Hjælp for hvem?

Cirkusdirektør Diana Benneweis blev i går sigtet for at have slået sin far, Eli Benneweis, ihjel for 12 år siden. Hun nægter sig skyldig, selv om hun åbenlyst fortæller i en ny bog, at hun sammen med en veninde gav sin kræftsyge far en overdosis morfin, fordi han kun havde få timer eller dage tilbage at leve i.

Det ligner en tilståelsessag, men hun mener altså ikke, at der var tale om aktiv dødshjælp. Det var en kærligheds- eller barmhjertighedsgerning, siger hun. Nu må myndighederne så finde ud af, hvad der præcis foregik. Om ikke andet sender sigtelsen et klart signal om, at det stadig er forbudt at slå et andet menneske ihjel, uanset motivet. Derimod er det ikke forbudt at lindre smerter, og som juridiske eksperter forklarer i Kristeligt Dagblad, er de faktiske forhold for døende i dag helt anderledes, end de var for 12-13 år siden. En lovændring i 1992 har tilladt såkaldt passiv dødshjælp, det vil sige at sundhedspersonale må øge behandlingen med morfin, også selv om det eventuelt kan fremskynde døden.

Alligevel har den aktuelle sag genåbnet for den mere principielle debat om aktiv dødshjælp. Meningsmålinger viser, at der er et folkeligt flertal for det, og det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før politikerne her som på så mange andre etisk svære områder bukker under for presset.

Ikke desto mindre må man advare imod en sådan udvikling, eller rettere indvikling. For det bliver vældig indviklet, hvis loven i et eller andet omfang skal tillade, at pårørende og/eller sundhedspersonale slår mennesker ihjel. Hvor syg skal patienten for eksempel være, før man må give sprøjten? Hvordan sikrer man sig, at den døende faktisk selv ønsker en overdosis? Skal et skriftligt testamente om dødshjælp stadig skal tages alvorligt, når det bliver aktuelt? Hvordan sikrer man sig, at der ikke er indblandet forkerte motiver hos de pårørende som for eksempel arv, og at der ikke er lagt pres på den syge? Eller hvad, hvis en døende alligevel kunne være helbredt? Eller hvis flere pårørende er indbyrdes uenige om, hvorvidt dødshjælpen skal ydes eller ej?

Hjælp er i øvrigt et besynderligt ord. Ingen tvivl om, at eksempelvis kræft kan være forbundet med stor smerte både for patient og pårørende. Det har stort set alle familier haft tæt inde på livet. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at mange ønsker at kunne stoppe eller forkorte lidelsen. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan og hvornår. Skal man hjælpe ved at give så rigeligt med morfin, at en døende ikke har ondt de sidste timer, også selv om smertebehandlingen i sig selv fremskynder døden? Det tillader dansk lov som nævnt allerede. Eller skal man "hjælpe" ved at slå patienten ihjel, uden at det har noget med smertelindringen at gøre? I så fald er spørgsmålet, hvem man egentlig hjælper. Er det den syge, eller er det primært de pårørende, som frygter at skulle være vidner til et langt sygdomsforløb?

Meget tyder på, at aktiv dødshjælp først og fremmest skal hjælpe de pårørende. Skal fortrænge lidelsen. Ikke et ondt ord om medicin eller behandling, men nok et om fortrængningen. Om den forsvundne erkendelse af, at smerte er en del af livet. Det er i hvert fald en blindgyde at tro, at man kan blive lidelsesfri ved at slå gamle eller svage ihjel, når de rammes af uhelbredelig sygdom. hhh