De svære valg, som vor forfædre var fri for

Det er en viljesakt at undergive sig behandling, selvom man måske ikke altid føler det på den måde. Lægerne kan ikke foretage operationer og anden behandling uden informeret samtykke. Derfor har patienten et medansvar for, at behandlingen fortsætter.

Ønsker man, at al behandling skal stoppes, er det ikke tilstrækkeligt den ene dag at hævde, at man vil dø, for den anden dag at forlange alle hjælpemidler stillet til rådighed. Det skal stå helt klart for sygehuspersonalet, at det virkelig er patientens inderste ønske, at al behandling stopper. Indstilles behandlingen, uden at patientens vilje er testet, skal det nok passe, at der kommer en klage fra en hensynsløs pårørende om, at oldemor blev slået ihjel af lægerne, mens andre utålmodigt venter på, at arvetanten skal dø.

Sådan er dagligdagen for lægerne. Nogle patienter ønsker at dø, men i andre tilfælde er ønsket tydeligvis ikke alvorligt ment, og i atter andre tilfælde presser ægtefæller og andre pårørende lægerne for yderligere, måske meningsløs, behandling eller det modsatte. Det kan både læger og sygehuspræster berette om.

Det er derfor vigtigt, at vi potentielle patienter og pårørende og sygehuspersonalet helt åbent får drøftet, hvordan loven og praksis egentlig er, så ønsket om aktiv dødshjælp i hvert fald ikke skyldes manglende viden om de allerede bestående muligheder for at indstille livsforlængende behandling af døende og iværksætte massiv smertebehandling.

Det er helt i overensstemmelse med lægeloven at opgive livsforlængende behandling samtidig med, at smertebehandling indledes. Det er præcis den opgave, som løses på hospice, men som også er hverdag på sygehusene rundt i Danmark, selvom mange åbenbart tror noget andet.

Det er i debatten med de højrøstede krav om aktiv dødshjælp, som om det fortrænges, at de døende, der selv ønsker det, ofte også kan få en værdig død og uden smerter.

MEN MAN MÅ SELV tage ansvaret og beslutningen. Og det er jo let nok, når man er ung og stærk og ikke regner med at skulle dø foreløbig. Langt vanskeligere er det i situationen, hvor man fornemmer, hvor mange behandlingsmuligheder et moderne sygehus har. Så er det naturligt, at ønsket om at dø forskubbes, og der går tid, inden man affinder sig med det uafvendelige.

At man så på grund af morfinens virkning dør timer eller et par dage tidligere end uden massiv smertebehandling, har intet med aktiv dødshjælp at gøre. Tværtimod lever et sådant forløb helt op til det, vi har lov at forvente af læge- og plejepersonalet, nemlig at udsigtsløs behandling, når afklaringen er indtrådt, erstattes af den fornødne medicinering, der ikke har dødens indtræden som formål, men alene har til formål at lindre smerter og uro.

Med lægevidenskabens muligheder i dag er der et valg, der skal træffes, og som man selv må træffe og helst i samråd med sine kære. Det samråd og den afklaring bør være affødt af klare grundholdninger og drøftelser, der bør indledes længe inden, man overhovedet bliver syg eller når støvets år.

Birthe Rønn Hornbech er formand for Folketingets Kirkeudvalg