Vil man have et bud på, hvordan man kan forholde sig til mennesker, som gerne vil ind i Danmark, kan man for eksempel slå op i Bibelen, hvor forholdet til den fremmede optræder tilbage fra Mosebøgerne. Gud minder israelitterne om, at de ikke skal undertrykke de fremmede, for de kendte selv til at være fremmede, da de levede i fangenskab i Egypten. I Det Nye Testamente er der skildringen i Matthæusevangeliet, hvor Jesus fremhæver det at tage sig af den fremmede.

"Mange må føle en kristen forpligtelse til at hjælpe den fremmede. En præst i Sandholmlejren, som møder en flygtning, oplever jo helt konkret den fremmede som en hjælpeløs på sin vej," siger Niels Kærgård.

Stiller man spørgsmålet om etiske begrundelser for at tage sig af den fremmede til K.E. Løgstrup, så bliver svaret nærmest det samme som Bibelens, forklarer Kærgård med henvisning til Løgstrups kernebegreb, de såkaldte "suveræne livsytringer". Til livsytringerne hører blandt andet barmhjertighed, godhed og solidaritet.

"Bibelen, Løgstrup, men også megen moderne samfundsfilosofi tilsiger, at vi tager imod den fremmede, som kommer til vort land med åbenhed. Ser man på den konkrete flygtning eller indvandrer, vil det tale ret entydigt for en lempelig politik på området."

Men selvom der er gode etiske og kristne argumenter for åbne grænser, så er der på det makroøkonomiske område en konflikt mellem et lige samfund som det danske og et samfund med åbne grænser.

"Det lyder meget godt med de åbne grænser og åbne kasser, og man kan af etiske grunde ønske sig en sådan situation, men hvis man på den måde tror, at man vil gøre det godt for alle, så vil man utilsigtet trække Danmark i en radikalt anden retning. Vi vil ikke have råd til at opretholde det velfærdssamfund, vi kender i dag. Et etisk argument for en stram indvandrerpolitik er hensynet til velfærdsstaten og vore svage medborgere. Vi er et lille land og kan ikke ubegrænset vælge at være rare. Så bliver vi tossegode. Der må være grænser for godheden," siger Kærgård.

"En velfærdsstat som den danske tiltrækker indvandrere, som er dårligt uddannede eller har helbredsproblemer. I et land, hvor vi med glæde synger med Grundtvig ?Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt?, er det godt at være, hvis man har brug for lidt hjælp, men der er grænser for, hvad vi kan klare som et lille land med fem millioner indbyggere. Op gennem 1990?erne har vi været for naive på flygtninge- og indvandringsområdet. Mens andre lande udså sig de kvoteflygtninge, som havde de bedste forudsætninger for at klare sig, så tog vi dem, som vi syntes, at det var mest synd for," siger han.

Etikere kan argumentere for åbne grænser ved at sige, at det øger indkomstligheden på globalt plan, men vandringer er ikke et hensigtsmæssigt instrument til at opnå global udligning, argumenterer Kærgård,

"Frihandel og ulandshjælp er langt mere oplagte midler end arbejdskraftvandringer. I global sammenhæng kan det danske samfund stå som et modelsamfund, der viser, at et meget lige samfund kan fungere og være et af verdens rigeste og have en af verdens lykkeligste befolkninger, men det kræver til en vis grad lukkede grænser."

Niels Kærgård sad med i en tænketank under Integrationsministeriet, som anbefalede den omdiskuterede 24-års-regel og tilknytningskravet til Danmark for mennesker, som ønsker familiesammenføring i Danmark. Stramningerne fik antallet af familiesammenføringer til at falde, og Kærgård mener, at Danmark dermed fik en udlændingepolitik, som rustede landet til en globaliseret verden med migration. Han mener, at de stramninger bremsede op for familiesammenføringerne i det omfang, som var nødvendigt for at afbøde presset på den økonomiske sammenhængskraft. De aktuelle stramninger ser han ikke nogen grund til.

"Det, vi diskuterer, er 1990?ernes problem. Se på tallene: Antallet af familiesammenføringer er faldet markant siden indførelsen af 24-års-reglen," siger han og henviser til faldet i antallet af familiesammenføringer fra godt 10.000 pr. år før 2002 til knap 4000 i 2008. En beregning, som Jyllands-Posten har foretaget, viser, at af disse er det omkring 500 mennesker, som ikke bidrager til samfundet.

Han mener, at indvandrerdebatten fylder for meget i samfundsdebatten, og han så gerne, at den blev sat på pause, for de hyppige politiske slagsmål om emnet er ødelæggende for integrationen og har fortrængt vigtigere debatter om nødvendige reformer for at fremtidssikre vores velfærdssamfund .

"Der opbygges et uheldigt dem og os-billede, der hæmmer integrationen, men den danske majoritetsbefolkning polariseres også på uheldig vis af spørgsmålet. Der argumenteres meget følelsesbetonet i debatten, og vi ved fra historien, hvor sprængfarlige den slags konflikter er. I stedet skal man se på tallene og holde sig proportionerne for øje. Indvandringsproblemet er i høj grad løst med stramningerne omkring 2002, nu drejer det sig om at få integreret alle de grupper, der er i landet i samfundet. Og så må man også prøve at undgå for megen splittelse i den danske majoritetsbefolkning; en sådan splittelse er også en udfordring for sammenhængskraften."

nygaard@k.dk