Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Spørg etikpanelet

Stil dit spørgsmål om etik, moral og hverdagens dilemmaer til etik.dk's panelister

etik.dk > Sundhed og forskning > Aktiv dødshjælp Forstør Send Print

Send artiklen Det er for farligt at sætte aktiv dødshjælp i system til din ven.

Det er for farligt at sætte aktiv dødshjælp i system

flexblock

Tema

Aktiv dødshjælp

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Af Søren Espersen | 30. maj 2006

KRONIK: De fleste danskere har i udgangspunktet forståelse for Diana Benneweis' handlinger, men historien viser, at når eutanasi sættes i system, så breder det sig på en uacceptabel måde

For nylig kom det frem, at Diana Benneweis for en halv snes år siden havde taget livet af sin far, Eli Benneweis, idet den gamle cirkusdirektør, som havde pådraget sig uhelbredelig cancer, led forfærdeligt under sine smerter. Sammen med en veninde, som var hjemmesygeplejerske, gav Diana Benneweis sin far en overdosis morfin, hvorved Eli Benneweis barmhjertigt blev udfriet fra sine uudholdelige smerter.

Det er vel kun få mennesker i dette land, der vil bebrejde Diana Benneweis det, hun gjorde. Jeg tror, de fleste af os har forståelse for Diana Benneweis, som havde et kærligt forhold til sin far og som tilmed på et tidspunkt havde givet sin far et løfte om, at han aldrig skulle ende som "en grøntsag".

Måske vil mange af os ligefrem kunne fremkomme med lignende eksempler på, at pårørende – enten ligefrem os selv eller andre i vor nære vennekreds

– har været med til at yde deres elskede døende den hjælp, som de sukkede efter. Så heller ikke fra min side nogen bebrejdelse i forhold til det, der angiveligt skete for 12 år siden, og som gav Eli Benneweis fred for smerter og elendighed.

Annonce

Diana Benneweis' beretning om medlidenhedsdrabet – det, der også kaldes eutanasi og i dagens debat ofte aktiv dødshjælp – måtte naturligt føre til endnu en stor offentlig debat om muligheden for i lovgivningen at indføre regler om eutanasi, som man allerede har i flere europæiske lande, blandt andet Holland, Schweiz og Østrig. Fra mange sider efterspørger man nu en lovgivning, hvorved pårørende til uhelbredeligt syge, som selv ønsker at dø, eller som de pårørende ønsker skal dø, ved lægelig indgriben skal kunne hjælpes hertil. At eutanasi af og til finder sted, uden at offentligheden – som det skete i forhold til Eli Benneweis tilfælde – får underretning herom, bør der ikke herske tvivl om. Når eutanasi forekommer, er det tværtimod en handling, der forbliver en velbevaret hemmelighed for kun de allernærmeste pårørende og måske den nært knyttede læge eller sygeplejerske, som i et øjeblik med fuldt overlæg vendte sig bort fra patienten.

Men at det af og til foregår på en sådan uautoriseret måde er én ting. Noget ganske andet ville det være, hvis eutanasi lovgivningsmæssigt blev sat i system og blev en del af danske lægers opgave. Etisk ville ikke alene lægestanden, men hele det danske samfund blive stillet over for ganske forfærdelige dilemmaer. Og det, der startede som et godgørende krav og en godgørende lovgivning, ville kunne udvikle sig til det stik modsatte, hvorfor man nødvendigvis aldrig må tillade, at en sådan lovgivning bliver en realitet i Danmark.

Uden på nogen måde at ville drage sammenligninger mellem på den ene side ordentlige, moderne vesteuropæiske demokratier som Holland, Schweiz og Østrig og på den anden side Tyskland i 1930'erne, er det nødvendigt i den diskussion, som vi i dag herhjemme fører omkring eutanasi, at lære af den historiske beskrivelse, der førte til indførelse af lovgivningsmæssig eutanasi i det Tyskland, som i dag for alle ordentlige mennesker fremstår som et rædselsregimente.

Beskrivelsen af, hvordan Eutanasi Programmet blev en del af lovgivningen i Tyskland og netop startede i det godes tjeneste, står at læse i historikeren, Lucy S. Dawidowiczs monumentale bog "The War Against the Jews 1933-45", og hvori netop Eutanasi Programmet nøje gennemgås fra den allerspædeste start, hvor et enkelt menneske blev udfriet af sine lidelser – og til der, hvor det endte: et uvirkeligt massemord på sagesløse.

Til Adolf Hitlers kanslerkontor dumpede der i november 1938 et brev ind ad brevsprækken fra en ulykkelig far til en deform dreng, som led forfærdeligt under sine smerter. Brevet blev fra kanslerkontoret sendt videre til Karl Brandt, som i nogle år havde fungeret som Adolf Hitlers personlige læge, idet dr. Brandt blev bedt om dels at undersøge det pågældende barn nærmere, dels at vurdere, hvordan man kunne komme den ulykkelige far i møde.

