Hvad er det største etiske problem i dag?
"Vi mangler fremtidsperspektiv, ydmyghed, dybde og eftertænksomhed. I paragraf 1 i Lov om Det Etiske Råd står, at vi skal have respekt for de kommende generationer. Men vi er i dag forjagede og tænker ikke nok på de generationer, der kommer efter os. Vi løser for eksempel vores fertilitetsproblemer ved at 'reparere' os ud af det i stedet for at turde stille spørgsmålet om, hvorfor sædkvaliteten falder. Mange børn mistrives, og en del får diagnosen ADHD. Vi giver dem medicin, som virker, men vi kender ikke de langsigtede konsekvenser, og vi bestræber os ikke nok på at finde ud af, hvad der er den dybereliggende årsag. Vi kan reparere os fattige, hvis vi ikke i stedet indretter vores samfund, så mennesker trives, og så vi forebygger sygdom. Vores manglende udsyn gør, at vi får et fattigt samfund såvel åndeligt som materielt."
Synes du, etiske spørgsmål fylder nok i den offentlige debat?
"Nej, det synes jeg ikke. Vi taler mere om vækst, økonomi, arbejde, om personspørgsmål, om X Factor og så videre. Når vi ser etiske emner fremstillet, er de ofte individualiserede, og man har så glemt udsynet – deriblandt hensynet til, om en given ny teknologisk landvindig kan medføre en utilsigtet skadelig indvirkning på samfundet som for eksempel en forråelse af vores menneskesyn."
Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?
"Ofte drejer det sig om en konflikt mellem at sige hele sandheden og så måske såre et andet menneske eller pakke det lidt ind. Jeg synes, vi i dag for ofte ser en indpakning eller fortielse på grund af egoistiske hensyn til egen karriere eller et ønske om at fremstå politisk korrekt eller som en humanist."
Hvad er den største etiske udfordring, du har mødt?
"Inden jeg fik de to børn, jeg hver dag priser mig lykkelig for at have fået, måtte jeg igennem en abort. Jeg ønskede dette barn, men var klar over, at så ville jeg nok aldrig kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet og få blot nogenlunde det job, jeg ønskede. Og det stod klart, at jeg ville blive fyret, hvis jeg fortalte, at jeg var gravid. Det var rædselsfuldt at måtte vælge at dræbe det kommende barn, som jeg allerede følte var en del af mig, og som jeg ønskede. Da jeg to år efter blev gravid igen, blev jeg fyret tre dage efter, at jeg havde meddelt, at jeg var gravid. Kort efter fødslen valgte jeg at blive selvstændig erhvervsdrivende med en fantastisk ung pige i huset."
remar@k.dk