Claus Hansen vender Ole Thyssens argument på hovedet ved at pege på, at det er mindst lige så småligt IKKE at anmelde sin nabo, når man ved, han snyder.

"Årsagen til, at flere ikke bliver anmeldt, er, at det virker abstrakt det med, ?at de tager af vores alle sammens penge?. Men forestil dig, hvor tydeligt det ville være, hvis vi boede i et lille samfund. Så ville du mærke det direkte på din pengepung, hver gang nogen snød," argumenterer han.

Den følelse af forpligtelse over for fællesskabet tror Ole Thyssen dog ikke er særligt fremherskende i dagens Danmark. Følelsen var muligvis til stede i gamle dage, da kirke, familie og arbejde var faste værdimæssige holdepunkter i den enkeltes liv. I dag har fælleskabsfølelsen trange kår, påstår han og fastholder, at man højst sandsynligt er motiveret af en skadefro og smålig følelse, hvis man anmelder sin nabo.

Også Peter Kemp, professor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, er mere bekymret over, at vi anmelder hinanden, end at nogen snyder. Peter Kemp frygter de langsigtede menneskelige konsekvenser af anmelderiet:

"Jeg kan kun se den stigende tendens til anmelderi som udtryk for tab af sammenhængskraft i samfundet, og der er ingen tvivl om, at det øger mistilliden mellem mennesker," siger han.

Spørgsmålet er, om det overhovedet giver mening at tale om sammenhængskraft, så længe der er nogle, der snyder. Det mener Claus Hansen ikke, at det gør.

"Et samfund, hvor folk snyder, er jo ikke ligefrem præget af sammenhængskraft," indvender han.

Hvor de filosofiske eksperter i moral og etik er uenige om, hvorvidt det principielt er i orden at melde sin nabo, er de dog enige om, at man også bør kigge på, om det virker. Har angiveriet nogen virkning på det sociale bedrageri, og får det folk til at følge de fælles regler?

Spørger man kommunernes kontrolenheder, der blev oprettet i 2009, efter at regeringen blæste til kamp mod det sociale bedrageri, er der ingen tvivl. Indsatsen virker, og den kan betale sig. Et af de steder i landet, hvor man det seneste år har oprustet massivt for at komme det sociale bedrageri til livs, er den københavnske vestegn. Her har man hårdt brug for at begrænse de stærkt stigende sociale udgifter, og sidste år sparede de 18 vestegnskommuner tilsammen 39 millioner kroner ved at udbetale korrekte ydelser og rejse tilbagebetalingskrav mod sociale bedragere. I år skruer de samme kommuner forventningerne op og regner med at få 52 millioner kroner i kassen.

I Ishøj Kommune har indsatsen i 2009 været så stor en succes, at man opruster med endnu en ansat i kontrolenheden, der så tæller to ansatte. Men den største sidegevinst ved den skærpede kontrol har været den præventive del. Det fortæller Peter Møller, chef for kontrolenheden i Ishøj.

"Vi har fået 58 henvendelser i første halvdel af 2010, som rent faktisk førte til anmeldelser, men vi får langt flere opkald fra folk, der vil have klarhed over, hvordan de kan undgå at snyde. ?Hvor mange gange må min kæreste sove hos mig, for at jeg stadig kan stå som eneforsørger??, spørger de typisk," siger Peter Møller og tilføjer:

"Alene det, at vi er så synlige, gør, at rigtig mange helt af sig selv får styr på deres sager, og det er selvfølgelig positivt."

Som borger er man ikke lovmæssigt forpligtet til at melde andre for socialt bedrageri, men rigtig mange kommuner opfordrer for tiden til, at man gør det. I Kolding kørte kommunen således i sommer en kampagne for at få borgerne til at melde "sommersnydere" – kontanthjælpsmodtagere, der tager på længere udlandsrejser uden at melde det til kommunen og derfor ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Og skulle man få lyst til at følge kommunens opfordring, kræver det nu ikke mere end et klik med musen. I mange kommuner, for eksempel i Tønder, Haderslev og Frederikssund, er det muligt for borgerne at tippe kommunen online og anonymt. I Gribskov Kommune kan man endda vedhæfte foto og linke til borgerens Facebookprofil.

Måske skyldes angiveriet således, at det aldrig har været nemmere at komme af med sin mistanke. Men der ligger måske også andre årsager bag danskernes øgede vilje til at angive hinanden – økonomiske lommesmerter for eksempel. Det siger filosof Ole Thyssen:

"Vi vil simpelthen ikke finde os i, at nogen snyder sig til flere penge, når vi andre går rundt og har oplevelsen af, at vi ikke kan købe noget som helst."

Uanset hvilket motiv man har til at overveje at melde naboen, er det i sidste ende op til en selv at afgøre, om man synes, det er moralsk forsvarligt. Ens forpligtelser over for staten som borger er én ting, men er de vigtigere, end de forpligtelser man har som ven eller nabo?

Spørgsmålet er med andre ord, hvad man gør, når ens bordherre afslører sig selv som social bedrager ved middagsbordet.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk