10 års krig.
4800 kilometer borte.
40 døde danskere.
Uundværlige hver og én; for børnene, for mor og for far, for de pårørende, for kæresten, for vennerne, for de bekendte, for arbejdspladsen, for Danmark - og for fremtiden.

Jeg vil hér beskæftige mig med, at danske unge mennesker har mulighed for - i Danmarks navn – at melde sig frivilligt til at føre krig – og omkomme af det. Er det rigtigt at melde sig til krig – og hvad fører det med sig?

Kan vi andre, vi, der kan se klarere, vi der bruger målestokke som næstekærlighed, humanisme, livsglæde og tilgivelse, tillade, at den unge mand både mister sit eget liv (med hvad der deraf følger af sorg og tab) – og at han desuden pålægger et andet menneske den byrde det er, at skulle slå ham ihjel?

Mit svar er: Nej, det kan vi ikke!

Søren Kierkegaard beskæftigede sig indgående med sidstnævnte problem i ”Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger”.

Kierkegaard kommer med følgende refleksioner over emnet ( - jeg har frit ført dem op til nutidens problematik):

Hvis en soldat bliver slået ihjel i krigen er det et resultat af hans valg, ikke hans skæbne.
(Soldaters overvejelser går ofte på, at ”Jeg kan sagtens deltage i krigen, jeg dør ikke; det sker ikke for mig”. Det er en udbredt mening, at ”det sker ikke for mig”.
Men det er sket for 40 danskere.)

Giv lidt efter – eller lad dine medmennesker blive skyldige i mord.
(De danske politikere skulle i sin tid have tilbudt USA / UN en humanitær form for hjælp, i stedet for kampsoldater.)

Det er uhyre grusom at lade enfoldige mennesker slå en ihjel, fordi de ikke kan forstå en, så de endog mener at gøre det rigtige.

Intet er lettere end at give et andet menneske forbitrelsens kræfter.
(Politikere, folk i forsvaret, tidligere udsendte soldater m.fl. bør ikke opildne den danske befolkning og især unge mennesker til hævn og had mod ”fjenden”.)

Det er blasfemi at lade sig slå ihjel, fordi man tror, at man er på den ”rigtige” side.

Det er uforsvarligt at hævde, at man besidder sandheden, for sandheden blandt menneskene er relativ.

Kærlighed vil forhindre ham, der overvejer at melde sig til krigen, i at lade sig blive slået ihjel. Kærligheden til sit medmenneske.

Endvidere var der i 1848 kommet krig til Danmark og i den forbindelse ville én af Søren Kierkegaards unge venner melde sig som frivillig, både af almene bevæggrunde, men også for personligt at ”gøre erfaring, navnlig selverfaring”. Søren Kierkegaard var i den forbindelse helt klar over, at mange unge mennesker har behov for at rejse ud i ”virkeligheden” og på den måde øge deres personlige erfaringer, men siger hertil, at han ikke selv personligt har brug for at gøre erfaringer på den måde. Han kan, ved blot at høre eller læse beretninger, reflektere over det i tankerne, og på den måde erhverve denne erfaring.

I nutiden kan de unge mennesker (danske soldater er helt ned til 19 år!) få erfaringer på mange andre måder end at deltage i krig – især i en krig, der føres i Danmarks navn – en krig der føres, selvom over halvdelen af befolkningen bestemt ikke ønsker krig og som på krigssnak svarer med en fortvivlet rysten på hovedet.

Her er nogle eksempler på, hvordan erfaringer kan opnås via andre tiltag end at deltage i krig: Vi kan i skolen (og i fjernsynet) bevidst øge unge menneskers humanistiske tankevirksomhed, unge mennesker / voksne kan foretage en verdensomsejling i en sejlbåd, de kan bestige bjerge, rejse til Nordpolen, spille teater - og hvis det absolut skal være noget med krig, kan de vel melde sig til Fremmedlegionen eller som lejesoldat i én eller anden lokal krig som Verden desværre er så rig på.

Blot ikke i Danmarks navn.

Vi må i fremtiden tænke og snakke om krig, udfra humanistiske refleksioner. Vi har en stor tradition for det her i landet.

Og vi må træde frem og gøre vort for, at emnet ”Krigsførelse” kommer på dagsordenen til det kommende folketingsvalg.

Den nye ikke-partipolitiske fredsbevægelse DANMARK FOR FRED arbejder på, at Danmark i fremtiden ikke fører krig, men i stedet forebygger og lindrer krig.
Mvh
www.danmarkforfred.dk