Præsternes tavshed er guld

Skandalen i Tyskland, hvor den katolske kirke er kommet under pres i en række af pædofilisager, har givet en fornyet anledning til at diskutere tavshedspligten.

Det interessante i denne sammenhæng er altså ikke, om et overgreb, der mere eller mindre tilfældigt er kommet præsten eller de kirkelige myndigheder for øre, skal meldes, for det skal det, og det kan ikke gå hurtigt nok.

Nej, det afgørende spørgsmål er, om det virkelig kan være rigtigt, at en præst skal undlade at anmelde for eksempel pædofile, som under en sjælesørgerisk samtale har afsløret deres gerninger for præsten.

Det korte svar er, at det skal præsten som udgangspunkt ikke på grund af tavshedspligten, selvom der kan tænkes specielle tilfælde, en gråzone, hvor præsten for egen regning og risiko må træffe et valg.Forklaringen på dette korte svar er dobbelt. Tavshedspligten har nemlig både en teologisk og en juridisk baggrund. Den teologiske tanke bag tavshedspligten er, at ethvert menneske skal have uhindret adgang til Guds tilgivelse og den evige salighed, og ifølge traditionen forudsætter det en syndsbekendelse i en eller anden forstand, sådan som den for eksempel indgår i skriftemålsritualet.

DERFOR ER DET BLEVET et knæsat princip, der i den romerskkatolske kirke har fået en sakramental karakter (tavshedspligten er bodens sakramentale segl), medens det i Danmark er blevet kodificeret i Christian den V?s Danske Lov 1683:

"Præsten må ikke (uden sit kalds fortabelse) aabenbare hvad nogen for hannem i lønlig Skriftemål bekient haver, med mindre det kunne angå noget Forræderi, eller Ulykke, som ved Præstens Aabenbarelse kunde forrekommis; og dog bør dens Navn som Navn, som det bekient haver, saa vidt det er mueligt, fortiis" – en bestemmelse der i øvrigt er fulgt op i den nyere lovgivning.