Død på bestilling

I dag er hun selv 67 år og ønsker at dø på samme måde som sin mor. Derfor har hun udfærdiget en såkaldt eutanasi-erklæring, der fortæller, hvordan hun selv vil herfra. Det betyder blandt andet, at hun ikke vil ligge i koma i månedsvis, og at hun vil have eutanasi, hvis hun for eksempel bliver dement.


I Holland blev der sat et foreløbigt punktum for en 30 år gammel debat, da loven om eutanasi trådte i kraft sidste forår. Med den blev det slået fast, at den allerede eksisterende praksis ikke var strafbar til trods for, at dødshjælp stadig ligger inden for straffelovens rammer. Hvis en læge udfører aktiv dødshjælp og opfylder en række kriterier, er det dog straffrit. Det har fjernet et åg fra lægerne, som nu ikke længere skal frygte at få den offentlige anklager på nakken, men reelt gør det ikke den store forskel, da eutanasi op igennem 1990´erne blev en accepteret og straffri praksis. Alligevel er eutanasi noget af det værste, en læge kan komme ud for, understreger flere af de kilder, Kristeligt Dagblad har talt med.


- Eutanasi er en af de sværeste beslutninger, man skal træffe som læge. Lægerne ligger søvnløse om natten over det, de bliver syge af det, men de gør det alligevel, fordi de vil skåne patienterne for den utålelige smerte, de lider under, siger projektleder, dr.med. Eric van Wijlick fra den hollandske lægeforening.


Her begyndte man allerede i 1990´erne at uddanne en række praktiserende læger til at være såkaldte SCEN-læger, der kan bistå de praktiserende læger, der udfører dødshjælp.

- En almindelig praktiserende læge møder kun spørgsmålet hvert andet eller tredje år og kan derfor ikke være inde i alle de alternative muligheder. Derfor har vi uddannet 500 praktiserende læger som særlige specialister, og det er dem, der skal yde den såkaldte anden vurdering og kontrollere, at kriterierne er opfyldt, og at der ikke er andre muligheder tilbage, forklarer Eric van Wijlick.


Et af de spørgsmål, der har været diskuteret intenst i Holland, er, om der er gode nok alternativer til eutanasi. Derfor blev det slået fast med den seneste lov, at landets palliative behandling (lindrende behandling af uhelbredeligt syge, red.) b skal forbedres. I de senere år er der derfor kommet mere fokus på den side af sagen, og mange læger er blevet mere opmærksomme på, at der er mange muligheder for at lindre patientens smerte.


- Vores SCEN-læger er meget optagede af palliativ behandling, og vi ved, at i de områder af landet, hvor den ordning har eksisteret i længst tid, er der færre tilfælde af eutanasi. Jeg vil derfor gætte på, at der vil blive færre tilfælde af eutanasi i de kommende år. Ikke mindst fordi lægerne er vældigt optagede af at finde alternativer, siger Eric van Wijlick.


Men mens lægerne bliver mere skeptiske, er der en stor opbakning til eutanasi blandt befolkningen, hvor mellem 80 og 85 procent bakker loven op. Hvert år anmoder omkring 9000 patienter om aktiv dødshjælp, men det er kun en tredjedel af dem, der rent faktisk får den dødelige sprøjte. Nogle af patienterne dør ganske simpelt, før dødshjælp bliver aktuelt, og i andre tilfælde afviser lægen ønsket, fordi betingelserne ikke er opfyldt, eller det lykkes at finde alternative metoder, så patientens smerte bliver mindre i den sidste tid. Endelig sker det i hvert fjerde tilfælde, at en SCEN-læge, der skal give en ekstra vurdering, afviser anmodningen om eutanasi, fordi betingelserne ikke er opfyldt.

- Det svære vil altid være at vurdere, hvornår smerte er ubærlig. Naturligvis er der en lang række medicinske indikatorer, men i sidste ende er der tale om en subjektiv vurdering. Hvad der er ubærlig smerte for ét menneske, kan være tåleligt for et andet. Derfor er der en løbende diskussion blandt lægerne, og det er netop det gode ved det hollandske system. Vi får tvivlen ud til fri debat. I andre lande er jeg overbevist om, at der også bliver brugt aktiv dødshjælp, men her kan man ikke diskutere det, fordi det er ulovligt, siger Eric van Wijlick.


En af de organisationer, der for alvor har kæmpet for retten til selv at bestemme tid og sted for sin egen død, er NVVE, Hollands forening for frivillig eutanasi. Foreningen blev grundlagt for 30 år siden og har i dag mere end 100.000 medlemmer. Den nuværende direktør, Ron Jonqui�re, er uddannet praktiserende læge og udførte selv aktiv dødshjælp første gang i 1979.


