Man skal tage ansvar for sit liv

Helt omvendt stod det til der, hvor Peter Ingemanns mor stammer fra. Stedet var Vestjylland, og ideologien kredsede om Gud og ikke festligheder. Moderens forældre tilhørte Indre Mission i en ganske streng udgave, hvor Peter Ingemanns mormor førte an og ofte måtte lægge sig, når de ufine sandheder om natlige besøg og for tidlige graviditeter i familien dukkede op til overfladen. En livsramme, Peter Ingemann bestemt ikke bryder sig om.

"Jeg har det i det hele taget ikke ret godt med religion. Jeg mener... nu skal man passe på, hvad man siger...der er i hvert fald en risiko for, at det fratager folk ansvaret og evnen til at tænke selv. I min mors familie og det indremissionske miljø på det tidspunkt var alt lagt i hænderne på Gud. Man skulle tage ansvar i forhold til Gud, men ikke ret meget andet. Døde et barn eksempelvis, så var det Herrens vilje, og det har jeg det ikke ret godt med, uanset om man er kristen, hindu, muslim eller hvad som helst. Man skal tage ansvar for sit eget liv," siger han og fortæller, at morfaderen var mere rund og mild og også bekymrede sig for Peter Ingemanns far, når drukturene tog hårdt på ham.

"Når jeg skriver, at min morfar havde min far med i sine aftenbønner, så er det for at fortælle, at min morfar var et godt menneske. Men at den slags ikke hjælper. Havde der været en ordentlig og barmhjertig gud, så var min far ikke blevet udsat for de ting i sin barndom, der i sidste ende ledte til, at han tog sit eget liv. Men det er det evige dilemma – og det er der nok en præst, der vil have en anden mening om," siger han.

Værtshusmiljøet i Silkeborg greb gennem årene mere og mere ind i Peter Ingemanns fars liv. Han blev dog aldrig en almindelig "værtshussut", der hver dag kom snøvlende hjem. I stedet var han i nogle perioder en ædru, velfungerende og succesrig forretningsmand, i andre fuldstændig forsvundet. Både mentalt i en rus af alkohol og nogle gange piller, men også rent fysisk i perioder af flere dage. Sorte huller opstod, der førte til voldsomme episoder, som da faderen parkerede sin bil på en jernbane. Alligevel foretrækker Peter Ingemann det silkeborgensiske værthusmiljø frem for den vestjyske Indre Mission.

"Der er mange ting, der tiltaler mig ved det miljø, min far kom fra. De mennesker fratog ikke folk evnen til at tænke selv. Der blev lagt nogle overordnede, frie rammer, som der så godt nok var nogle, der ikke kunne styre. Men det er jo folks eget ansvar at agere ordentligt. Så livet i det fandenivoldske arbejderkvarter tiltaler mig meget mere end den hårde Indre Mission eller for den sags skyld jetsetmiljøet i København. I arbejdermiljøet fik man lov at være menneske på godt og ondt. Det er der, vi skal vise, at vi er vore egne herrer og selv træffe beslutninger ud fra, hvad der er bedst for os og dem, vi er sammen med. Der er der ikke lagt noget i hænderne på nogen. Parkerer du en bil på togskinnerne, så kommer du også i spjældet, og det er ikke andres skyld end din egen. Det kan så være din mors skyld oprindeligt, men det er i hvert fald ikke Vor- herres skyld," slår Peter Ingemann fast.

Peter Ingemanns far tog så at sige sit eget liv i hænderne. Efter år med utryghed for familien, mens Peter Ingemann var barn, efter at det blev for meget for Peter Ingemanns mor, så hun måtte gå, efter at Peter Ingemann tog opgøret med sin far, da han mødte fuld op til sit barnebarns dåb, efter to års terapi og erkendelsen af en depression. Da tog han sit eget liv. Da det skete, var Peter Ingemann på ferie på Mallorca med sin familie, og han havde valgt at slukke sin mobiltelefon. Faderen skulle ikke have lov til at ødelægge det tiltrængte pusterum, og hvad kunne Peter Ingemann også gøre så langt væk hjemmefra? Så han måtte kaldes til hotelreceptionen for at få beskeden. En besked, der var rystende, men ikke overraskende.

