Privatisering af abortgrænsen?

Læs også

flexblock

Tema

Abort

Klummen: Etisk set

flexblock

Emneord

abort | abortgrænse | abortsamråd | abortankenævn | liberalisering

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Klavs Birkholm | 5. juli 2010

Etisk set – Abortgrænsen er et signal, en kulturel grænsepæl. Hvis den flyttes, flytter meget andet med.

En lille kernegruppe af gynækologer forsøger igen og igen at rejse en kampagne for ekstrem liberalisering af grænsen for fri abort i Danmark. En af kampagnens anførere, Øjvind Lidegaard, har denne gang haft held til at lokke dagbladet Politiken med på galejen, måske et udslag af sommervarmen. Dog nøjedes Politiken i tirsdags med at anbefale en ny grænse ved 18. graviditetsuge, mens Lidegaard helst ser en grænse ved 22. uge.

Ifølge dansk lov har enhver kvinde ret til svangerskabsafbrydelse indtil udløbet af 12. graviditetsuge. Sådan har det været, siden det i 1973 blev legalt at foretage provokeret abort. Men grænsen er ikke absolut: Hvis der efter 12. uge konstateres en alvorlig misdannelse eller sygdom hos et foster, eller hvis der indtræffer en dramatisk ændring i den gravides sociale situation, kan kvinden (parret) søge det regionale abortsamråd om tilladelse til abort alligevel. Og hvis samrådet skønner, at lidelsen (eller den sociale belastning) er tilstrækkelig tung, vil tilladelsen også blive givet. I modsat fald har kvinden mulighed for at indbringe et afslag for det centrale abortankenævn.

Annonce

Det er ikke mindst dette meget danske samrådssystem, som Lide-gaard & co. har set sig rasende på. For hvem sidder overhovedet i abortsamrådene? Det gør en socialrådgiver, en psykolog og kun en enkelt gynækolog! Når de meget tunge spørgsmål om sene aborter skal afgøres, er det nemlig af stor betydning, at både menneskeklogskab, familiepolitisk indsigt og kendskab til støtteforanstaltninger kommer i spil. Det handler ikke kun om gynækologens kliniske prognoser for et medfødt handicap.

Men det mener Lidegaard: "Da det er forældrene, der skal leve med barnet i fremtiden, har jeg en smule svært ved at forstå, at fremmede mennesker skal tage stilling til, om jeg skal leve eller ikke leve med et givent handicap hos et barn," udtaler han.

Med begrebet "fremmede mennesker" henviser Lidegaard til repræsentanterne for det samfundsfællesskab, vi alle er vævet sammen med. Samfundet – det er de fremmede! Livet drejer sig kun om mig, og hvad jeg personligt har behov for. Hvem kerer sig om det ufødte barn? (Ja, det gør "de fremmede").

I et krystalklart glimt spejler overlægen her den samme, privatiserende tidsånd som den århusianske medicinstuderende Julie Rask Larsen, der for to år siden klagede harmfuldt i både pressen og Folketinget, fordi samrådssystemet ikke ville bevilge en sen abort, da det viste sig, at hendes baby manglede venstre underarm.

Dét var ifølge den etiske norm her til lands ikke en tilstrækkelig skavank til at aflive babyen. Og når Øjvind Lidegaard ønsker at privatisere abortgrænsen – det vil i praksis sige: afskaffe den – er det i virkeligheden et ønske om at afvikle denne etiske norm.

Sene aborter er ofte traumatiske oplevelser for de involverede. Først skal fostret aflives med en sprøjte. Dernæst skal det trækkes ud gennem fødegangen. Nogle gange betyder den komplicerede udtagning, at lemmer rives af, og andre gange gisper fostret, når det kommer ud. Derfor bryder danske jordemødre sig ikke om, at man i Sverige for eksempel kan få foretaget sene aborter alene med henvisning til fostrets køn.

Det er vi mange andre, der heller ikke gør. Abortgrænsen er et signal, en kulturel grænsepæl. Hvis den flyttes, flytter meget andet med.

Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, sygehuspræst Anne Mette Berg, sognepræst Marianne Christiansen og medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk

Del Hold mig opdateret

flexblock