- Jeg vidste ikke nok om, hvordan man gjorde, og så skete der det for mig, som alle læger frygter allermest. Patienten døde ikke. Jeg gav morfin og måtte give mere og mere for at holde hende i koma, så hun ikke skulle vågne igen, samtidig med at jeg prøvede at få fat i det rette medikament. Det tog 24 timer, og jeg måtte ringe til en kollega og spørge, hvordan jeg skulle gøre. Til sidst gik jeg på apoteket og fik det, jeg havde brug for. Det var heldigt, at apotekeren ikke indberettede mig, for så ville jeg være blevet retsforfulgt, og selv var jeg ikke nogen modig læge, der turde stille mig op og fortælle om det og dermed risikere hele min karriere. I dag er det anderledes, og det er det, der er så godt. Vi ved præcist, hvordan man skal gøre, og det hele er blevet åbent, siger Ron Jonqui�re.

Han erkender dog, at det fortsat kun er halvdelen af alle tilfælde af aktiv dødshjælp, der bliver indberettet, og dermed er der stadig langt til ønsket om, at der skal være fuldstændig gennemsigtighed i brugen af eutanasi.


- Tallet vil aldrig nå op på 100 procent, men det bør komme højere op. Nogle læger mener, at spørgsmålet er en sag mellem patienten og lægen og derfor fortroligt. Andre læger er stadig bange for at blive retsforfulgt, særligt hvis ikke de opfylder alle kriterierne, siger Ron Jonqui�re.


Netop de manglende indberetninger får professor i medicinsk etik, dr. Henk Jochemsen til at advare mod en glidebane.


- Argumentet for at lovliggøre eutanasi var, at det på den måde ville være åbent og muligt at kontrollere. Men det er kun halvdelen af alle tilfælde, der bliver indberettet, og det er naturligvis særligt dem, der ikke opfylder kriterierne, der forbliver mørket. Det er meget alvorligt, for det betyder, at staten har accepteret, at en gruppe borgere, nemlig lægerne, må slå andre mennesker ihjel, uden at det bliver kontrolleret. Det er utroligt, at politikerne ikke forstår det, siger en oprørt Henk Jochemsen, der er direktør for Lindeboom Instituttet, en katolsk institution, som forsker i medicinsk etik.


Han mener, at den store opbakning til loven om eutanasi, der findes blandt hollænderne, skyldes, at det moderne menneske har det svært med lidelse og manglende kontrol.


- Lægerne har svært ved at sige, at nu kan de ikke helbrede. De er magtesløse, men med eutanasi kan man gøre noget for patienten. Også de pårørende kan have svært ved at udholde smerten, og derfor er det ofte de pårørende eller lægerne, der bringer spørgsmålet op. Men når lægen spørger patienten, om hun har tænkt på muligheden for aktiv dødshjælp, er det svært ikke samtidig at sende den skjulte besked: »Gør det nu ikke for svært for mig og dig selv«, mener Henk Jochemsen.

En af de læger, der selv tager initiativ til at drøfte spørgsmålet om aktiv dødshjælp, er Nico Mensing van Charante, der har arbejdet i 27 år som praktiserende læge i Amsterdam.


- Jeg taler med patienten om, hvordan det går, og de kommende uger og måneder. Vi drøfter prognosen, og jeg spørger, om vedkommende har tænkt på eutanasi. Nogle patienter nævner det først, når det er for sent, så derfor forsøger jeg at være proaktiv. Jeg drøfter det også med familien, og jeg har aldrig oplevet, at der var uenighed mellem familien og patienten om, hvad der skulle gøres, forklarer Nico Mensing van Charante.


Han udøvede første gang dødshjælp for 20 år siden og har siden udført det »nok gange«, som han udtrykker det.


- Det er aldrig let, men der er alligevel forskel. Hvis det er en ældre kræftpatient, som har metastaser i hjernen, og som lider meget, er det en smule som naturen, selvom det ikke er det. Men hvis ikke jeg hjalp ham, ville han dø i løbet af få uger. Det er anderledes med en 35-årig sklerosepatient, som lider og får det værre, men i princippet kunne leve 10 eller 20 år endnu, siger Nico Mensing van Charante.


I Holland er NVVE begyndt at lobbye for det næste skridt. Organisationen ønsker en såkaldt frivilje-pille, som skal kunne udleveres til folk, der ikke er fysisk syge, men ønsker at afslutte deres liv på en værdig måde.


- Hvis vi accepterer, at syge mennesker må få eutanasi, hvorfor så ikke raske mennesker? Det er uværdigt, at folk, der ønsker at begå selvmord, skal springe ud fra en bro eller lignende. I øjeblikket er det kun halvdelen af befolkningen, der mener, det er en god ide, så i første omgang arbejder vi på at få flere med os, som kan påvirke politikerne. Det skal nok lykkes, men det kommer mindst til at tage 10 eller 15 år, vurderer Ron Jonquire.


dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk