Hvis jeg nu var statsminister, så …

DER ER NOGET udemokratisk forførende ved den måde, hvorpå magthaverne både bruger og lader sig bruge af massemedierne. Især alt, hvad der har med tv og internet at gøre, påvirker efterhånden det politiske liv med en selvforstærkende virkning.

De seneste dages debat udsendelser om skoler og ghettoer har været præget af uappetitlige smagsprøver på, hvordan vores velfærdssamfund er truet af en destruktiv skærmkultur. I de elektroniske medier synes advarslerne herom vilkårligt at kunne tales op eller ned efter behov.

Helt aktuel og anskueliggørende er diskussionen om såkaldte familiesammenføringer, og hvad dertil nu hører af pointsystemer samt menneskelig nytteværdi. I både radio og tv demonstreres stor og ufrugtbar uenighed om det rimelige i sådanne udelukkelsesprincipper.

Torsdag aften gav eksempler på elendigheden i DR 2 og DR 1, direkte og indirekte, i henholdsvis "Debatten" og "Jersild Live". I sidstnævnte udsendelse fik Ritt Bjerregaard (S) og Hans Engell (K) på en måde diagnosticeret førstnævnte.

Der var noget demoraliserende og dekadent over forløbet af "Debatten". Sammenbidt og flere gange patetisk efterlevedes det gamle retoriske råd: Hæv stemmen, når argumentationen svigter. Sådan virkede det i hvert fald. I "Jersild Live" havde man ord for det.

I stor enighed fik Bjerre gaard og Engell påvist, hvordan debatten om pointsystemer og familiesammenføringer har form af én stor afledningsmanøvre: Der er tale om taktisk-strategisk signalpolitik og oppustede valgoplæg, der blot skal vise, at der sker noget.