Og ligesom hun i arbejdet som sygeplejerske hentede personligt udbytte af det daglige arbejde med patienter, så oplever hun sit nuværende arbejde som givende.

"Stort set hver eneste gang jeg møder en mand, så oplever jeg ham fra den bedste side. Alle er høflige og meget respektfulde. De kommer for at få en god oplevelse og gør sig indbydende," fortæller hun.

Hun er fuldt bevidst om, at mange betragter sexarbejde som syndigt og skamfuldt. Og hun ved, at det kan være overordentligt svært for andre at forstå, hvordan et liv som sexarbejder kan rime med et liv som ganske almindelig hustru og familiemor.

"Min mand har aldrig haft svært ved at forstå eller leve med mit nuværende arbejde. Han bliver ikke jaloux, og jeg håber og tror da også, at det er ham, som jeg skal leve med resten af livet," siger Susanne Møller, der ikke lægger skjul på, at forholdet til ham har en helt anden dimension end den relation, hun indgår i med en kunde:

"Med en kunde er der klare, afgrænsede aftaler. Vi er enige om en pris, om varighed og selve ydelsen. Det gør, at vi kan give os hen uforbeholdent inden for de rammer. Modsat er det med min mand. Han er en af mine bedste venner, sammen har vi tre børn, og han er også min sexpartner, men vel at mærke ikke den eneste," siger Susanne Møller.

I Det Nye Testamente rækker Jesus gang på gang hånden ud til syndere. Til kvinden, der begår ægteskabsbrud, til samfundets udstødte og i dagens tekst til den syndige kvinde, der vasker og salver hans fødder. Jesu håndsrækning har virket som en provokation og en anstødssten.

Susanne Møller har aldrig bedt om tilgivelse for sit job som sexarbejder. Fordi hun dybest set ikke mener, at hun begår nogen forbrydelse. Men for hende ligger der i ordet tilgivelse en accept. Og netop accepten fra hendes nærmeste omgivelser har været altafgørende for, at hun føler, at hun værdigt kan træde frem som sexarbejder.

"Jeg var i begyndelsen hundeangst for at træde frem. Mest af alt frygtede jeg, at det skulle ramme mine børn. Jeg kender jo alt til den fordømmelse, der knytter sig til vores erhverv. Der er så få sexarbejdere, der træder offentligt frem, fordi de frygter stigmatiseringen, og at den skal ramme deres nærmeste," siger Susanne Møller.

At hun i dag er offentlig omkring sit erhverv, er sket som en gradvis udvikling. Det begyndte med en blog på internettet og indimellem anonyme interview med medierne. Men for et år siden tonede hun så frem på tv i nyhederne i den bedste sendetid og plæderede for sexarbejdernes rettigheder. Det var også omkring det tidspunkt, at hun valgte at fortælle sine børn om sit arbejde.

"Selvfølgelig kom det som en kæmpe overraskelse for dem. Og særligt mine to mindste børn havde brug for at få forklaret, hvad det egentlig var. Det vigtigste for dem var at vide, at mor og far ikke skulle skilles. Og det kunne jeg jo forsikre dem om ikke var tilfældet," siger Susanne Møller.

I flere sociale sammenhænge oplever hun, at der opstår lige dele nysgerrighed og berøringsangst i forhold til hendes arbejde. Til et forældremøde i skolen er det ikke et emne, som folk bringer i spil, og Susanne Møller gør det heller ikke selv, da hun sagtens kan forstå den blufærdighed, der knytter sig til det seksuelle område. Men hun har aldrig personligt oplevet at blive fordømt på grund af sit arbejde.

"Der var da mange, som blev ekstremt chokerede, da jeg fortalte om mit arbejde. Min mor spurgte sig selv, hvad hun havde gjort galt. Men hun har lært at acceptere det, og det er min erfaring med alle de nære relationer, jeg har omkring mig. Når de ser og hører mig, oplever de, at jeg har nøjagtig det samme gode liv som før," siger hun og uddyber:

"Selvom de kan være imod sexarbejdets væsen eller kan tænke, at det slet ikke er noget for mig, så accepterer de, at jeg har valgt den vej."

Netop valget står som et kardinalpunkt, når tankerne falder på hendes tre børn. Hun lader sig ikke skræmme ved tanken om, at en af hendes døtre skulle vælge at følge i mors fodspor. Til gengæld vil hun være ked af, hvis hendes børn ikke får livets valgmuligheder.

"Jeg ønsker for dem, at de får en uddannelse, da det er det bedste springbræt til selv at kunne vælge. Jeg har valgt den vej, der har været den rigtige for mig. Og jeg har aldrig fortrudt. Uanset den fordømmelse, der ofte hersker her i landet."

kirke@kristeligt-dagblad.dk