Nyhedsmedier er en trussel mod mennesket

DET POSITIVE ved den intense dækning, der i øvrigt kendetegnede alle de store landsdækkende aviser, er, at medierne ud over at beskrive situationen også gav vejledning i at undgå smitte. En opgave, der egentlig ligger hos Sundhedsstyrelsen, men som medierne tager på sig med en rækkevidde og hastighed, som kun massemedier kan præstere.

Dette kan bidrage til at begrænse smitten, og medierne kan med denne for medier forholdsvis nye rolle betegnes som myndigheders, eller når der er tale om andre former for vejledning tillige virksomheder og organisationers, forlængede kommunikationsafdeling. Måske ikke just en betegnelse, der stemmer overens med journalisters ønskede selvbillede, men ikke desto mindre en rolle med et enormt potentiale, hvis det bliver brugt på ansvarlig vis.

I analysen af svineinfluenzaen måtte det imidlertid konstateres, at prisen for vejledningen var høj. For at nå ud til læserne benyttede både Politiken og i særdeleshed B.T. sig af sensationelle overskrifter, hypotetiske vinklinger samt en dækning, der i sit store omfang var ude af proportioner med emnets relevans for danske læsere.

Denne intense, hypotetiske og sensationelle form for dækning af et emne, som ikke kun begrænser sig til B.T. eller den øvrige tabloidpresse, går ud over nyhedsmediernes troværdighed og rolle som demokratisk aktør. Det er både medieforskere, journalister, politikere og almindelige borgere opmærksomme på.

Hvad der derimod ikke hidtil har tiltrukket sig stor opmærksomhed, er nyhedsmediernes indflydelse på modtageren – ikke kun som borger eller forbruger, men som menneske. Jo mere medierne tager sigte på menneskers følelser, nyfigenhed og lyst til underholdning, des nærmere kommer de mennesket på det eksistentielle plan.

Mens mange artikler kan betegnes som overflødige ud fra et perspektiv med modtageren som samfundsborger, kan de på det eksistentielle plan betegnes som destruktive. De forstyrrer, optager vores tid, gør os urolige og foranlediger os til at tro, at vi beskæftiger os med noget væsentligt.

GENNEM EN LÆSNING af Søren Kierkegaard kan vi imidlertid sætte vores medievaner og prioriteringer i perspektiv. Hos Kierkegaard fremgår det, at intet i livet er mere væsentligt end at blive sig selv og at lære sig selv at kende. Det at være et menneske i kierkegaardsk forstand består i at blive et menneske, hvilket kræver, at man tør se sig selv i øjnene og tage ansvaret for både det positive og negative i én selv, samt at man prioriterer en sådan venden sig indad.

Grunden til, at Kierkegaard er relevant i en diskussion om det moderne menneske og medier, er, at Kierkegaard har ét bud på, hvad det vil sige at være et menneske, og hvorfor vi lider eller tilmed bliver syge, hvis vi ikke beskæftiger os med os selv.

Ifølge Psykiatrifonden lider mindst 600.000 danskere af angst, depression eller misbrug. De samlede samfundsmæssige omkostninger i forbindelse med psykiske lidelser er omkring 30 milliarder kroner om året, og dertil kommer de menneskelige omkostninger. Vi har ondt i livet, og Kierkegaard formår med sine to betydelige skrifter om emnet, "Sygdommen til Døden" og "Begrebet Angest", at belyse denne "aandelige Elendighed" på en måde, der med rette kan tages alvorligt og som fortjener at blive aktualiseret i det moderne danske samfund.

Fra barnsben er mennesket ikke et selv i Kierkegaards forståelse, idet et selv er et menneske, der forholder sig til sig selv og tager ansvaret for sit eget liv og sine handlinger. Mennesket skal derudover forholde sig til sin guddommelige dimension, hvilket kan virke fjernt og måske oven i købet irrelevant for det moderne menneske, der ikke nødvendigvis tror på en kristen gud.

Det er dog muligt at læse Kierkegaard uden at skulle forholde sig til den kristne Gud, Kierkegaard eller i det hele taget andre end sig selv, idet den guddommelige dimension kan tolkes som en erfaring af det guddommelige.

DENNE ERFARING består i, at mennesket for et øjeblik møder det evige, hvor nærværet bliver så stort, at tiden står stille, og en anden dimension manifesterer sig. I dette nærvær får mennesket kontakt til det evige, inderligheden eller ganske enkelt sin egen personlighed, og det er det, der er meningen med livet. For et øjeblik at være helt nærværende, vågen og bevidst uden at spejle sig i andet eller andre end sig selv.

Kierkegaard skriver i "Begrebet Angest": "Naar man blot kan komme med, blot eengang føre Øieblikkets Valts op, da har man levet." (BA, 191).

Hvis det hermed antages, at det, der giver livet mening, er at være nærværende og sig selv, burde det være højeste prioritet for de fleste mennesker. Det paradoksale er dog, at vi i høj grad beskæftiger os med at følge med i, hvad der foregår omkring os og gennem medierne henter viden om, hvad der foregår i verden.

Menneskets naturlige vægring mod at vende sig indad, kan medierne ikke klandres for, men menneskets mulighed for og vilje til at blive sig selv og lære sig selv at kende udfordres i den grad af nyhedsmedierne.

Man kan altså med rimelighed antage, at nyhedsmediernes dominerende repræsentation i det offentlige og private rum er bidragende til at lede mennesket væk fra sig selv og følgelig væk fra den væsentligste meningsgivende faktor i et menneskes liv.

En problematik, der ikke kun angår det enkelte menneske, men tilmed vores forhold til hinanden. For al engagerethed i andre må formodes at være baseret på, at vi ved, hvem vi selv er.

Louise Crandal er cand.mag. i journalistik og filosofi