Efter at have undersøgt drengen og fået bekræftet, at hans liv aldrig ville kunne blive andet end uudholdelige smerter, havde dr. Brandt nogle uger senere et møde med Adolf Hitler – et møde, der efter sigende skal have gjort dybt indtryk på rigskansleren, og hvorunder denne gav ordre til, at dr. Brandt skulle følge faderens ønske og udføre medlidenhedsdrabet på barnet. Samtidig lod Adolf Hitler den noget tøvende og uvillige dr. Brandt forstå, at skulle han eller hans stab på nogen måde blive involveret i retlige tiltag i forbindelse med deres udførelse af eutanasien, skulle de henvise til ham. Yderligere indkaldte Adolf Hitler drengens forældre til en personlig samtale, hvor han fratog dem ethvert ansvar for det, der skulle ske – og gjorde dem klart, at han, Hitler, alene påtog sig ansvaret og byrden.

Efter denne første eutanasi i Tyskland, blev ud over Karl Brandt også SS-Obergruppenführer, dr. Philipp Bouhler autoriseret til at foretage eller lade foretage tilsvarende indgreb. Allerede nogle måneder senere, i foråret 1939, påbegyndte man det egentlige Eutanasi Program, som fik til opgave "definitivt at lindre smerten" hos såvel psykisk som fysisk deforme børn og unge.

I indenrigsministeriets regi blev ledere af børneklinikker og hospitaler bedt om at indberette tilstedeværelsen af sådanne børn og unge i deres institutioner. Eutanasi Programmets centralledelse besluttede så i hvert enkelt tilfælde, hvorvidt der skulle foretages eutanasi. Til det omfattende programs styring og den endelige udførelse af eutanasi blev 21 specielle børneafdelinger oprettet rundt om i landet.

Efter starten var lagt med de uhelbredeligt syge børn, udvidedes programmet til også at omfatte uhelbredeligt fysisk og psykisk syge voksne. I juli 1939 oprettedes en styringsgruppe bestående af dr. Hans Lammers, som var departmentchef i rigskansleriet, med SS-Obergruppenführer, dr. Leonardo Conti, som var departementchef i indenrigsministeriet og med psykiateren dr. Herbert Linden. Yderligere bibeholdtes i gruppen Karl Brandt og Philipp Bouhler. Autorisationen til gruppen kom i form af en skrivelse, dateret september 1939, og hvor det hedder: "Gruppen er bemyndiget til i særlige tilfælde at give læger tilladelse til – efter en grundig human vurdering og med det formål at lindre uhelbredelige smerter – på nænsom måde at udfri patienten."

Tre landsdækkende organisationer blev oprettet med henblik på at transportere disse såkaldte uhelbredeligt syge. Patienterne blev i første omgang kørt til et af fem såkaldte observatorier, og derefter til et af seks egentlige eutanasi-centre – Bernburg, Brandenburg, Grafeneck, Hadamar, Hartheim og Sonnenstein. Særlige skrivegrupper blev oprettet, som havde til opgave at forfatte brevene til de pårørende om, hvordan deres kære tragisk var kommet af dage. Der var tale om fantasifulde breve, som indbefattede dødsårsager som trafikulykker, madforgiftning, fald fra vindue, selvmord, nyresvigt, hjerneblødning og hjertestop. I ganske mange tilfælde var det dog de pårørende, der selv bad om, at aktiv dødshjælp skulle benyttes i forhold til en uhelbredeligt syg. Den modstræbende tøven, som dr. Karl Brandt havde givet udtryk for, da han først modtog Adolf Hitlers beslutning om at sætte den første eutanasi i værk, blev, som ugerne og månederne gik, bortvisket. Det samme blev tilfældet for de i hundredvis af læger, som nu i større eller mindre grad blev dagligt beskæftiget med eutanasi.

Der rapporteredes, at lægernes tolerancetærskel i forhold til, hvornår de følte, at de etisk korrekt burde foretage det dødelige indgreb, gradvist ændredes, således at de som månederne gik helt havde mistet fornemmelsen for det opstillede, ideelle krav om "en grundig human vurdering ..."

Det er min klare holdning, at det netop i forbindelse med eutanasi er institutionaliseringen – det lovgivningsmæssige – der er så forfærdelig farlig. Der er nemlig et verdenshav af afstand mellem det beskrevne tyske regimente af "human offentlig effektivitet" og så den følsomme og forståelige situation, hvor Diana Benneweis i kærlighed giver sin lidende far lidt ekstra morfin.

Vi må derfor aldrig institutionalisere eutanasi.

Søren Espersen er MF for Dansk Folkeparti. Synspunkterne i denne kronik er hans egne

og ikke partiets.

Læs kronikken i morgen:

"Dialog er et andet ord for fred"

af sognepræst JacobHolm

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5

FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk

Del Hold mig opdateret

flexblock

Annoncer

Sommerrejse til England

13. - 20.7. Højskolerejse til Nordengland: natur, kultur og gode historier.

www.granada.dk

Hotel i Frederikshavn

Hotel i centrum, høj service og billige priser. Tæt ved tog/bus/færge.

www.fshotel.dk

KIRKE og FILM