"Han var jo en plaget mand og havde gennem sine 57 år haft mange odds imod sig. Jeg kunne godt se, at der var en grund til, at han drak, og nu havde han så bare taget den ultimative flugt," siger Peter Ingemann og fortæller om, hvordan hans far tog sovepiller og måtte til udpumpning, da Peter Ingemann var fire år gammel.

"Og da han parkerede bilen på togsporene, tænkte jeg sidenhen, at det måske var et mislykket selvmordsforsøg. I ugerne inden vi tog til Mallorca, så jeg ham svinde ind. Han ville ikke spise, og jeg var nede hos ham om natten, fordi han var kørt i grøften. Så da jeg fik opkaldet tænkte jeg ?Ja, selvfølgelig. Selvfølgelig har du da gjort det?."

Har du aldrig været vred på ham over, at han tog den beslutning frem for at kæmpe?

"Nej. Jeg kan ikke fremkalde mig nogen følelse af vrede. Jeg har været vred på min farmor. Og vred over det miljø, hun voksede op i, der gjorde, at man ikke snakkede om tingene. Som gjorde, at hun åbenbart syntes, hun skulle have sin søn helt tæt på. Hun klædte ham i pigekjoler, da han var barn og ville ikke fortælle ham, hvem der var hans far. Og den slags er vigtigt, for hvorfor bruger DR ellers rigtig mange penge på at rejse jorden rundt med adoptivbørn i programmet Sporløs? Man har brug for at kende sit ophav, ellers kan det være invaliderende. Man må altså bare ikke udsætte sine børn for at tvivle på deres ophav," siger Peter Ingemann med et insisterende og næste vredt toneleje.

I kapellet, da du ser din fars lig, tænker du "Hvad har de dog gjort ved dig?". Det lader til, at du lægger en stor del af skylden for din fars selvmord over på især din farmor og måske også andre i hans opvækst. Er det altid "bare" opvækstens skyld?

"Vi er præget meget af vores miljø. Og når min far lå i sprittågerne og råbte 'Bliv fra mig, din satans kælling' om min farmor, så var det rimeligt tydeligt, at der var noget galt der. Og han fik også mange bank, som også gør et eller andet ved et menneske. Den måde, vi er mennesker på, skyldes næsten udelukkende det miljø, vi er vokset op i, tror jeg."

Det vender tilbage til den dogmatiske kristendom og ansvarsfralæggelsen, du ikke bryder dig om. Skal man ikke også selv tage ansvar på trods af den bagage, man har med?

"Jo, det skal man. Vi er jo stadig frie mennesker. Men du kan have så meget i baggagen, at dit råderum er lille. Og i den forbindelse behøver du i hvert fald så ikke at have en overmagt, der begrænser dig endnu mere. Så jo, vel skal man tage ansvar, men du kan være så ramt og så syg, at du ikke kan tage hånd om det. Man er selv herre over, hvordan man agerer, men kun i en vis grad. Man har nogle rammer, der er lagt fra begyndelsen af," siger han.

Da Peter Ingemann efter opkaldet på hotellet på Mallorca aflyttede sin mobiltelefonsvarer, lå der flere beskeder fra hans tydeligt berusede og ulykkelige far. Alle indtalt kort før selvmordet. Alligevel har Peter Ingemann accepteret forløbets gang.

"Jeg har aldrig været plaget af skyldfølelse, og selvom det var enormt hårdt at høre hans beskeder på min telefonsvarer efter hans død, så har jeg heldigvis aldrig tænkt 'Bare jeg havde taget min telefon, så havde han ikke gjort det'. Han var helt færdig. Og jeg tror også, det var en barmhjertighedsgerning. Ligesom Jesus på korset. Jeg tror, han tænkte, at han blev nødt til at gøre det, for at vi andre kunne overleve det. Og derfor sagde jeg også ved kisten, at det var helt i orden. Det vidner om en høj moral at kunne sige ?Jeg kan ikke mere?."

dalsgaard@k.dk