Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef i PET, forfatter og foredragsholder
Hvad er det største etiske problem i dag?
"For mig er det noget, der er meget tæt på i dagligdagen, nemlig det evigtgyldige spørgsmål om vores forhold til næsten. For at kunne gå ind i en vurdering af, hvad der er godt i omgangen med andre, skal følgende gælde: Kend dig selv - som er den græsk-filosofiske fordring - og glem dig selv - som er kristendommens kærlighedsbudskab. Det er også et evigtgyldigt problem, for jeg kender jo mig selv og ved, at jeg i bund og grund kan drives af egoistiske motiver og den indre svinehund. Men jeg ved også, at man igennem sin adfærd har kolossal betydning for andre mennesker. Det er tidens største etiske udfordring, idet vi hele tiden foretager en sortering mellem dem og os. Det onde er altid de andre. Især når man ser, at nu skal mennesker måles på deres økonomiske belastning for det danske samfund. Det er en farlig tendens."
Synes du, etiske spørgsmål fylder nok i debatten?
"De store etiske spørgsmål som for eksempel genmanipulation bliver løbende diskuteret, og i dag har jeg i avisen læst debatindlæg om fedmeoperationer og tvangsdeportationen af grønlandske børn. Overordnet ser det ud til, at etiske spørgsmål fylder en del i den offentlige debat. Men jeg tror, at der er en risiko for, at vi skubber de store etiske spørgsmål væk fra os selv og parkerer dem hos opinionsdannere og Det Etiske Råd."
Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?
"Det gør jeg hele tiden, også dagen i dag, på grund af det evigtgyldige etiske problem, som jeg nævnte før. Hele mit voksenliv har været fyldt med problematikker i forhold til, hvad jeg betragter som væsentligt. Det er medvirkende til, at du tager stilling og udvikler dig som person. En opgave, men også en gave!"
Hvad er den største etiske udfordring, du har mødt?
"Jeg tvivler på, at jeg har mødt den endnu. Men den mest smertelige var, da jeg skulle tage stilling til min mors anbringelse på plejehjem, som jeg vidste var hende dybt imod. Hun var i dyb depression og kunne ikke klare sig selv, så der var intet andet valg. Men at rive hende op fra hendes rødder i Sønderjylland og placere hende på et plejehjem på Sjælland i nærheden af min søster og mig var meget svært. Jeg tvivler her flere år efter hendes død stadig på, om det var det rigtige. For det strider mod min grundholdning om ikke at gå imod et menneskes inderste ønske og vilje."
remar@k.dk