Vi står ofte i livet med valg mellem to eller flere onder. Og det er lige det, det handler om i denne sag.

På den ene side vil vi gerne socialt bedrageri - og sort arbejde, for den sags skyld - til livs. På den anden side er vi ikke begejstrede for "big brother watching you".

Naturligvis skal vi søge at komme socialt bedrageri til livs, men det skal ikke få os til at lave et decideret overvågningssamfund og jeg synes kommunerne går for vidt, når de beder regeringen og folketinget om mulighed for uanmeldte besøg i private hjem, systematisk overvågning af boliger og biler samt til at indhente kontoudtog i banker fra formodede kærester eller samlevere til kvinder, der siger, at de er enlige forsørgere.

Kristendemokraterne vil ikke være med til sådanne metoder.

Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne
www.kd.dk/nederby

Det er vel snarere det, end ondsindethed, der ligger bag de stadigt mere kontrollerede udgifter. Der er det dels den enkle sammenhæng, at da behov ikke er noget objektivt, men noget subjektivt, så vokser behov, jo mere man yder til dem.

Samtidig er der de industrier, der lægger sig op ad offentlig behovsdækning. Farmaindustrien, og forskellige hjælpemidlers producenter, og services, har en ganske anden og høj pris, når de leverer en "vare" til et offentligt behov. Høreapparater, ortopædisk fodtøj, briller, medicin på recept, privatbehandling med tilskud.

Det kunne modvirkes ved at give klienten sit tilskud, men ellers overlade til ham selv at bruge pengene bedst muligt - altså for målrettet at tøjle forrangsindustrien. Og med hensyn til behov, så først og fremmest definere "behov" lidt forsigtigt, f.eks. 10 år tilbage i tiden med medicin, og 30 år tilbage med bolig. Det vil ganske givet ramme et socialt behov for prestige, men det er vel ikke uden videre en første prioritet, i og med at velfærdsideologi netop tager udgangspunkt i ulighed, altså som en REALITET i tilværelse. Så når man siger, at dårligt stillede har en menneskeværdighed, der gør dem fortjent til støtte, så er klienten, der fik en lejlighed på 50 kvm til 4 personer, jo stadig en fuldt værdig person? Hvis ikke, så burde politikken måske fokuseres mere på dem, der gennem deres levevis skaber mindreværd hos andre. F.eks. gennem kulturpolitik, der kan bidrage til en dybere forståelse af tilværelsen og dens værdier. De langsigtede og dybe.