er vigtigt for os, for det giver en oplevelse af at have flere valgmuligheder," siger han.

Der er altså indlysende nok både fordele og ulemper ved, at flere og flere ting bliver klaret af eller via et teknologisk apparat. Men det giver ikke mening at konkludere, om det er bedre eller værre end at få hjælp af et menneske. Det mener Rikke Toft Nørgaard, som er ph.d.-studerende med speciale i digitale medier og sociale relationer ved Institut for Informations- og Medievidenskab på Aarhus Universitet.

"Om man vil betjenes af en kassedame eller selv scanne sine varer, er to helt forskellige situationer, og man kan ikke sige, at noget bliver vundet eller tabt ved at vælge det ene frem for det andet. For den enkelte handler det om, hvordan man har lyst til at gøre det i dag, eller hvad man synes fungerer bedst," siger hun.

Rikke Toft Nørgaard ser to væsentlige forskelle på, om man kommunikerer med en maskine eller et menneske. Det gælder følelsen af empati og placeringen af ansvar.

"Forhåbentlig tager man hensyn til, at der sidder et menneske over for én ved at vise forståelse for eventuelle fejl og behandle vedkommende anderledes end en ting. Jeg har dog set eksempler på det modsatte, hvor folk kan finde på at råbe ad et menneske, mens de behandler maskinen med respekt," siger hun.

Det sidste kan have noget at gøre med, at vores egne handlinger træder i fokus, når vi bruger en automat.

"Hvis vi bliver betjent af en kassedame, giver vi hende ansvaret for, at varerne kommer hurtigt og rigtigt igennem. Ved en automat har vi ikke andre at skyde skylden på, og derfor lægger maskiner mere ansvar over på den enkelte," forklarer Rikke Toft Nørgaard.

Tilbage ved gør det selv-kassen i supermarkedet har en kvinde parkeret sin fyldte indkøbsvogn og er nu i færd med at få æg, papvin og mælk igennem systemet. Alle varer med en stregkode bliver registreret med en håndscanner nede i vognen, mens et bundt forårsløg og et kålhoved skal op på et bord og tastes ind på computeren. Den midaldrende kvinde i vinterfrakke har prøvet det før, men selvom hun er hurtig på fingrene, går der mange minutter med seancen, og flere gange må automaten spørge, om hun har brug for hjælp. Trykker man på 'ja'-knappen, vil en levende Netto-medarbejder straks komme til, fortæller kvinden.

"Det fungerer fint. Men det er upersonligt," konstaterer hun uden at se ud, som om det generer hende. Hun klarer selv betalingen med dankort og går ud på gaden uden at have talt med nogen. Bortset fra et tilfældigt møde med en journalist.

kristine.korsgaard@k.dk